efter Forhandlinger mellem Partierne tog Ministeriet 18. Marts sin Afskedsbegæring tilbage. Statslaansforslaget blev vedtaget, og angaaende Augustloven blev bestemt, at den skulde bortfalde 1. Septbr og Rigsdagen indtil da have Indflydelse paa dens Anvendelse. 31. Aug. blev der vedtaget en ny Prisreguleringslov. Fra 24. Juni blev H. P. Hanssen Minister med den Opgave at lede de sønderjyske Landsdeles Overtagelse. Radikale og Socialdemokrater vilde ikke gaa med til Folketingsvalg, før en ny Valglov med gennemført Forholdstalsvalgmaade var vedtaget. Modstandere af Regeringen mente derimod, at der hurtigst muligt burde afholdes Valg, fordi den siddende Regering og Rigsdag ikke havde noget Mandat fra Vælgerne til at bestemme de socialpolitiske Retningslinier efter Krigen eller til at repræsentere Folket i den endelige Afgørelse af Grænsespørgsmaalet. Efter de sønderjyske Afstemninger fik disse Stemninger øget Styrke. Fra Flensborgbevægelsens Side hævdedes det som en Ret og Pligt for Danmark, at 2. Zone ikke betingelsesløst blev givet tilbage til Tyskland, Bevægelsens ledende Mænd, ikke mindst Sønderjyderne iblandt dem, optraadte meget energisk og paavirkede ikke blot Rigsdagskrese, men ogsaa selve Kongen. 27. Marts 1920 vedtog de Konservative og Venstres Rigsdagsgrupper en Erklæring med Krav om øjeblikkeligt Valg. Stillingen i Folketinget opfattedes nu som tvivlsom, da en radikal og en socialdemokratisk Folketingsmand samt Erhvervspartiets eneste Repræsentant (men ganske vist ikke den konservative Birck) sluttede sig til dette Krav. 29. Marts henstillede Kongen til Zahle, at der nu blev afholdt Valg, og da Statsministeren ikke vilde gaa ind herpaa, erklærede Kongen, at han »afskedigede« Ministeriet, en Form for Afskedigelse, der dog ikke kunde betragtes som gyldig, før den var blevet forsynet med den ny Statsministers Underskrift, men som dog bevirkede, at Ministeriets Medlemmer øjeblikkelig nedlagde deres Poster. 30. Marts 1920 udnævntes et Forretningsministerium med Højesteretssagfører Otto Liebe som Chef og med den eneste Opgave at udskrive nye Valg. Socialdemokratiet stemplede det skete som et Statskup og proklamerede 31. Marts den politiske Generalstrejke. Under Indtryk heraf og efter indtrængende Henvendelse til Kongen fra Kjøbenhavns Borgerrepræsentation tilvejebragtes Paaskemorgen 4. Apr. et politisk Forlig, hvorved Ministeriet Liebe afgik, medens alle Partier tilsagde deres Støtte til et nyt Forretningsministerium, der ligeledes skulde have til Opgave at afholde Valg, men først efter gennemførte Valglovsforhandlinger. Den følgende Nat bragte Forlig i en Arbejdskonflikt, der ogsaa havde været en Forudsætning for Generalstrejken, og som blev bilagt til Arbejdernes Fordel. Leder af det ny Ministerium blev Overformynder M. P. Friis. 11. Apr. vedtoges den nye Valglov helt bygget paa Forholds talsvalgmaaden. 26. Apr. afholdtes Folketingsvalget, der mere blev præget af de sociale end af de nationalpolitiske Modsætninger. Venstre opnaaede 351000 Stemmer og 48 Mandater (hvortil senere kom det færøske som det 49.), medens de tilsvarende Tal for Socialdemokraterne var 300000 og 42, for det konservative Folkeparti 201000 og 28, for de Radikale 122000 og 17, for Erhvervspartiet 29000 og 4. Da der i det ny Folketing var stort Flertal for Venstre og de Konservative tilsammen, udnævntes 4. Maj en Venstreregering, der skulde bygge paa »borgerligt Samarbejde« mellem disse to Partier. Stats- og Finansminister blev N. Neergaard, Kirkeminister blev J. C. Christensen, Forsvarsminister Klaus Berntsen, Indenrigsminister Sigurd Berg, Undervisningsminister Jacob Appel, Udenrigsminister Harald Scavenius, Justitsminister Svenning Rytter, Handelsminister Tyge Rothe, Landbrugsminister Th. Madsen-Mygdal, Trafikminister M. N. Slebsager. Juli 1921 døde Berg, og Indenrigsminister blev derefter O. Kragh. 15. Aug. 1921 fratraadte J. C. Christensen Kirkeministeriet, og Appel blev derefter ogsaa Kirkeminister. Oktbr 1922 afløstes Scavenius af C. M. Cold, Rothe af Jørgen Christensen, Berntsen, der dog herefter blev »Minister uden Portefeuille«, af S. Brorsen. Ministeriet Neergaard ydede Støtte til Planen om en midlertidig »Internationalisering« af 2. Zone, en Plan, der dog hurtig viste sig uigennemførlig. Efter Forslag fra den for det slesvigske Afstemningsomraade nedsatte, i Flensborg residerende, internationale Kommission blev 1. Zone fra 15. Juni overdraget til Danmark, medens 2. Zone gik tilbage til Tyskland. 5. Juli 1920 underskreves i det franske Udenrigsministerium mellem det britiske Rige, Frankrig, Italien og Japan paa den ene Side, Danmark paa den anden Side den Traktat, hvorved den fulde Overdragelse, regnet fra 15. Juni, af Nordslesvig til Danmark blev højtidelig bekræftet, idet det udtrykkelig tilføjedes, at de saaledes afstaaede Omraader ikke skulde kunne afhændes uden Samtykke fra Folkenes Forbund. Fredag den 9. Juli Kl. 10 1/2 om Formiddagen underskrev Kong Christian X paa Amalienborg Traktaten mellem Danmark og de Allierede og de af Rigsdagen vedtagne Love om Indlemmelse af de sønderjydske Landsdele. 10. Juli Kl. 9,20 Formiddag red Kongen over den gamle Grænse, 11. Juli afholdtes paa Dybbøl den store Genforeningsfest. 6. Juli 1920 afholdtes i Anledning af den ved Genforeningen nødvendiggjorte Grundlovsændring et Folketingsvalg, hvorved Venstre, der vandt to Mandater fra de Konservative og et fra de Radikale, fik 344000 Stemmer, Socialdemokraterne 285000, de Konservative 184000 og de Radikale 111000. Ved det tilsvarende Landstingsvalg 18. Aug. fik Venstre 31, Socialdemokraterne 19, de Konservative 14 og de Radikale 8 Mandater. Af den ny Rigsdag vedtoges Grundlovsændringen 24. Aug. i Folketinget, 25. i Landstinget, og ved en Folkeafstemning 6. Septbr stemte 614000 Ja til Ændringen, kun 20000 Nej (det socialdemokratiske Parti havde besluttet ikke at deltage). Derefter afholdtes endnu en Gang Rigsdagsvalg, for at Grundlovsændringen kunde træde i Kraft og Sønderjyderne faa deres Repræsentation i den danske Rigsdag. Ved Folketingsvalget 21. Septbr fik Venstre 412000 Stemmer og 51 Mandater (hvortil det færøske kom som det