Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Östergötland - Östergötlands Len
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Agerbrugsbefolkning. Landskabets Vaaben er en
opretstaaende Grif (i Guld) paa rød Bund og med
hertugelig Krone samt i hvert af Skjoldets
Hjørner en fembladet Sølvrose.
Historie. Ö. befolkedes allerede i
Stenalderen, og den ældste Befolkning synes at
have slaaet sig ned paa Sletten ved Vättern S.
f. Motala-Strømmen. De N. f. denne Strøm
liggende Egne var oprindelig en udstrakt
Skovegn, hvis østlige bjergfulde Del kaldtes
Kolmården, og hvor der først sent gennem
Bjergværksdriften opstod en Bebyggelse. Det S. f.
Östgöta-Sletten mellem Vättern og Sommen
liggende Skovdistrikt kaldtes oprindelig
Holaveden. Længere Øst paa laa Skoven Aspvid,
der skilte de beboede Egne fra Havet.
Ligesom flere andre af Sveriges Landskaber synes
Ö. oprindelig at have dannet et Rige for sig,
og Sagnet omtaler flere Konger af Ö. Harald
Hildetand skal have været Konge her. Paa
Ansgar’s Tid hørte Ö. dog til Svearike.
Kristendommen antoges tidligere af Östgöterne end af
Svearne. Efter den Stenkil’ske Æts Uddøen
valgte Östgöterne en egen Konge, Sverker, og
først med hans Søn, Karl Sverkerson, som
ogsaa anerkendtes af Svearne, samledes Riget paa
ny. Ö.’s provinsielle Selvstændighed vedblev
dog længe, hvorom Landskabsloven bærer
Vidne. Ö. havde sammen med det nordlige og
østlige Småland sin egen Lov og sit eget
Landsting i Linköping, hvor Kongen paa sin
Eriksgata skulde hyldes af Landskabets Befolkning.
Dette Omraade var delt i 18 Herreder. I
gejstlig Henseende hørte Ö. til Linköping Stift,
hvilket i Middelalderen var det rigeste i Sverige.
Munkeklostre fandtes i alle Byerne samt i
Alvastra og Krokek; Nonneklostre fandtes i
Vadstena, Skäninge, Vreta og Askaby. Ældst af
disse var sandsynligvis Klostret i Alvastra, men
berømtest og vigtigst blev den hellige Birgitta’s
Stiftelse i Vadstena. En kongelig Høvedsmand
for Ö. omtales første Gang under Kong Albrecht
(1373). Under Dronning Margrete styredes
Landskabet af en enkelt Foged; senere var det
delt mellem mindst 3 Fogeder, der residerede
paa Hovs Kongsgaard ved Tåkern,
Ringstadaholm paa en Ø i Motala-Strømmen ved
Norrköping og Stäkeborg paa en Ø i Slätbaken.
De to sidstnævnte Slotte var Ö.’s stærkeste
Fæstninger. I Midten af 16. Aarhundrede var
Ö. delt mellem 3 Län, Linköping, Stäkeborg og
Vadstena. Ifølge Gustaf Vasa’s Testamente blev
den Del af Ö., der laa V. f. Stängaaen,
Åsundens Afløb til Roxen, det saakaldte
Västan-Stång, oprettet til et Hertugdømme for Prins
Magnus. 1569 tilfaldt det atter Kronen, men
bortgaves paa ny 1606 til Hertug Johan, som
1608 ogsaa fik Stäkeborgs Län. 1618 gik dette
Hertugdømme igen ind under Kronen. 1622—89
var Stäkeborgs Län pantsat til Huset Pfalz, og
dengang og senere var det almindeligt, at
Enkedronningerne fik Dele af Ö. som
Underholdslen. Paa Grund af sin Beliggenhed har
Ö. i mindre Grad end de andre Landskaber i
Götaland været udsat for Hjemsøgelse af Krig.
