mislykkes, men Assur falder; her indtræffer Nabopalassar, og der sluttes Alliance. Angrebet paa Ninive genoptages i 612, og Byen falder i dette Aar, hvorved Mederne rimeligvis havde Hovedandelen. Imidlertid undslipper en Assyrer Assuruballit, som i nogle Aar hævder et Skinherredømme som assyrisk Konge i Harran i Nordmesopotamien. I 610 maa han rømme for et medisk-assyrisk Angreb; han begiver sig formodentlig til den ægyptiske Indflydelsessfære. Vi taber denne sidste assyriske Konge af Syne, uden at det er lykkedes ham og hans ægyptiske Hjælpere at generobre det sidste assyriske Tilhold. Fundene i Assur af ældre assyriske, og i Bogazköi af hetitiske Indskrifter har bragt en Række Detailler og navnlig en fyldigere Forstaaelse af den internationale Situation i det 2. Aartusinde, paa Baggrund af hvilken den assyriske Stormagt udvikledes. A.'s ældste Historie er endnu paa mange Maader gaadefuld. C. 2300 før Kristus var der assyriske Kolonier i det østlige Lilleasien (»de kappadokiske Tabletter«), men det assyriske Moderland var da og senere underordnet sumeriske, henholdsvis babylonske Stater. De ældste Indskrifter fra Assur viser Assyrerne i Besiddelse af semitisk Sprogform, men tillige stærkt paavirkede af sumerisk Kultur; dette sidste gælder ogsaa den ældste Skulptur fra Assur (se assyrisk Kunst). Paa den anden Side synes enkelte af de ældste Regenter at bære usemitiske Navne (af vestlig Oprindelse?). Men Assyrernes overvejende semitiske Karakter maa dog vist hævdes, selv om de laa under stærk sumerisk Paavirkning i ældre hetitisk i yngre Tid, og selv om de gamle Skulpturers Fysiognomi, der hverken er »sumerisk« eller »assyrisk«, tyder paa et fremmed Elements Tilstedeværelse. Landets Beherskelse af Udlændinge (Hurrier, efter Midten af 2. Aartusinde) staar fast, og lignende Forhold kan have været gældende ogsaa langt tidligere. Der synes i hvert Fald ikke at være fornøden Hjemmel til at benævne Assyrerne »babyloniserede Hetiter«. (O. Weber, »Die hettitische Kunst«). (Litt.: C. J. Gadd, The Fall of Nineveh [London 1923]; A. G. Lie, »Om A.'s Historie« [Kbhvn. 1921]; A. T. Olmstead, History of Assyria [New York og London 1923]; Sidney Smith, History of Assyria [London 1927]; B. Landsberger, »Assyrische Handelskolonien in Kleinasien« [Leipzig 1925]). O. R. Assyriologi. A.'s Historie er skildret af Sir E. A. Wallis Budge i The Rise and Progress of Assyriology (London 1925), for den ældre Tids Vedkommende interessant og lærerigt, men i øvrigt lidet objektivt. Af Bibliografier kan nævnes I. A. Pratt, Assyria and Babylonia (a list of references in the New York Public Library), New York 1918, og E. F. Weidner, »Die Assyriologie 1914—1922« (»Wissenschaftliche Forschungsergebnisse in bibliographischer Form«, Leipzig 1922); for Tiden derefter henvises til Fortegnelserne, f. Eks. i »Zeitschrift für Assyriologie«. A.'s Resultater er forelagt i Skildringer som L. Delaporte, La Mésopotamie (Paris 1923) (L'Évolution de l'Humanité, vol. VIII, ogsaa engelsk Udgave) og udførligere i B. Meissner, »Babylonien und Assyrien«, I—II (Heidelberg 1920—25), begge med Henvisninger til Speciallitteraturen. I leksikalsk Form vil vor Tids assyriologiske Viden blive fremlagt i »Reallexikon der Assyriologie«, udgivet af Ebeling og Meissner, hvoraf 1. og 2. Hæfte er udkommet (Berlin og Leipzig 1928 ff.). En udførlig systematisk eller historisk Fremstilling af den babylonisk-assyriske — eller som man nu foretrækker at sige: den akkadiske — Grammatik, foreligger ikke; et udtømmende Leksikon forberedes efter moderne Principper af det orientalske Institut ved Chicagos Universitet; et mindre Leksikon, udarbejdet med praktiske Formaal for Øje, er C. Bezold's »Babylonisch-Assyrisches Glossar« (Heidelberg 1926). Tegnsamling og Leksikon samtidigt er G. Howardy's Clavis Cuneorum (Kjøbenhavn og London 1904—29), hvoraf 6 Hæfter foreligger. Om Litt. vedrørende andre af Assyriologiens Grene henvises til Supplement Artikler assyrisk, henholdsvis babylonsk Kunst, Litteratur, Religion, samt Assur, Assyrien, Babylon, Babylonien, babylonske Cylindre, babylonsk Skrift, Sumerer og Syndflod. O. R. Kunst. Bygningskunsten hos Assyrerne er blevet yderligere belyst ved dette Aarhundredes Udgravninger. Af den gamle Hovedstad Assurs 34 Templer og Kapeller er c. en halv Snes undersøgte, men kun delvis endelig publicerede. De tyske Arkitekters Opfattelse af Forholdet mellem den babylonske og den assyriske Tempelplan, at den babylonske viser Cella (det allerhelligste) med Udstrækning i Bredde, den assyriske i Dybden, synes ikke at slaa helt til. Templet for Hovedguden Assur har vistnok haft Dybdecella som den i Templerne for Ishtar, Anu og Adad; men Gig-Par-Ku i Ur i Sydbabylonien (fra sen sumerisk Tid) viser en Mellemform, og Cella'er lagt i Dybden findes andetsteds i Ur saavel fra sumerisk som babylonsk Tid. Anvendelsen af Natursten i Fundamenterne er karakteristisk i Assyrien til Forskel fra Babylonien, som ikke selv havde dette Materiale. Til de kongelige Paladser i Assur (ikke publicerede) er i 1927—28 kommet en Provinsfyrstes Residens i Tarkelan ved Kirkuk; her ligger det udstrakte Anlæg, med fuldstændig klar Grundplan, Mure i Mandshøjde, velbevarede Rester af Vægpuds og Vægmaleri samt sanitære Anlæg umiddelbart under den dyrkede Marks Overflade; det er fra omkring Midten af 2. Aartusinde f. Kr. Interessante Fund af Skulptur gjordes i det arkaiske Ishtartempel i Assur; men disse Figurer af overvejende »sumerisk« Type kan næppe kaldes karakteristiske for assyrisk Kunst; den stærke Paavirkning Syd fra lader det lokale Præg træde tilbage; Behandlingen af Haar og Skæg tyder ikke paa en ligefrem sumerisk Befolkning, men assyrisk i den gængse Forstand var denne heller ikke. (Litt.: W. Andrae, »Die Anu-Adad Tempel« [Leipzig 1909]; Samme, »Die archaischen Ishtartempel« [Leipzig 1922]; »Mittheilungen d. deutschen Orient-Gesellschaft«, 43 og 44 [1910]; The Antiquaries