meget ringere Omfang, end hvor Procesgrundlaget er skriftligt, kan og bør indlade sig paa at ændre eller forkaste Sagens faktiske Grundlag. Dette er da ogsaa Forholdet i England, hvor der vel ikke bestaar nogen formel Indskrænkning i Appelinstansernes Adgang til at bedømme Sagens Fakta; men hvor disse og navnlig den øverste Instans, House of Lords, kun rent undtagelsesvis underkender det Resultat, som de underordnede Retter er kommet til med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng. Foruden ved de omtalte 3 Hovedgrundsætninger har Retsplejeloven ogsaa paa et andet Punkt indført en betydningsfuld Reform. Det er Reglen om Bevisbedømmelsens Frihed. Medens man tidligere, særlig med Hensyn til Vidnebeviset, var bundet ved en Række formelle Regler om, hvad der skulde anses for fuldt Bevis, fastslaar Retsplejeloven udtrykkeligt i § 292: »Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng skal antages at være, afgør Retten i Henhold til det samlede Indhold af Forhandlingerne og den stedfundne Bevisførelse«, og den er ikke i saa Henseende bundet af andre Regler, end hvad den sunde Fornuft og Erfaringens Vidnesbyrd tilsiger. Hvad den enkelte Sags Gang angaar, begynder den normalt med Forligsmægling (undtagen fra tvungen Forligsmægling er dog bl. a. Vekselsager og Sager anlagt af eller imod Staten). I Almindelighed foregaar den for særlige Forligsmæglere (Forligskommissioner). Men i visse Tilfælde, særlig Tyende-, Alimentations-, Ægteskabs- og Sø- og Handelssager samt i Sager under 1000 Kr., der behandles ved Kjøbenhavns Byret, foregaar Mæglingen ved Retten. Sagen anlægges ved Forligsindkaldelsens eller Stævningens Indlevering paa Rettens Kontor til Berammelse. Efter at Sigtede har faaet Forligsklage eller Stævning forkyndt, og Forlig har været prøvet, følger den egentlige Behandling af Sagen for Retten. Det første Afsnit er den saakaldte Forberedelse til Domsforhandling, der for Landsretssagers Vedkommende indledes med en Skriftveksling, d. v. s. en Udveksling mellem Parterne af Indlæg, højst 2 fra hver Side. I Underetssager er der ingen Skriftveksling; men Sagsøgte kan dog som en Art Svar paa Stævningen, der skal indeholde Paastand og en Fremstilling af de Kendsgerninger, hvorpaa den støttes, fra sin Side fremlægge en skriftlig formuleret Paastand. I Almindelighed vil han dog nøjes med at nedlægge sin Paastand mundtligt. Forberedelsen i Landsretssager foregaar for den Underret, der er Sagsøgtes Værneting (normalt det Sted, hvor han bor), medmindre Underretten har Sæde sammesteds som Landsretten, i hvilket Tilfælde Forberedelsen foregaar for Landsretten selv. Efter Skriftvekslingen følger som næste Skridt i Forberedelsen Bevisførelsen, d. v. s. Parts- og Vidneforklaringer, eventuelt Optagelse og Afhjemling af Syn og Skøn. Dog kan som ovenfor bemærket Bevisførelsen helt eller delvis henlægges til selve Domsforhandlingen. — Andet Hovedafsnit er Domsforhandlingen, der begynder med, at Parterne nedlægger deres endelige Paastande. Derefter fremstiller de fra begge Sider Sagens Sammenhæng og foretager Dokumentation af de skriftlige Bevismidler. Paa dette Stadium af Sagen foregaar ligejedes den eventuelle Bevisførelse. Endelig udvikler begge Parter efter Tur deres Syn paa hele Sagen, derunder ogsaa dens retlige Side. Sagsøgeren har stedse Ordet først og Sagsøgte sidst. Ved Domsforhandlingens Slutning optages Sagen til Doms. — Sidste Led i Sagen er saa Dommens Afsigelse, der foregaar ved Domskonklusionens Oplæsning i offentligt Retsmøde. — I enklere Underretssager sker der en stærk Koncentration af Sagens enkelte Stadier, saaledes at hele Sagen føres til Ende i Løbet af eet eller to Retsmøder. — Udebliver Sagsøgte; afgøres Sagen (bortset fra Appelsager, hvor Sagen i saa Fald, som ovenfor bemærket, udgaar til skriftlig Behandling) paa Grundlag af Sagsøgerens mundtlige Fremstilling af Sagen, der dog ikke maa afvige væsentligt fra det i Stævningen indeholdte. Sagsøgte har imidlertid, naar han begærer det inden en vis kortere Frist efter Dommens Afsigelse, Ret til at begære Sagen genoptaget mod at betale Modparten de ham idømte Sagsomkostninger eller deponere dem i Retten. Disse Sagsomkostninger beholder Sagsøgeren altid, selv om Sagsøgte i anden Omgang vinder Sagen. Kan Sagsøgte godtgøre, at Udeblivelsen var ham utilregnelig, er hans Adgang til at begære Genoptagelse dog ikke knyttet til nogen bestemt Frist eller til, at han betaler eller deponerer Sagsomkostningerne. Retten har meget vidtgaaende procesledende Beføjelser. Den kan saaledes bestemme, at Formaliteten (f. Eks. en Afvisningspaastand) skal forhandles særskilt, den kan dele Sagen, f. Eks. hvis den bestaar af flere forskellige Krav, og give Dom for enkelte af disse, ja endog med Hensyn til enkelte Søgsmaalsgrunde. Omvendt kan Retten bestemme, at flere Sager mellem samme Parter, eller mellem flere Parter om Krav af samme Oprindelse, skal forhandles og paadømmes under eet. Endvidere har Retten i vidt Omfang Adgang til at tillade Parterne at udvide, indskrænke eller ændre deres Paastande, Søgsmaalsgrunde eller Indsigelser og kan efter Sagens Optagelse til Dom genoptage den for at opfordre Parterne til at tilvejebringe nye Oplysninger, hvilket den saa naturligvis ogsaa kan gøre under Sagens Gang. Ogsaa paa dette Punkt — Rettens procesledende Beføjelser — er Forskellen fra den tidligere Tilstand iøjnefaldende. Medens det efter den tidligere Ordning ganske overlodes til Parterne selv at fremskaffe Processtoffet, og hvilket Processtof de vilde fremskaffe, og Dommerens reelle Arbejde med Sagen i Grunden først begyndte efter Sagens Optagelse til Dom, er det nu Dommerens Pligt fra første Færd at søge at sætte sig ind i Sagens Sammenhæng og ved Spørgsmaal og Henstillinger til Parterne at gøre sit til, at det Grundlag, hvorpaa Sagen skal afgøres, bliver saa fyldigt og rigtigt som muligt, men paa den anden Side ogsaa fremskaffes uden ufornødent Ophold. I Underretssager er der endog udtrykkeligt paalagt Dommeren Vejledningspligt overfor Parter, der møder uden Sagfører (hvilket navnlig for Sagsøgtes Vedkommende meget