I Middelalderen var det dog Skuepladsen for
Folkungernes indbyrdes Fejder og for flere
Kampe med Danskerne. Det berørtes ogsaa af
Engelbrekt Engelbrektson’s Opstand, og i
mange Egne har man endnu bevaret Mindet om
Dacke-Urolighederne. Endelig led Ö. meget i
Vinteren 1567—68, da Daniel Rantzau hærgede
det frugtbare Sletteland. 1698 udkæmpedes ved
Stångebro det vigtige Slag mellem Kong
Sigismund og Hertug Karl. Den sidste Gang, da Ö.
hjemsøgtes af Krig, var 1719, da Russerne
plyndrede paa Kysten.
Ö.’s mellemste Del, Sletten mellem
Kolmården og Holavedens Skove, har længe været et
udpræget Agerbrugsland. Den lette Adgang til
Trækul og Forekomsterne af Malme gav i
14.—15. Aarhundrede Anledning til Bjergværksdrift.
I 17. Aarhundrede opstod Bjergværkerne og
Industrien ved Finspång, og Norrköping tog
Føringen fra Söderköping som Handelsstad. De
øvrige Byer var længe ubetydelige, og først
med Kommunikationernes Forbedring
indtraadte et Opsving. (Litt.: A. Ridderstad,
»Ö.’s historia« [1914]; samme, »Ö.’s
beskrifning« [1918]).
(H. P. S.). M. H-n.
Östergötlands Len [’östər’jötlands-] i det
sydlige Sverige omfatter hele Landskabet
Östergötland samt Kvarsebo Sogn af Södermanland
og grænser i N. til Örebro og Södermanlands
Län, i Øst til Østersøen, i SØ. til Kalmar Län,
i SV. til Jönköpings Län og i V. til Vättern.
Areal 11049 km2, hvoraf 9972 km2 Land og 1077
km2 Vand. Heri er ikke medregnet de til Ö. L.
hørende Dele af Vättern. Länets største
Længde er i N.-S. 150 km og største Bredde i Øst-V.
130 km. (1926) 310231 Indb., eller 31 pr. km2;
heraf boede 201641 paa Landet og 108590 i
Byerne. Folketallet var i Slutn. af 19.
Aarhundrede i Tilbagegang paa Grund af Udvandring,
men i de senere Aar er der begyndt en ringe
Fremgang. Af Arealet er 0,5 % Have, 26,1 %
Agerland, 3,8 % naturlig Eng, 65,8 % Skov, 3,8
% uproduktiv Jord. De vigtigste Erhverv er
Agerbrug og Kvægavl. Høsten opgives for 1925
(maalt i t) til: Hvede 51688, Rug 53582, Byg
17288, Havre 78738, Blandsæd 97500, Bælgsæd
7830, Kartofler 91127, Sukkerroer 30607,
Foderroer 204423, Agerhø 329984, Enghø 25278 og
Halm 386350. Høstens Værdi angives til 92,1
Mill. Kr. Antallet af Husdyr var 1919 43856
Heste, 160686 Stkr. Hornkvæg (hvoraf 92332
Køer), 79072 Faar, 538 Geder, 44616 Svin og
309929 Stkr. Fjerkræ samt 7526 Bistader. Der
fandtes 1924 82 Mejerier med 4754
Leverandører, og der produceredes 2050 t Smør
(Værdi 6,7 Mill. Kr.) og 2707 t Ost (Værdi 4,8 Mill.
Kr.). Skovbruget er vigtigst i Länets nordlige
og sydlige Dele. Jagten er uden Betydning.
Fiskeriet gav (1923) 1965 t Saltvandsfisk til en
Værdi af 444000 Kr. og 387 t Ferskvandsfisk til
en Værdi af 465000 Kr. Ö. L. hører ikke til de
vigtigere Bjergværkslän i Sverige. Der blev
(1925) brugt 21292 t Jernmalm og udvundet
4450 t Raajern. Den største Mængde Jern faas
fra Skällviks Sogn. En betydelig Del af
Åmmeberg Zinkmalmsgruber ligger i Länet.
Åtvidabergs Kobbergrube er nu nedlagt. I Kolmården
brydes en Del Marmor, andre Steder Granit,
Gnejs, Skifer, Sandsten, Kalksten og
Feldspat-Industrien er meget betydelig. Uldspinderi- og
Uldvareindustrien (i Norrköping) er større end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
