Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørn - Örne, Anders Emanuel - Ørnebregne - Ørnefisk - Ørneflugt - Ørnefugle - Örnehufwud, Olof Hansson - Örneklou, Peter - Ørnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigsmønt. Men ved Siden heraf har man
ogsaa enkelte Ø. paa Dokumenter fra hans Tid
(saaledes ogsaa paa en gylden Bulle fra 1356).
Først med Kejser Sigismund 1433 blev
Dobbeltørnen for bestandig tysk Rigssymbol, og
vedblev at være det indtil 1806, da det tyske Rige
opløstes. Kejseren tog derimod Dobbeltørnen
med sig til Østerrig, hvor den blev
Rigssymbol. Den nuværende tyske Rigsørn har
derimod kun eet Hoved. Den stammer fra de
tyske Riddere og er oprindelig givet disse af
Kejser Frederik II. Napoleon I. optog Ø. som
Hærtegn og Symbol for det kejserlige Frankrig.
Ved Kroningen 2. Decbr 1804 fik alle franske
Regimenter en Ø., der fulgte den første
Bataillon, og som blev baaret af en Officer. Denne
Ø. har helt naturlig Form og er i Begreb med
at hæve Vingerne, idet den holder Lynstraalen
mellem Kløerne. Bourbon’erne afskaffede Ø. i
Hæren; Napoleon III genindførte dem ved
Dekret af 1. Jan. 1852, men Republikken
afskaffede dem 1870. Den italienske Fascisme har
optaget Ø.-mærket ved Siden af Fasces. (Litt.:
Römer-Büchner, »Der deutsche Adler
nach Siegeln geschichtlich erläutert«
[Fraukfurt 1858]; Hohenlohe-Waldenburg,
»Zur Geschichte des Heraldischen
Doppeltadlers« [Stuttgart 1871]).
(V. S.). Edv. L.
Örne [’örnə], Anders Emanuel, f. 1881,
svensk Politiker og økonomisk Forfatter. Fil.
kand. 1907. Knyttet til det svenske kooperative
Forbund fra 1910, dels som Redaktør af
»Kooperatören«, dels som Sekretær i Forbundet og
Leder af dets Organisationsafdeling. Valgt som
Socialdemokrat til Medlem af Rigsdagens 1.
Kammer fra 1919. Trafikminister 1921—23.
Generaldirektør for Postvæsenet fra 1926. Har
skrevet en Række Bøger, navnlig om
Kooperation. Ö. forener varm Idealisme med stor
praktisk Dygtighed og Handlekraft og kan
tilskrive sig en væsentlig Andel af Æren for den
svenske Kooperations Fremgang i det sidste
Decennium.
H. S.
Ørnebregne, se Pteridium.
Ørnefisk, se Umberfisk, S. 240.
Ørneflugt, i Heraldikken Betegnelse for to
som Hjelmtegn benyttede Vinger, udspilede,
med Fjerene vendende udad til Siderne, hvis
Hjelmen ses en face, stillede parallelle, med
Fjerene vendende bagud, hvis Hjelmen er
drejet. Bageste Vinge er i sidstnævnte Tilfælde
delvis skjult. Ø. kan være naturligfarvet eller
bemalet med Skjoldets Farver eller Figurer (se
Heraldik).
P. B. G.
Ørnefugle, se Ørn.
Örnehufwud [’örnəhu.vud], Olof
Hansson, svensk Fortifikationsofficer (1600—1644).
Ö. har Betydning som en af Sveriges første
Kartografer; han har i strategisk Øjemed tegnet
Landkort for Trediveaarskrigens Felttog paa
Kontinentet og senere Kort over forskellige
svenske Befæstningsanlæg. Som
Generalkvartermester ved Horn’s Armé 1644 udarbejdede
han Marchordningen og et Kort over Skåne
samt ledede Belejringerne af Landskrona og
Laholm. Desværre synes det meste af hans
kartografiske Produktion at være tabt.
