Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørken - Ørkenbaner - Ørkenløbere - Ørkenræv - Ørkenspringmus - Ørkenvaagen - Ørkenøerne - Ørkild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa forskellig Maade beskyttede mod
Fordampning. Man finder hos de forskellige Arter smaa
Blade, stærk Behaaring, Voksovertræk, tyk
Overhud og andre Beskyttelsesmidler. Særlig
paa den mest salte Bund er Saftplanter
hyppige. Græsserne kan rulle deres Blade ind.
Saavel i Ø. som i Buskstepper findes hist og her
Kilder, ligesom Floder fra regnrigere Egne
kan løbe langt ud i Ø. og skabe
Livsbetingelser, som afviger meget fra Ørkennaturen. Paa
disse Maader kan skaffes Vand til Overrisling,
og saaledes skabes der Betingelser for
Agerbrug. Saadanne Pletter kaldes Oaser.
Dyrelivet er i Ø. overordentlig fattigt og er
væsentlig knyttet til de Pletter af Steppe, der overalt
findes indstrøet i Ørkenomraaderne. Uden
for Oaserne lever i Ø. kun faatallige Nomader,
hvis Faar, Geder og Kameler gnaver af de
tarvelige Ørkenplanter. (Litt.: Volkens,
»Die Flora der ägyptisch-arabischen Wüste«
[Berlin 1887]; Walther, »Die Denudation in
der Wüste« [Leipzig 1891]; Coville og
Macdougal, Desert botanical laboratory of the
Carnegie Institution [Washington 1903];
Passarge, »Rumpffläcken und Inselberge«
[»Zeitschrift der D. Geol. Gesellschaft« LVI];
Wisswianski, »Die Faktoren der Wüstenbildung«
[»Veröffentlichungen des Inst. für Meereskunde
und der Geogr. Inst. Berlin« 1906]; Davis,
The geographical Cycle, in an arid climate
[Journal of Geogr. 1905]; Gautier, Sahara
Algérien [Paris 1908]; Chudeau Sahara
Soudanais [Paris 1909]; Walther, »Das
Gesetz d. Wüstenbildung« [Leipzig 1912]; Keyes,
Deflation scheme of the geographical cycle in
an arid climate [Bul. Geol. Soc. of America
1912]; Martonne, Traité de Géographie
physique II [Paris 1926] med Litteraturfortegnelse).
M. V.
Ørkenbaner kaldes Jernbaner, der
overvejende gaar gennem ørkenagtige Egne. Den mest
kendte Ø. er den store Pacifikbane fra
Kalgoorlie til Port Augusta i Australien.
Det australske Statsforbund (Commonwealth of
Australia) besluttede i Efteraaret 1911 at
anlægge denne Bane for derved at skabe en
Jernbaneforbindelse mellem Øststaterne Queensland,
Ny-Sydwales og Victoria med Vestaustralien,
og September 1912 paabegyndtes Anlægget, der
fuldendtes November 1917. Det var navnlig af
strategiske Grunde, at Banen blev anlagt, men
den skulde ogsaa tjene den gennemgaaende
Trafik mellem Vestaustraliens Guldmarker og
Østens Landbrugsomraader og tvinge de alt for
høje Fragter for Søfarten ned. Banen, der er
normalsporet (Sporvidde 1435 mm) med en
Skinnevægt af 40 kg/m, har en samlet Længde
af 1693 km og løber i Nærheden af Sydkysten;
paa en Strækning af 483 km gennem den
træløse Nullarbor-Slette er den retlinet; 1600 km
gaar igennem vandløse Egne, af hvilke 1080
km er ubeboede og næppe har Udsigt til at
faa nogen landbrugsmæssig Betydning; her
findes 563 km uden Mellemstationer, og Togene
kører igennem uden Ophold. Den almindeligst
anvendte Stigning er 10 ‰, paa korte
Strækninger dog c. 16,7 ‰; 162 km Ø. f. Kalgoorlie
ligger Banens højeste Punkt (404 m o. H.).
