Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørsted, Anders Sandøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hurtigkarl’s Lærebog« (II 1825, III 1828, IV
1831, V 1832, VI 1835, med Realregister af C. G.
Krger 1843), 1824 deltog han med Myndighed
og Overlegenhed i den af Lægen Franz
Gothard Howitz rejste deterministiske Strid, hvori
bl. a. J. P. Mynster, J. L. Heiberg, P. Hjort,
Sibbern og Brandis deltog, Ø. fra et
indeterministisk Stade bl. a. ved Afhandlingen
»Fortsatte Betragtninger over den menneskelige
Frihed og Sædelærens Grundbegreber; i
Anledning af Hr. Prof. Howitz’s nye Skrift« (1824),
og Howitz med Skrifterne »Determinismen
eller Hume mod Kant« (1824) og »Ultimatum
angaaende Determinismen og Etatsraad Ørsted’s
fortsatte Bemærkninger om samme« (1825). Men
imidlertid havde de truende Skyer, der fra
Tid til anden havde vist sig i Horisonten,
samlet og udladet sig. Lynet slog ned og
standsede med et Slag denne epokegørende og
glimrende Forfattervirksomhed midt i dens fulde
Frodighed og Blomst. Om dette sørgelige Blad
i Videnskabens Historie har først den nyere Tid
faaet fuld Forklaring ved Provst L. Koch’s
fortjenstfulde Undersøgelser i »Kirkehist. Saml.«
1887—89. Aktstykkerne i Sagen er 1928
offentliggjort af Frantz Dahl i et særligt Skrift.
Ø.’s Liberalisme var, som ovenfor antydet,
ikke altid velset af Enevoldskongen og hans
haandgangne Mænd. Selv om Ø. i
Geheimestatsraadet havde Meningsfæller, var det hans
aabenbare Fjender, Møsting, og tvetydige
Venner, Kancellipræsidenten F. J. Kaas, der
fremfor alt havde Tag i Kongen. Ved
Tugthusoprøret 1817 undlod Ø. at underskrive
Forestillingen om de yderlig rigoristiske og
uretfærdige Foranstaltninger, Frederik VI havde
planlagt med Hensyn til de skyldiges
Domfældelse uden Appel og Decimering; i sin
Hidsighed overfusede Kongen Ø. med de
urimeligste og taabeligste Beskyldninger, og Ø.’s
frimodige og mandige Forsvar skaffede ham
tilmed Kaas’ Forbitrelse paa Halsen. Dog drev
Uvejret over denne Gang, en Mand af Ø.’s
fremragende Indsigter var det vanskeligt at
give Slip paa; 1825 blev han Cold’s Efterfølger
som Generalprokurør, samme Aar som den
bekendte Strid mellem H. N. Clausen og
Grundtvig blussede op. Denne Kamps kirkeretlige
Momenter fremkaldte Ø.’s skæbnesvangre
Afhandling i »Juridisk Tidsskrift«, XII Bind (1825—26):
»Behøver den danske Kirkeforfatning en
omgribende Forandring?«, hvis Betragtninger over
Præsteeden, de symbolske Bøger og
Treenigheden Grundtvig og hans Vaabendrager J. C.
Lindberg fandt stridende mod Kongeloven —
og, provoceret af disse Mænd, tog
Enevoldsmagten Affære. Ved kgl. Resol. af 21. Septbr 1826
modtog Ø. Frederik VI’s Irettesættelse for hans
Kongen »mishagelige« Afhandling samt Paalæg
om med faa og ret betydningsløse Undtagelser
at ophøre med sin Forfattervirksomhed og at
søge Afsked fra Pastoralseminariet. At Ø.