G. C.
Örneklou [’örnəklå^u], Peter, svensk
Militær og Embedsmand (c. 1630—c. 1701). Ö. tog
med Udmærkelse Del i Karl X Gustaf’s og Karl
XI’s Krige, navnlig berømmes hans Tapperhed
i Slaget ved Lund 1676. Efter Krigens
Afslutning blev han en af de ivrigst medvirkende i
Reduktionskommissionen og lønnedes med
Embedet som Landshøvding i Skaraborgs Len 1683.
Paa Grund af sin voldsomme og egennyttige
Adfærd forflyttedes han i Unaade til
Landshøvdinge-Embedet paa Ösel og blev endelig
afskediget 1701, hvorefter han forlod Sverige og
skal være død i Lübeck.
G. C.
Ørnen (Áquila), Stjernebillede i Mælkevejen
paa begge Sider af Ækvator mellem Ophiuchus
og Vandmanden, indeholder efter Heis 123
Stjerner synlige for det blotte Øje, hvoraf 1
af 1. Størrelse, α. Altair eller Athair, der
tilhører Spektraltypen A5. Efter nyere Maalinger
er dens Parallakse 0,″21, hvoraf man finder
Afstanden 16 Lysaar; den har en
Egenbevægelse af 0,″66 i nordøstlig Retning og nærmer
sig Solen i Synsliniens Retning med en
Hastighed af 33 km i Sekundet. Omtrent 3′ fra
den staar en Stjerne af 10. Størrelse. Af de
mange Dobbeltstjerner i Ø. nævnes ζ af 3.
og 12. Størrelse i 6″ Afstand, π af 6. og 7.
Størrelse i 1,″5 Afstand; ogsaa β er dobbelt,
og μ er tredobbelt. Af de spektroskopiske
Dobbeltstjerner har θ en Periode paa c. 17 Døgn
og 71 en meget lang Periode, 18, φ og σ har
Perioder paa henholdsvis 1,3, 3,3 og 2,0 Døgn,
medens Perioden for δ endnu er ukendt. Af
foranderlige Stjerner kendes hidtil 158, der alle
med Undtagelse af η er teleskopiske. η, som
1784 blev fundet af Pigott at være en
foranderlig Stjerne med en Periode paa 7,2 Døgn og
en Variation af Størrelsesklassen fra 3,7 til 4,5,
blev 1895 af Belopolsky paavist at have
varierende Radialhastighed med samme Periode
som Lysstyrkevariationen, hvoraf man
dengang mente at kunne slutte, at den var en
spektroskopisk Dobbeltstjerne, medens man nu
henfører den til den Gruppe af foranderlige
Stjerner, der kaldes δ-Cepheistjerner, hvor de
ovennævnte Ændringer i Radialhastighed og
Lysstyrke almindeligvis antages at skyldes
Pulsationer i Stjernen. Den er nærmere undersøgt
af Wright, den nærmer sig Solen med en
Hastighed af 14,2 km i Sekundet. Ogsaa U er en
δ-Cepheistjerne med en Periode paa 7,0 Døgn.
Endelig findes R, en langperiodisk foranderlig
Stjerne, hvis Lysstyrke svinger fra 6. til 11.
Størrelse, dens Periode var ved Opdagelsen (1856 af
Argelander) c. 350 Døgn, men er nu kun 310
Døgn. 21. Apr. 1899 fandt Fleming ad fotografisk
Vej en ny Stjerne af 7. Størrelse, der hurtig
aftog i Lysstyrke og i Begyndelsen af
November allerede var af 10. Størrelse, i Juli 1900
af 12. Størrelse. Spektroskopet viste 7 lyse
Linier, hvoriblandt λ 5007. 18. Aug. 1905 fandt
Fleming ogsaa ad fotografisk Vej en ny
Stjerne af 9. Størrelse, hvis Størrelse hurtig
aftog, og i September allerede var af 10., i
November af 12. Størrelse; i 1906 var den
naaet til 15. Størrelse, og i 1912 var den
svagere end 17. Størrelse. Spektroskopet viste
Baandet Hβ stærkest, svagere var et Baand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