Banen krydser ikke et eneste Vandløb, der
vedvarende fører Vand, og Vandmanglen beredte
Bygningen af den de største Vanskeligheder;
der maatte bores talrige Brønde og indrettes
Opstemningsdamme til Opbevaring af Vand. De
virkelige, samlede Anlægsomkostninger har
andraget 8 Mill. £. Gennem Banen er alle de
australske Hovedstæder kommet i
Skinneforbindelse med hverandre, saaledes at man nu f.
Eks. kan rejse fra Perth til Brisbane (c. 5150
km) med Bane. Fra Kalgoorlie til Adelaide
varer Rejsen 36 Timer, medens den tidligere tog
indtil 5 Dage. Der gaar ugentlig 3 Tog. Da
Tilslutningsbanerne i V. har 1067 mm og i Øst
dels denne, dels 1601 mm Sporvidde, maa alt
Gods omlades paa Banens Endestationer.
Foruden foran omtalte Jernbane findes
enkelte andre i Amerika og Afrika, f. Eks.
Ugandabanen og Sudanbanen, som paa
nogle Strækninger kan betragtes som Ø.
Endelig er der fra fransk Side planlagt den
saakaldte Sahara-Bane (f. Eks.
Berthelot’s Forslag til en »Transafricain«-Bane),
der som Fortsættelse af den eksisterende Linie
Oran—Colomb Béchar skulde gaa til Aulef og
Silet over Igli og Tuat- og Tidi Kelt-Oaserne;
ved Silet skulde Banen dele sig, dels mod SV.
over Adrar til Gao ved Floden Niger, dels mod
N. og SØ. over Ansongo, Agades til Ngigmiam
(ved Tschad-Søen) og videre derfra gennem
fransk Ækvatorialafrika over Ndele til Semio
for til Slut gennem belgisk Kongo at ende ved
Stanleyville ved Kongofloden; her vilde Banen
faa Forbindelse med Kapstad-Banen.
Sporvidden skulde være normal (1435 mm),
Skinnevægten 45,5 kg/m, højeste Stigning 10 ‰
(undtagelsesvis 15 ‰), mindste Kurveradius 750
(undtagelsesvis 300 m); Rejsehastigheden vilde
blive gennemsnitligt 60 km/Time. Driften var
forudsat elektrisk med eenfaset Vekselstrøm
paa 70000 Volts Spænding, leveret fra 7
Kraftværker, der skulde drives ved Dieselmotorer;
de elektriske Lokomotiver skulde være paa
2000 H. K. Banens samlede Længde vilde
blive c. 7000 km, hvoraf Sidebanen fra Silet til
Gao 1000 km, og de samlede
Anlægsomkostninger var anslaaet til 400—500 Mill. frc.
Andre Baner gennem Sahara er foreslaaet,
f. Eks. af Duponchel 1876 en
Sahara-Tværbane til Forbindelse mellem Algier og
Sudan. Saintoyant har anbefalet Linier
fra Algier til Niger-Omraadet og fra
Colomb-Béchar over Taurirt og Timbuktu til
Tschad-Søen. For at undersøge Mulighederne for
saadanne Baner nærmere blev der 1912 udsendt
en Ekspedition til Afrika under Ledelse af
Kaptajn Niéger. Intet af de foran nævnte
Forslag til Baner gennem Sahara er dog ført ud i
Livet endnu.
G. K.
Ørkenløbere, se Braksvaler.
Ørkenræv, d. s. s. Sahara-Hund eller
Fennek, se Ræv.
Ørkenspringmus, se Springmus.
Ørkenvaagen, se Musvaage.
Ørkenøerne, se Orkn-Øerne.
Ørkild, Ruin paa en høj Bakke i Sunds
Herred, umiddelbart NØ. f. Svendborg. Borgen,
der har behersket Svendborg-Sund, siges at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