under Hensyn til hans Stilling som
Generalprokurør formelt set hellere skulde have ladet sin
Afhandling forblive i Skrivebordsskuffen, kan
aldrig blive noget fyldestgørende Forsvar for
denne Brutalitet, der til alle Tider vil være en
uudslettelig Skamplet paa Frederik VI’s
Regering, og som næsten er endnu mere oprørende
end Frederik Vilhelm II’s og Wöllner’s
herostratiske Voldsfærd over for Oldingen Kant. At
Ø., som man senere undskyldende har
fremhævet, skulde være »udskrevet« paa hin Tid,
er næsten værre end intet Forsvar. Selv havde
han bl. m. a. ønsket at give en systematisk
Fremstilling af den danske Ret, et Arbejde, han
nu maatte lade ligge og overlade til sine
Efterfølgere; han var den Gang kun 48 Aar og
tilmed et videnskabeligt Geni med Geniets Trang
til produktivt Arbejde. Da Ø. nedlagde sin Pen,
hilstes han i »Patriotiske Intelligentsblade« (I
1835) med skønne og rammende Ord af F. C.
Sibbern, der bedre end de fleste forstod Ø.’s
Betydning og hans Begavelses og Karakters
Ejendommelighed og Styrke. Herefter blev det
i alt væsentligt kun Statens Tjeneste og
Politikken, Ø. viede sine Kræfter. Kaas’ Eftermand
som Kancellipræsident, P. C. Stemann, en
Selvhersker-Natur, hvis hele Væsen og Opfattelse
af Lovgivning og Administration maatte stille
ham i født Modsætning til Ø., har næppe
særlig stærkt understøttet Ø.’s Forsøg i Aaret
1829 paa gennem ham at faa Forbudet hævet,
men antagelig tilraadet Kongen at bifalde nogle
i øvrigt ret ligegyldige Lempelser deri.
Et betydningsfuldt Afsnit i Ø.’s Liv
indlededes ved Oprettelsen af de raadgivende
Provinsialstænder. I Modsætning til stivsindet
Godsejer-Reaktion og Stemann’s Enevælde-Idol
vilde Ø. give Kongen, hvad hans var, og Folket,
hvad dets var, rigtignok uden synderligt Held
i sine Bestræbelser, hvad Folket angik.
Frederik VI var dog forstandig nok til at udnævne
Ø. til Kommissarius ved begge de kongerigske
Stænderforsamlinger; en Strøm af Begejstring
hilste denne Udnævnelse, Kjøbenhavn
illuminerede, Ø. var kendt og elsket som det liberale
Element i Kancelliet. »Kongens og Folkets
Mand« blev Ø.’s Ærestitel, J. F. Schouw’s
bekendte Ord i Roskilde Forsamling var intet
tomt Mundsvejr. Ø. søgte efter sin Natur
stadig at styre midtstrøms. Hans Maal, som ogsaa
delvis opnaaedes, var at være det loyale og
hensynsfulde Bindeled mellem Regenten og
Stænderne. Af hans altid betydelige
Virksomhed som Lovkoncipist skal kun som Eksempler
fremhæves de fire store systematiske
Straffelove fra 1833, 1840 og 1841, Arveforordningen
af 1845 o. a.
Ø.’s store Popularitet skulde dog ikke vare
længe. Den bestod sin Prøve i den første
Stænderforsamling under Christian VIII — at
Schouw ikke af Kongen blev genvalgt som
Universitetets Repræsentant, kan ikke lægges
Ø. til Last —; det var hans Holdning over for
Eiderstatspolitikken og den slesvig-holstenske
Separatisme, der gav den Dødsstødet. Han var
Helstatens redelige og overbevisningstro
Tilhænger, men synes i nogen Grad at have
manglet det dybt primitive nationale Instinkt, som
f. Eks. Stemann besad. Ellers vil det kun
vanskeligt kunne forklares, at Fremhævelsen af
den strengt juridiske Ret eller praktiske
Hensigtsmæssighedsgrunde for Ø. kunde være
afgørende i Behandlingen af den slesvigske
Sprogsag. Da Peter Hiort Lorenzen 1842 talte
Dansk i den slesvigske Stænderforsamling,
optraadte Ø., der s. A. var bleven udnævnt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
