den yngres Erstatningspligt. Den, som er fyldt 15 Aar, kan raade over sit Selverhverv og efter Omstændighederne selv skifte en Tjeneste, hvori han har været anbragt. Han har ogsaa en Medbestemmelsesret med Hensyn til Udtrædelse af og Indtræden i Folkekirken samt om Ligbrænding og borgerlig Begravelse. Først den 15-aarige kan være Vidne. Barnet staar indtil sit 18. Aar (hvis det ikke gifter sig tidligere) under Forældremyndighed. Med det 18. Aar faar det da Raadighed over sin Person og kan indgaa Kontrakter om sin Arbejdskraft (det kan nu kaldes personlig myndig). Nu indtræder ogsaa fuld Strafbarhed. Al »Hustugt« over Tyende er ophævet. Den, som er fyldt 18 Aar, kan oprette Testamente. Med sit 21. Aar ophører Personen at være mindreaarig og bliver myndig. Han kan nu ogsaa blive Dommer, Værge eller Lavværge. Til at indgaa Ægteskab skal Manden være fyldt 21 Aar, Kvinden 18; den, som ikke er fyldt 21 Aar, skal her normalt have Forældrenes Samtykke. Med det 25. Aar bliver man valgbar og valgberettiget til Folketinget og kan adoptere. Med det 35. Aar indtræder Valgret og Valgbarhed til Landstinget. Den, som er fyldt 60 Aar, kan afslaa at beskikkes som Værge. Ikke høj A. som saadan, men en dermed følgende legemlig eller sjælelig Svagelighed kan begrunde en Umyndiggørelse eller et Lavværgemaal. Aldersrente-Ret opnaas normalt med det 65. Aar. Med sit 65. Aar kan en Tjenestemand kræve Afsked med Pension. Med 70 Aar skal andre Tjenestemænd end Dommere søge Afsked. V. B. Alderdomsforsikring. Den danske Alderdomsforsørgelse er ved Lov af 7. Aug. 1922 undergaaet den betydningsfulde Forandring, at Alderdomshjælpen for Fremtiden skal udmaales efter faste, lovbestemte Regler og for at fremhæve Hjælpens derved højnede sociale Karakter benævnes Aldersrente. Den trufne Ordning gik i Hovedsagen ud paa, at der er offentlige Tilskud af en nærmere angiven Størrelse, forskellig for Hovedstaden, Købstæderne og Landdistrikterne, der ubeskaaret skulde tilfalde dem, hvis egne Indtægter ikke naar den i Loven angivne Grænse. Er de derimod større, nedsættes Tilskuddet med visse efterhaanden stigende Procenter af det overskydende Beløb, indtil de egne Indtægter naar en Maksimumsgrænse, hvor ethvert offentligt Tilskud hører op. Der er fastsat forskellige Satser for enlige Personer (lidt højere for Mænd end for Kvinder) og for Ægtepar, for at komme i Betragtning som saadant kræves, at baade Mand og Hustru opfylder Aldersbetingelserne. Ved Beregning af Formueindtægter lægges til den virkelige Indtægt 4 % af Formuens Beløb. Ogsaa andre Lovændringer gennemførtes. Hertil hørte en ny Fordeling af de offentlige Tilskud, hvorved Statens Bidrag forhøjedes til 7/12, Kommunernes nedsattes til 5/12, hvorhos den laveste Aldersgrænse sattes op fra 60 til 65 Aar. Denne betydelige Forhøjelse mildnedes dog ved forskellige Overgangsbestemmelser, hvortil kom, at der kort forinden var oprettet en Invalideforsikring, der varer til det fyldte 62. Aar, og at invalide Personer over 62 Aar fik Adgang til Aldersrente. Og ved at udskyde Rentens Indtræden indtil det fyldte 68. Aar blev Ansøgeren berettiget til højere Understøttelse. Som Led i Ministeriet Madsen-Mygdals Bestræbelser for at nedbringe de offentlige Udgifter er der dernæst under 1/7 1927 gennemført en Lov om Aldersrenter, der noget forhøjer Renterne til enlige Personer, men paa den anden Side skærper Reglerne for de egne Indtægter, som det er tilladt at have sammen med Aldersrenterne. Udgifterne til Alderdomshjælp har i det hele været meget stærkt stigende. Efter i 1910—11 at være naaet op paa ca. 11 1/2 Million Kr., steg de voldsomt under Verdenskrigen og i Efterkrigsaarene og var i 1924—25 naaet op paa 74 Mill. Kr., hvorefter følger nogen Nedgang til 66,7 Mill. Kr. i 1926-27. Antallet af rentenydende Hovedpersoner udgjorde pr. 31. Marts 1927 104628, deraf 28293 Ægtepar, 21243 enlige Mænd og 55092 enlige Kvinder. Den danske sociale Alderdomshjælp bygger altsaa paa Forsørgelse, men Tanken om en tvungen Forsikring har dog ogsaa været fremme i Danmark og har mange Tilhængere. I 1922 nedsatte Indenrigsministeren en Kommission for at undersøge dette Spørgsmaal, og flere af Medlemmerne fremsatte da ogsaa Forslag om en tvungen Forsikring. Ogsaa i det danske Folketing er der af dets Medlem Hendriksen fremsat Forslag om en almindelig Folkeforsikring omfattende Alderdom og tildels Invaliditet, og som vilde medføre en Pligt for enhver Mand og Kvinde fra det fyldte 18. til det 64. Aar til at indbetale tvungne Præmier svarende til 3 % af deres Aarsindtægter, dog ikke ud over 240 Kr. aarlig. Til de selvforskaffede Renter skulde der dernæst ydes visse Tilskud af offentlige Midler til dem, hvis Forsikring ikke har givet dem tilstrækkeligt til Livsopholdet. I Norge, hvis Socialpolitikere har gjort et meget fortjenstfuldt Arbejde for at finde den rette Form for en Alderdoms- og Invaliditetshjælp, og hvor der har været nedsat flere Kommissioner til Spørgsmaals Behandling, har der staaet en stærk Meningskamp mellem Tilhængere af Tvangsforsikring (»innskudssystemet«) og af Forsørgelse. Under 7. Decbr. 1923 er der givet en Lov, der slutter sig til Forsørgelsesprincippet saaledes, at baade Staten og Kommunerne skal deltage i de dermed forbundne Udgifter. Men da disse bliver meget betydelige, er Lovens Ikrafttræden gjort afhængig af, at Kongen og Stortinget giver deres Samtykke, hvilket hidtil ikke er sket, saa at Sagens Ordning endnu staar hen i det uvisse. Efter Loven skal Pensionerne ydes fra det fyldte 70. Aar og være betinget af, at de Gamle har haft en nærmere bestemt Tilknytning til Riget. Ved Pensionernes Beregning gaar man ud fra det saakaldte Pensionsgrundlag, som opgøres særskilt for hver Kommune efter dennes økonomiske Levevilkaar. Grundlaget fastsættes saaledes, at 60 % deraf kan skaffe den paagældende Enkeltperson eller Familie det nødvendige til et Aars forsvarlige Livsophold. Loven bestemmer nu, at Pensionen skal udgøre 60 % af Forskellen mellem Pensionsgrundlaget paa den ene Side, den Forsikredes samt Familiens Indtægter paa den anden. Ved Pensionens Beregning tages intet Hensyn til den