Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
næsten er udryddet. I Norge yngler den langs
hele Kysten, dog nu sparsomt i den sydlige
Del, i Sverige findes kun faa Par tilbage. I
Danmark har den tidligere været en ret
almindelig ynglende Fugl; endnu for 40 Aar siden
fandtes en Del ynglende Par i Jylland, saa
aftog Tallet hurtigt, og i de sidste 15 Aar har
næppe nogen ynglet her. Tidligere kom den
ogsaa i stort Tal og overvintrede i Danmark,
særlig i Sydsjælland, hvor der kunde ses en
halv Snes paa en Gang, men ogsaa dette er nu
forbi, saa at en overvintrende Havørn er en
Sjældenhed. Havørnen har sit Navn af, at den
altid foretrækker Kysternes Nærhed, og for en
Del søger Bytte i og ved Havet. Den lever af
alle Slags Søfugle, Fisk, men fanger ogsaa
Harer og andre mindre
Pattedyr; Aadsel tager den
gerne. Flugten er tung og
lidet behændig, saa
Havørnen har vanskeligt ved
at fange en Fugl i
Flugten; derimod kan den
udmatte dykkende Søfugle
ved stadig at svæve over
dem, saa de til sidst ikke
kan udholde at dykke
mere og bliver dens Bytte.
Reden bygger den paa en
Fjeldskrænt, i et højt Træ
eller paa en Forhøjning i
fladt Terrain; Underlåget
bestaar af store Grene,
medens Reden indvendig
fores med Græs; de
forholdsvis meget smaa Æg,
2 i Tal, er gullig hvide.
Efter at Ungerne er udvoksne, følges de i
lang Tid med de gamle. Havørnen har et
overordentlig gennemtrængende Skrig, som
navnlig høres i Parringstiden. Meget
nærbeslægtet med Havørnen er den
nordamerikanske hvidhovedede Havørn (H.
leucocephalus L.), kendt fra De Forenede
Staters Vaaben; den ligner Havørnen, kun er
Hoved og Hals hvide. (Litt.: Bengt Berg,
»De sista Örnarna« [Stockholm 1923]).
O. H.
Ø. er iblandt Fuglene ligesom Løven iblandt
Dyrene et Sindbillede paa sejrrig Styrke. Den
anvendes derfor fra gammel Tid af hos
forskellige Folk som Symbol paa guddommelig og
kongelig Magt og paa Sejr over Fjender. Efter
hvad Xenofon meddeler, havde de gamle
Persere som Hærtegn en gylden Ø. med udbredte
Vinger; det bares i Spidsen for Hæren. Straks
efter Alexander den Store’s Dage optog
Ptolemaios I Ø. som sit Vaabenmærke og satte den
paa de af ham slagne ægyptiske Mønter. —
Hos Hellenerne var Ø. helliget Zeus, hvorfor
den i kunstneriske Fremstillinger ofte afbildes
ved hans Side, eller ogsaa pryder den hans
Herskerscepter og sidder her med Lynstraalen
i Kløerne. Det er aabenbart dennes Ø., som i
den kristne Symbolik er blevet Apostelen
Johannes’ Attribut; i øvrigt var Ø. allerede hos
Profeten Hezechiel et af Guddommens Symboler.
I Rom, hvor Ø. fik sin særlige Betydning som
Symbol, skal efter Sagnet en Ø. (lat. aquila)
have forudforkyndt Tarquinius, at han vilde
naa den kongelige Værdighed. For øvrigt var
Ø. et Symbol paa det latinske Forbunds Gud
(Juppiter) og paa selve Romerstaten. Ø.
forekommer derfor ikke blot paa Kejsernes Hjelme
og Sceptere, men er i alt Fald fra C. Marius’
Tid, vistnok fra hans 2. Konsulat 104 f. Kr., de
romerske Legioners Felttegn. Allerede tidligere
var Ø. anvendt som Tegn for enhver Legions
1. Manipel. Legionsørnen, der altid fulgte
første Kohorte, holdtes højt i Ære, og det gjaldt
for den største Skam for en Legion ikxe at
kunne bevare sin Ø. under Kampe med
Fjenderne. Den stod særlig under Legionens ældste
og anseteste Centurions Opsigt. Ved Opbrud
overgaves den af ham til dens Bærer
(aquilifer). Der vistes endog oftere Legionernes Ø.
næsten guddommelig Ære, og de besad en vis
Asylret. Efter Romerrigets Undergang
forsvandt Ø. som Felttegn for Hærene. I
Middelalderen anbragtes kun engang imellem en Ø.
paa et Flag eller Fane, aldrig som udskaaret
Billede. I Heraldikken hører Ø. til de mest
udbredte og hyppigst anvendte Billeder.
Saavel Stater som Fyrster, Adelsmænd og Byer
har en Ø. i deres Vaaben. I heraldiske
Billeder svæver Ø. gerne helt frit med udbredte
Vinger og lige nedhængende Krop, udstrakte
Ben og Kløer. Hovedet holdes til højre, ofte
med udstrakt Tunge. Ved Siden af denne fulde
Form af Ø. anvendes i Heraldikken ogsaa en
af studset Form af Ø. (paa Fransk kaldet
alérion), paa hvilken den nederste Del af Benene
og Næbbet er bortskaaret. Foruden den
sædvanlige naturlige Form af Ø. anvendtes i
Heraldikken ogsaa en Form af Ø. med to Hoveder.
Den hørte siden Romerrigets Deling hjemme i
Byzans og kom herfra 1472 under Ivan
Vasiljevitsch til Rusland. Karl den Store optog
ved sin Kroning i Rom 800 Ø. som Symbol paa
sit Rige. Den lader sig paavise som tysk
Rigsfane under Otto II og senere ofte og paa flere
Steder. Ø. har her eet Hoved, der bærer den
gyldne Krone, i højre Klo holder den Scepteret
og i venstre Rigsæblet. Ø. med de to Hoveder
(»Dobbeltørnen«) lader sig først paavise under
Kejser Ludvig af Bayern paa en 1325 slaaet
 |
| Kongeørn. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
