Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørsted (Sogn) - Ørsted (dansk Slægt) - Ørsted, Anders Sandøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tydeligere med Havn og Skibsfart gennem
Grund Fjord. I den nyeste Tid er den ogsaa
gaaet noget tilbage ved Opvæksten af den
nærliggende Stationsby, Allingaabro. — Flere
andre Sogne og Byer i Danmark har Navnet Ø.
M. S.
Ørsted, dansk Slægt, der føres tilbage til
Sognepræst til Ørsted i Aarhus Stift Søren
Olufsen (1582-1636), hvis Søn, Sognepræst
til Hornslet Jacob Sørensen Ø. (d. 1674),
tog Navn efter sin Fødeby. Hans Søn,
Sognepræst til Haraldsted og Allindemagle, Provst,
Magister Søren Ø. (1666—1736), var Fader
til Sognepræst til St. Peders Kirke i Slagelse,
Slotspræst paa Antvorskov Christian Ø.
(1695—1761), til mangeaarig Rektor i Kolding,
Magister Jacob Ø. (1697—1771) og til
Skuespilleren, Baccalaureus philos, Christopher
Hartmann Ø. (s. d.). Blandt
Slotspræstens Børn skal blot nævnes Apoteker i
Rudkjøbing, Sorø og Roskilde, senere Assessor
pharmaciæ og Forstander for Kjøbenhavns
Fattigvæsens Medicinaldispensationsanstalt
Søren Christian Ø. (1750—1822), der blev
Fader til Fysikeren Hans Christian Ø.
(s. d.), til Statsmanden Anders Sandøe Ø.
(s. d.), til Købmand i Rudkjøbing Jacob
Albert Ø. (1780—1829) og til Niels
Randulph Ø. (1782-1813), der faldt i Slaget ved
Leipzig som russisk Husarofficer. Den
førstnævnte af disse Brødre var atter Fader til
Borgmester og Byfoged i Vejle, Etatsraad
Anders Sandøe Ø. (1826—1905) — hvis Søn
er Dommer i Vordingborg Hans
Christian Ø. (f. 1863) — og til Inspektør ved Den
polytekniske Læreanstalt, cand. polyt. Albert
Nicolai Ø. (1829—1900), hvis Søn er
Direktør for de fire nordiske
Arbejdsgiverforeningers Kontor i Bryssel Hans Christian Ø.
(f. 1876). Botanikeren Anders Sandøe Ø.
(s. d.) var Søn af ovennævnte Købmand J. A. Ø.
P. B. G.
Ørsted, Anders Sandøe, dansk
Retslærd og Statsmand, f. 21. Decbr 1778 i
Rudkjøbing, hvor
hans Fader var
Apoteker, d. i
Kjøbenhavn 1.
Maj 1860. Med
sin nedenfor
nævnte Broder
Hans Christian
Ø., til hvem
han hele Livet
igennem var
nøje knyttet,
supplerede Ø.
den
mangelfulde og
uregelmæssige
Undervisning i
Hjemmet ved
en
ejendommelig gensidig
Belæren. Begge Brødres Higen efter
Kundskaber var stærk og æggende.
Præstegerningen stod vel i nogen Tid for begge som
Idealet, men deres Evners Særpræg lagde sig
forbløffende tidlig for Dagen, allerede som
Dreng læste, forstod og paa enkelte Punkter
gendrev Ø. Lauritz Nørregaard’s »Naturret«, et
fladt og udtværet Wolf’sk Epigonarbejde. 1793
rejste Brødrene til Kjøbenhavn med »ikke
ringe Fængsomhed« for Tidens hele aandelige og
politiske Liv; efter en kortvarig
Privatundervisning blev de 1795 Studenter; deres alvorlige
og dybtgaaende Forskerarbejde i deres »Celle«
i Elers Kollegium blev den ydre Aarsag til, at
deres nære Ven Oehlenschläger brat tog Afsked
med sit flagrende Skuespillerliv. Med Kraft og
Energi, trods et upaalideligt og skrøbeligt
Helbred, kastede Ø. sig over filosofiske og juridiske
Studier; særlig Kant tilegnede han sig, mere
indtrængende og forstaaende end de fleste af
sine Landsmænd, og gennem hele sit lange Liv
bevarede han, om end han snart bl. a. under
Paavirkning af J. G. Fichte løsrev sig fra sit
ubetingede Tilhængerforhold til den store
Königsberger Vise, den dybeste Ærbødighed for
sin Ungdoms Lærer. Som Resultat af sin
Kant-Forskning udgav Ø. sin mærkelig modne
Besvarelse af det filosofiske Fakultets Prisopgave
for 1797 »Over Sammenhængen mellem
Dydelærens og Retslærens Princip«, I—II [1798],
hvori han bl. a. i et »Anhang« underkaster
Johannes Boye’s »Statens Ven« en kritisk
Aareladning, og som Kant’s Ridder knuste han Otto
Horrebow’s »fordærvelige« Blad »Jesus og
Fornuften«. Sit Ry som en af Danmark-Norge’s
bedst begavede og mest lovende unge
Videnskabsmænd slog Ø. endnu fastere ved 1799 at
tage juridisk Embedseksamens to Prøver med
Udmærkelse — han var den første, der siden
Universitetsfundatsen af 7. Maj 1788 opnaaede
denne Ære — og ved en Række filosofiske og
juridiske Anmeldelser og Afhandlinger i
»Philosophisk Repertorium«, »Lærde Efterretninger«
og »Minerva«, f. Eks. »Om Religionens moralske
Grundvold« (»Minerva« 1799). Hans Hu stod
til en Lærerpost ved Universitetet. Endnu i sit
Eksamensaar deltog han med J. K. Høst, C.
Krohg, C. F. Lassen, H. Bilsted og M. H.
Bornemann i en Konkurrence om en Adjunktplads
ved det juridiske Fakultet, men Universitetets
Patron Hertug Frederik Christian af
Augustenborg, hvem Ø. havde tilegnet sit akademiske
Prisskrift, saa skævt til en Discipel af Kant og
Fichte — enten af Uvidenhed eller Perfidi
havde Horrebow heftet Haddingsnavnet
»Ateist« til Ø. og Kantianerne i det hele —, Ø.’s
Tilslutning til Fichte faldt ikke i god Jord hos
den renlivede Kantianer J. F. W. Schlegel,
Retsfilosofiens Repræsentant ved Universitetet,
Censorerne fandt ikke Ø.’s »Paradokser«
forsvarede med »antagelige Grunde«, Sygdom
stødte til, og Ø., et af den retsvidenskabelige
Verdenslitteraturs største og ejendommeligste
Genier, blev af Patronen og Dommerne vraget
for Matthias Hastrup Bornemann, hvis
Betydning i dansk Retsvidenskabs Historie nærmest
er den at være Fader til Fr. Chr. Bornemann.
Et Par af Ø.’s Prøveforelæsninger blev trykte i
»Minerva«. 1801 blev Ø. udnævnt til
surnumerær, 1802 til virkelig Assessor i Hof- og
Stadsretten, men maatte i øvrigt af økonomiske
Grunde fortsætte sin alt som Student
 |
| A. S. Ørsted. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
