at de ønskede en samlet Afstemning for Nordslesvig, men tillige Mulighed for de Distrikter i Mellemslesvig, der rejste Kravet, til ligeledes at stemme om, hvorvidt de vilde tilbage til Danmark. 28. Novbr henvendte den danske Regering sig til De Forenede Stater, England, Frankrig og Italien med Forespørgsel om, hvilken Fremgangsmaade de Allierede ønskede. 10. Decbr svarede den franske Regering, at man burde fremsende en officiel Anmodning om Sagens Forelæggelse for Fredskonferencen, og en saadan tilstilledes da 12. Decbr de fire Lande. 17. Decbr modtog Regeringen en Adresse fra Mellemslesvig med mere end 4000 Underskrifter om Afholdelse af Afstemning ogsaa i disse Egne. Ud fra disse Forudsætninger fik den danske Gesandt i Paris Bernhoft Instruks om at tilstræbe en Afgørelse gennem Afstemning for Nordslesvig (indtil Krusaa og Skelbæk) som en Helhed, hvis Flertal blev afgørende for hele Omraadets Skæbne, og for Mellemslesvig distriktsvis — idet det tilføjedes, at Danmark, saafremt en Afstemning »mod Forventning« ikke vilde blive indrømmet af de Allierede, kunde modtage Nordslesvig uden en saadan og ogsaa mellemslesvigske Segne med utvivlsomt dansktalende Flertal, men derimod ikke Flensborg og nærmeste Omegn, hvis Tilslutning til Danmark maatte være absolut betinget af en »udtrykkelig Tilkendegivelse« ved »en fri Afstemning«. Instruksen billigedes af et af Rigsdagen nedsat »politisk Udvalg«, Gesandten fik Magister H. V. Clausen til sagkyndig Medhjælper, en Delegation af danske Politikere fra de forskellige Partier og sønderjydske Førere var i Marts i Paris for at forhandle med den Kommission paa Fredskonferencen, hvortil Sagen var henvist. Imidlertid fremvoksede der i Løbet af Vinteren 1918—19 paa Trods af den officielle Grænsepolitik med dens strenge Maadehold i vide Kredse af det danske Folk Bevægelser i Retning af videregaaende Krav; særlig samledes mange om det Synspunkt, at Danmark havde en Ret til at faa Flensborg sammen med Nordslesvig, fordi Flensborg 1864 havde været dansk-sindet, men der ytrede sig ogsaa en Bevægelse for at faa Grænsen skudt helt ned til Danevirke. Ad private politiske Veje lykkedes det at faa disse Tanker gjort gældende overfor Fredskonferencen. 8. Maj kom den overraskende Meddelelse til Danmark, at Konferencen havde vedtaget Afstemning ikke blot i en 1. Zone (Nordslesvig) og en 2. Zone (Flensborg og mellemslesvigske Distrikter), men ogsaa i en 3. Zone med Danevirke som Sydgrænse og indbefattende Ejdersted; fra den officielle danske Delegations Side havde man udtrykkelig bedt om ikke at faa Afstemning saa langt mod Syd, og med 124 Stemmer mod 30 vedtog Rigsdagen 12. Maj en Udtalelse om, at den fastholdt den herigennem ytrede Opfattelse (med særlig Kraft hævdet af de to Historikere N. Neergaard og P. Munch). Paa Forslag af Wilson og Lloyd George vedtog Fredskonferencen at stryge Bestemmelsen om Afstemning i 3. Zone. 28. Juni 1919 underskreves sammen med Versaillesfreden i dens Helhed en Traktat angaaende Afstemningsreglerne i 1. og 2. Zone, men den kunde ligesom de øvrige Bestemmelser i denne Fred først træde i Kraft 10. Jan. 1920. Der skulde være Afstemning i 1. Zone som Helhed, i 2. Zone med Opgørelse af Resultatet kommunevis, hvorefter de allierede Hovedmagter vilde trække en Grænselinie »der hviler paa Resultatet af Afstemningen, og som tager Hensyn til de forskellige Steders geografiske og økonomiske Forhold«. Stemmeret havde alle i den paagældende Zone fødte eller før 1900 bosatte Personer. 10. Febr. stemtes der i 1. Zone. Resultatet var 75431 Stemmer for Danmark, 25329 for Tyskland; 91,45 % af alle stemmeberettigede havde stemt, og af de stemmende var 74,85 % for Danmark og 25,15 % for Tyskland. 14. Marts stemtes der i 2. Zone. 51724 stemte for Tyskland, 12800 for Danmark, i selve Flensborg henholdsvis 27081 og 8944; for hele Zonen var det 80 % for Tyskland og 20 % for Danmark. Grænsespørgsmaalet kom til at gribe stærkt ind i indre dansk Politik. Baade Danevirke- og især Flensborgbevægelsen paavirkede Stemningen blandt de Konservative og ogsaa indenfor Venstre, hvilket sidste Parti var principielt enigt med Regeringen i at ønske en national Grænse, men tilkendegav en stærkere Interesse for 2. Zone, bl. a. gennem forgæves Støtte til Kravet om, at Afstemningens Frihed skulde sikres gennem de tyske Myndigheders og Troppers Rømning af Landet helt ned til Danevirke. At Regeringens Stilling ikke var tilstrækkelig »national«, gav et ikke virkningsløst Grundlag for Angreb paa den, Angreb, der dog kun bestyrkede Zahle og hans Kolleger i Troen paa deres Uundværlighed, naar det gjaldt om at tilvejebringe en i egentlig Forstand national Løsning af Grænsespørgsmaalet. Mere end ved sin Indsats i den sønderjyske Politik svækkedes Regeringens Stilling ganske sikkert ved Udviklingen af de sociale Forhold. En Paavirkning af Samfundsopløsningen i de krigshærgede Lande fandt Sted ogsaa i Danmark, Arbejdsløshed og den voldsomme Prisstigning gav Forudsætninger nok for Uro i Arbejderklassen og endog for visse revolutionære Rørelser (saaledes ret alvorlige Optøjer paa Grønttorvet i Kjøbenhavn straks efter Krigens Slutning 1918). Arbejderklassen satte i det hele en pludselig og voldsom Kraft ind paa Kravene om 8 Timers Arbejdsdag og store Lønforbedringer, men naaede ikke disse Resultater uden mange og omfattende Strejker, hvoraf navnlig Havnestrejken 1919 virkede skræmmende som Trusel mod Landets Eksport og Erhvervsliv. Tendenser i Retning af Uro og Misfornøjelse prægede samtidig de erhvervsdrivende Klasser, der i stigende Grad ytrede Ønske om at komme bort fra Krigstidens Reguleringer. Allerede i Marts 1919 tegnede det til et Regeringsskifte. Som Betingelse for et ved de forhøjede Statsudgifter nødvendiggjort Regeringsforslag om Statslaan havde Landstinget krævet Augustloven 1914 ophævet. 1. Marts indgav Ministeriet Zahle sin Afskedsbegæring, men Kongen erklærede efter Overvejelser ikke at ville udnævne en Regering, som ikke var i Overensstemmelse med Folketingets Flertal, og