Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Assyrien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mislykkes, men Assur falder; her indtræffer
Nabopalassar, og der sluttes Alliance. Angrebet paa
Ninive genoptages i 612, og Byen falder i dette
Aar, hvorved Mederne rimeligvis havde
Hovedandelen. Imidlertid undslipper en Assyrer
Assuruballit, som i nogle Aar hævder et
Skinherredømme som assyrisk Konge i Harran i
Nordmesopotamien. I 610 maa han rømme for
et medisk-assyrisk Angreb; han begiver sig
formodentlig til den ægyptiske Indflydelsessfære.
Vi taber denne sidste assyriske Konge af Syne,
uden at det er lykkedes ham og hans ægyptiske
Hjælpere at generobre det sidste assyriske
Tilhold.
Fundene i Assur af ældre assyriske, og i
Bogazköi af hetitiske Indskrifter har bragt en
Række Detailler og navnlig en fyldigere
Forstaaelse af den internationale Situation i det 2.
Aartusinde, paa Baggrund af hvilken den
assyriske Stormagt udvikledes. A.’s ældste Historie
er endnu paa mange Maader gaadefuld. C. 2300
før Kristus var der assyriske Kolonier i det
østlige Lilleasien (»de kappadokiske Tabletter«),
men det assyriske Moderland var da og senere
underordnet sumeriske, henholdsvis babylonske
Stater.
De ældste Indskrifter fra Assur viser
Assyrerne i Besiddelse af semitisk Sprogform, men
tillige stærkt paavirkede af sumerisk Kultur;
dette sidste gælder ogsaa den ældste Skulptur
fra Assur (se assyrisk Kunst). Paa den
anden Side synes enkelte af de ældste Regenter
at bære usemitiske Navne (af vestlig
Oprindelse?). Men Assyrernes overvejende semitiske
Karakter maa dog vist hævdes, selv om de laa
under stærk sumerisk Paavirkning i ældre
hetitisk i yngre Tid, og selv om de gamle
Skulpturers Fysiognomi, der hverken er »sumerisk«
eller »assyrisk«, tyder paa et fremmed Elements
Tilstedeværelse. Landets Beherskelse af
Udlændinge (Hurrier, efter Midten af 2. Aartusinde)
staar fast, og lignende Forhold kan have været
gældende ogsaa langt tidligere. Der synes i
hvert Fald ikke at være fornøden Hjemmel til
at benævne Assyrerne »babyloniserede Hetiter«.
(O. Weber, »Die hettitische Kunst«). (Litt.:
C. J. Gadd, The Fall of Nineveh [London
1923]; A. G. Lie, »Om A.’s Historie« [Kbhvn.
1921]; A. T. Olmstead, History of Assyria
[New York og London 1923]; Sidney
Smith, History of Assyria [London 1927]; B.
Landsberger, »Assyrische Handelskolonien
in Kleinasien« [Leipzig 1925]).
O. R.
Assyriologi. A.’s Historie er skildret af
Sir E. A. Wallis Budge i The Rise and
Progress of Assyriology (London 1925), for den
ældre Tids Vedkommende interessant og
lærerigt, men i øvrigt lidet objektivt.
Af Bibliografier kan nævnes I. A. Pratt,
Assyria and Babylonia (a list of references in
the New York Public Library), New York 1918,
og E. F. Weidner, »Die Assyriologie
1914—1922« (»Wissenschaftliche Forschungsergebnisse
in bibliographischer Form«, Leipzig 1922); for
Tiden derefter henvises til Fortegnelserne, f.
Eks. i »Zeitschrift für Assyriologie«. A.’s
Resultater er forelagt i Skildringer som L.
Delaporte, La Mésopotamie (Paris 1923)
(L’Évolution de l’Humanité, vol. VIII, ogsaa
engelsk Udgave) og udførligere i B. Meissner,
»Babylonien und Assyrien«, I—II (Heidelberg
1920—25), begge med Henvisninger til
Speciallitteraturen. I leksikalsk Form vil vor Tids
assyriologiske Viden blive fremlagt i
»Reallexikon der Assyriologie«, udgivet af Ebeling og
Meissner, hvoraf 1. og 2. Hæfte er udkommet
(Berlin og Leipzig 1928 ff.). En udførlig
systematisk eller historisk Fremstilling af den
babylonisk-assyriske — eller som man nu foretrækker
at sige: den akkadiske — Grammatik, foreligger
ikke; et udtømmende Leksikon forberedes efter
moderne Principper af det orientalske Institut
ved Chicagos Universitet; et mindre Leksikon,
udarbejdet med praktiske Formaal for Øje, er
C. Bezold’s »Babylonisch-Assyrisches
Glossar« (Heidelberg 1926). Tegnsamling og
Leksikon samtidigt er G. Howardy’s Clavis
Cuneorum (Kjøbenhavn og London 1904—29),
hvoraf 6 Hæfter foreligger.
Om Litt. vedrørende andre af
Assyriologiens Grene henvises til Supplement Artikler
assyrisk, henholdsvis babylonsk Kunst,
Litteratur, Religion, samt Assur,
Assyrien, Babylon, Babylonien,
babylonske Cylindre, babylonsk Skrift,
Sumerer og Syndflod.
O. R.
Kunst. Bygningskunsten hos Assyrerne er
blevet yderligere belyst ved dette Aarhundredes
Udgravninger. Af den gamle Hovedstad Assurs
34 Templer og Kapeller er c. en halv Snes
undersøgte, men kun delvis endelig publicerede. De
tyske Arkitekters Opfattelse af Forholdet
mellem den babylonske og den assyriske
Tempelplan, at den babylonske viser Cella (det
allerhelligste) med Udstrækning i Bredde, den
assyriske i Dybden, synes ikke at slaa helt til.
Templet for Hovedguden Assur har vistnok haft
Dybdecella som den i Templerne for Ishtar,
Anu og Adad; men Gig-Par-Ku i Ur i
Sydbabylonien (fra sen sumerisk Tid) viser en
Mellemform, og Cella’er lagt i Dybden findes
andetsteds i Ur saavel fra sumerisk som
babylonsk Tid. Anvendelsen af Natursten i
Fundamenterne er karakteristisk i Assyrien til
Forskel fra Babylonien, som ikke selv havde
dette Materiale.
Til de kongelige Paladser i Assur (ikke
publicerede) er i 1927—28 kommet en
Provinsfyrstes Residens i Tarkelan ved Kirkuk; her
ligger det udstrakte Anlæg, med fuldstændig klar
Grundplan, Mure i Mandshøjde, velbevarede
Rester af Vægpuds og Vægmaleri samt
sanitære Anlæg umiddelbart under den dyrkede
Marks Overflade; det er fra omkring Midten
af 2. Aartusinde f. Kr.
Interessante Fund af Skulptur gjordes i det
arkaiske Ishtartempel i Assur; men disse
Figurer af overvejende »sumerisk« Type kan
næppe kaldes karakteristiske for assyrisk Kunst;
den stærke Paavirkning Syd fra lader det
lokale Præg træde tilbage; Behandlingen af Haar
og Skæg tyder ikke paa en ligefrem sumerisk
Befolkning, men assyrisk i den gængse
Forstand var denne heller ikke. (Litt.: W.
Andrae, »Die Anu-Adad Tempel« [Leipzig 1909];
Samme, »Die archaischen Ishtartempel«
[Leipzig 1922]; »Mittheilungen d. deutschen
Orient-Gesellschaft«, 43 og 44 [1910]; The Antiquaries
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
