Ordning ved en retfærdig Afvejelse af begge Parters Interesser stemmer med Billighed, og dens Gennemførelse skønnes ønskelig. Den Forligsmand, for hvis Distrikt den foreslaaede kollektive Overenskomst skal gælde, har Ret til at gøre Kendelsen tvungen. Gaar dens Omraade væsentligst ud over Forligsmandens Distrikt, træffer Rigsarbejdsministeren Afgørelsen. Oprettelsen af kollektive Overenskomster ved statsligt Indgreb er kun tænkt som sidste Hjælpemiddel i sjældne Undtagelsestilfælde. I Norge vedtoges den 6. August 1915 en Lov om Arbejdsstridigheder. Den norske Lov sondrer skarpt mellem Retskonflikter og Interessekonflikter. I Retskonflikterne er der ubetinget Forbud mod Arbejdsstandsninger, de afgøres retsligt af Arbejdsretten, bestaaende af en Formand, 2 Arbejdsgivere og 2 Arbejdere. Til Mægling i Interessekonflikter udnævner Kongen en Rigsforligsmand samt en Mæglingsmand for hver af de 6 Mæglingskredse. Hvis Mæglingsmanden antager, at en tilsigtet Arbejdsstandsning vil medføre Skade for almene Interesser, kan han forbyde Arbejdsstandsningen, indtil Mægling har fundet Sted, og skal da ufortøvet skride til Mægling. Selv om Arbejdsstandsningen ikke forbydes, kan han dog enten paa eget Initiativ eller efter Begæring af en af Parterne foretage Mægling. Lykkes det ikke Mæglingsmanden at bringe Forlig i Stand, kan han offentliggøre en Beretning om Sagen paa den Maade, han finder passende. Er der gaaet 10 Dage, efter at der er nedlagt Forbud mod Arbejdsstandsning, uden at der er opnaaet Forlig, kan hver af Parterne kræve Mæglingen afsluttet, og Parterne staar derefter frit med Hensyn til Arbejdsstandsning. Ved Mægling skal der søges opnaaet Enighed imellem Parterne om et rimeligt Forlig. I Juni 1916 vedtoges en Lov om tvungen Voldgift i A., der skulde gælde, saa længe Krigen varede. Loven forlængedes imidlertid til 1. April 1921. og ved ny Lov 31. Marts 1922 indførtes paa ny tvungen Voldgift gældende indtil 1. April 1923. Ved Lov af 5. Maj 1927 indførtes atter tvungen Voldgift, gældende indtil 1. August 1929. Et i Foraaret 1929 fremsat Regeringsforslag om Forlængelse udover dette Tidspunkt forkastedes af Stortinget. I Sverige blev i 1920 vedtaget en ny Lov om Mægling i A., der i alt væsentligt svarer til Loven af 1906. Den svenske Lovgivning bygger altsaa paa frivillig Medvirkning af Arbejdsgivere og Arbejdere ved Stridigheders Bilæggelse. Parterne er ikke tvungne til at antage Forslag fremsat af Mæglingsmanden eller til at henskyde opstaaende Uoverensstemmelser til Afgørelse ved Voldgift. Loven af 1920 har vel oprettet Centralvoldgiftsnævn for visse A. (Afgørelse af Uoverensstemmelser angaaende den rette Fortolkning og Anvendelse af kollektive Aftaler), men den paalægger ikke Parterne nogen Tvang til at gaa den anviste Vej. Henvendelse til Voldgiftsnævnet er frivillig, og Nævnet kan kun beskæftige sig med Sagen, naar den enten i Henhold til Bestemmelser i vedkommende kollektive Overenskomst henhører under Nævnet, eller Parterne er blevet enige om at henvise Sagen til Nævnet. I Danmark er Loven om den faste Voldgiftsret af 12. April 1910 stadig gældende med enkelte ret uvæsentlige Forandringer. Forligsmandsloven af 12. April 1910 gjaldt indtil 1. April 1914, men forlængedes til 1922. Ved Lov af 21. December 1921 foretoges den Ændring i Loven, at der i Stedet for een Forligsmand udnævnes 3 Forligsmænd, der afgaar skiftevis ved hvert Aars Udløb. I Tilfælde af, at en foreliggende Arbejdsstrid efter Forligsmandens Skøn er af vidtrækkende samfundsmæssig Betydning, kan Forligsmændene beslutte, at Mægling udføres af alle 3 Forligsmænd i Forening. Loven af 1921 bestemmer, at et af Forligsmanden stillet Mæglingsforslag ikke uden hans Samtykke maa offentliggøres, forinden Parterne har svaret. I Tilfælde af Afstemning om Mæglingsforslaget indenfor en Organisation bestemmes, at alle Medlemmer inden Afstemningen skal have Adgang til at gøre sig bekendt med Mæglingsforslaget i dets Helhed, at der kun maa stemmes om Forslaget i Forligsmandens Affattelse, og at der kun maa afgives rene Ja- og Nej-Stemmer. Efter at der den 5. Maj 1925 var nedsat en Arbejdskommission, der bl. a. skulde beskæftige sig med Spørgsmaalet om Mægling og Voldgift i Interessestridigheder, vedtoges den nugældende Lov af 28. Februar 1927 om Mægling i A. Ved denne sidste Lov indførtes den Bestemmelse, at naar Forligsinstitutionen har besluttet at mægle eller mægler i en Arbejdsstrid, kan Forligsmanden (-mændene) som Betingelse for Mægling stille Krav til Parterne om, at Arbejdsstandsning ikke iværksættes, forinden Forhandlingerne af Forligsmanden erklæres for afsluttede. Kravet kan dog højst omfatte et Tidsrum af en Uge og kan under samme Arbejdsstrid kun stilles een Gang. Sv. N. Arbejdstid. I Tiden umiddelbart efter Verdenskrigens Afslutning blev A. i næsten alle Lande under de i disse Aar meget urolige Arbejdsforhold nedsat meget betydeligt. I Danmark sluttedes i Januar 1919 en Overenskomst mellem Arbejdsgiverforeningen og De samvirkende Fagforbund, hvorefter den daglige A. blev nedsat med 1/2 Time, saaledes at der dog højst maatte arbejdes 9 Timer, om Lørdagen 8 Timer; efter en ny Overenskomst fra Maj Maaned samme Aar skulde 8-Timersdagen gennemføres senest 1. Januar 1920, undtagen i Søfart, Landbrug og enkelte Fag af særlig Karakter (Staldtjeneste for Kuske, Vagttjeneste, Fyrbødere m. m.). For Landbruget er A. efter Overenskomst mellem Arbejdsgiverforeningen og Landarbejderforbundet, der dog kun gælder et begrænset Omraade af Landbruget, fastsat til 10 Timer om Sommeren, 8 Timer om Vinteren med Overgangsbestemmelser for Foraars- og Efteraarsmaanederne. En lovmæssig Fastsættelse af A. er i Danmark kun indført for Virksomheder, der arbejder i kontinuerlig Drift: Loven af 12. Februar 1919, der fastsætter en Maksimalarbejdsdag paa 8 Timer. I en Del Lande er der ved Lov indført en Maksimalarbejdsdag paa 8 Timer, disse Bestemmelser gælder dog som Regel kun Industrien og har naturligvis altid Bestemmelsen om Dispensationer om længere A. Lovbestemt 8 Timers Arbejdsdag eller 48 Timers Arbejdsuge er bl. al. indført i Australien, Finland, Frankrig, Holland, Jugoslavien,