indført Partsforklaringen, d. v. s. Parternes Afhøring om Sagens Sammenhæng for Retten under Sandhedspligt. Omend Parterne ikke saaledes som Vidner har nogen Pligt til at lade sig afhøre, er det dog det normale, at de benytter sig af den Adgang, Loven giver dem til selv at give Forklaring om deres Kendskab til Sagens faktiske Sammenhæng, og gør de det, har de som bemærket Pligt til at tale Sandhed under Strafansvar. Derhos medfører Undladelse af at give Møde trods Tilsigelse eller af at svare, at Modpartens Sagsfremstilling kan lægges til Grund for Sagens Paakendelse. Der er ingen Tvivl om, at Partsforklaringen er et meget betydningsfuldt Middel til at faa Sandheden frem. Men naturligvis er det et Bevismiddel, som efter sin Beskaffenhed maa benyttes med Varsomhed. - Umiddelbarhedsprincippet er i Underretssager gennemført i Retsplejeloven i det Omfang, hvori Hensynet til Parterne og Vidnerne selv gør det rimeligt. For Vidners Vedkommende er det Reglen, at de er pligtige at møde for den dømmende Ret, for saa vidt denne er deres Hjemting eller dog har Sæde sammesteds som den dømmende Ret (for Eksempel, hvis Vidnet bor i en Landjurisdiktion, hvis Ret har Sæde i den Købstad, for hvis Ret Sagen føres), Kjøbenhavn og Frederiksberg regnes i den Henseende som een Retskreds. Samme Regler gælder for Parter, dog med det Tillæg, fri Parten ogsaa skal møde for den dømmende Ret, hvis han ikke derved kommer til at rejse længere end 70 km med Jernbane eller Dampskib eller 25 km paa anden Maade. Derhos kan Retten ogsaa paalægge fjernereboende Vidner (men ikke Parter) at give Møde for den dømmende Ret, hvis deres Forklaring skønnes af særlig Betydning for Sagen. I Landsretssager kan Retten, hvad enten det drejer sig om 1. Instans- eller Ankesager, altid bestemme, at Vidner og Parter skal afhøres eller afhøres paany for Retten selv. Men normalt foregaar Afhøringerne, naar Sagens Forberedelse (se ndf.) ikke foregaar for Landsretten selv, for den Afhørtes Hjemting. — Endelig gælder det for Højesterets Vedkommende, at de nye Oplysninger, som til Brug for Anken søges fremskaffet ved (fornyede) Parts- og Vidneforklaringer, skal foregaa for Underretten paa Vidnets eller Partens Hjemsted, medmindre Retten bestemmer, at Afhøringen skal foregaa under Domsforhandlingen for Højesteret selv. Det er dog sjældent, at Højesteret træffer en saadan Bestemmelse. — Naar Vidner og Parter ikke føres for den dømmende Ret, sker der vel intet formelt Brud paa Mundtlighedsprincippet, idet deres Forklaringer i saa Fald bliver protokollerede og Protokollaterne oplæst for den dømmende Ret; men det er klart, at Fordelene ved Mundtligheden i det væsentlige gaar tabt, naar den Dommer, der skal dømme i Sagen, ikke selv ser og hører de Parter og Vidner, hvis Forklaringer skal benyttes som Bevis i Sagen. — Saa længe det drejer sig om Sagens Behandling i 1. Instans, er det utvivlsomt, at Mundtligheden og Umiddelbarheden er meget store Goder og frembyder meget faa Betænkeligheder; men det lader sig ikke nægte, at der kommer Vanskeligheder frem, naar Sagen appelleres. Saa længe hele Processtoffet fremføres skriftligt for Retten, har Ankeinstansen akkurat det samme Grundlag at bedømme Sagen paa som Underinstansen (plus naturligvis Underretsdommen og det nye, der eventuelt fremføres under Appellen). Men anderledes forholder det sig med det Processtof, der fremføres mundtligt og umiddelbart for den dømmende Ret i Form af Parts- og Vidneforklaringer. Her vil Appelretten med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng let komme til at bedømme Sagen paa et væsentligt ringere Grundlag end Underretten. Noget kan der naturligvis bødes derpaa ved Protokollation af Forklaringerne. Men dels virker den stadige Dikteren til Protokollen stærkt forsinkende og tyngende paa Sagens Behandling, og dels er det klart, at et saadant Protokollat i Almindelighed kun vil være et tarveligt Surrogat for den direkte afgivne mundtlige Forklaring. Et væsentligt Fremskridt vilde det være at indføre stenografiske Referater af Forklaringerne, saaledes som det i vidt Omfang sker i England. Men naturligvis maa Sagen være af en vis Betydning for at kunne bære de derved foranledigede Udgifter. En anden Udvej frembyder den fornyede Afhøring for Ankeinstansen af Vidner og Parter; men dels medfører dette tit uforholdsmæssig stor Bekostning, Ulejlighed og Tidsspilde, særlig hvis de paagældende bor langt fra Appelrettens Sæde, dels vil en saadan fornyet Afhøring, særlig hvis den foregaar længere Tid efter, at det, som Vidnet eller Parten skal forklare om, er passeret, hyppigt være af væsentlig ringere Værdi end den første Afhøring. - I adskillige Lande (f. Eks. Frankrig, Tyskland og Østerrig) har man paa Grund af disse Vanskeligheder — og vel ogsaa i nogen Grad for at lette de højere Instansers, særlig i store Lande tit meget tyngende Arbejdsbyrde — indført den Regel, at Appelinstansen kun kan bedømme Sagens retlige, men ikke dens faktiske Side, altsaa maa bedømme Sagen paa Grundlag af de Kendsgerninger, som Underinstansen har lagt til Grund for sin Afgørelse som indrømmede af begge Parter eller som beviste. Ogsaa en saadan Ordning frembyder dog væsentlige Betænkeligheder. For det første er det ikke altid let at sondre mellem Sagens retlige og faktiske Side, f. Eks. naar det drejer sig om at bedømme en Persons subjektive Forhold, om han har handlet forsætligt eller uagtsomt. For det andet berøves der derved Borgerne det betydningsfulde Gode, der ligger i Adgangen til at faa deres Sag alsidig bedømt i Appellen og særlig af den øverste Instans, Højesteret. I Danmark, hvor denne sidste Beænkelighed gør sig særlig stærkt gældende, fordi vi i Modsætning til de fleste andre Lande kun har 2 Instanser, har man da ejheller (bortset fra Nævningesager, hvorom der jo ikke er Tale) indskrænket Appelinstansens Adgang til at prøve ogsaa Sagens faktiske Side. Man klarer sig da, saa godt man kan, dels ved Hjælp af Protokollationen, dels ved Hjælp af fornyede Afhøringer for Appelretten, hvilken sidste Udvej dog som foran bemærket kun sjældent benyttes af Højesteret. Men der er ingen Tvivl om, at det er en Konsekvens af Mundtlighed og Umiddelbarhed, at Appelretten i