L. Ingman som Chef) saa som sin første Opgave at raade Bod paa de svære Ernæringsforhold, der yderligere vanskeliggjordes ved den Mængde Krigsfanger, Staten nu havde at forsørge, og hvis Lidelser ved Statens Afmagt i saa Henseende naturligvis ikke var egnet til at mildne Følelserne hos de Overvundne. Nye Valg til Rigsdagen var nødvendige, fordi saa godt som alle de socialdemokratiske Parlamentsmedlemmer havde mistet deres Mandat paa Grund af Deltagelse i Oprøret. I den politiske Partidannelse skete der Forskydninger, saa at der i Stedet for de tidligere finsksindede Partier, Gammel-, og Ungfennomaner, nu dannedes et monarkisksindet, konservativt farvet »Samlingsparti« og et »Fremskridtsparti«, som kæmpede for republikansk Regeringsform; paa sidstnævnte Standpunkt stillede sig ogsaa Landmandspartiet og Socialdemokraterne. Begivenhederne udviklede sig Slag i Slag. En ny Regering med K. Castrén som Chef fremsatte for Rigsdagen Forslag om republikansk Regeringsform, hvilket blev vedtaget og af Rigsforstanderen stadfæstet 17. Juli 1919. 25. Juli foretoges Præsidentvalget i Overensstemmelse med Loven af Rigsdagen (for Fremtiden skulde Præsidenten vælges af folkevalgte Valgmænd). K. J. Ståhlberg blev valgt med 143 Stemmer mod 50 Stemmer paa Mannerheim. Valget betød, at Majoriteten fremfor alt ønskede en Forsoning mellem Samfundsklasserne og Istandbringelse af fredelige Forhold med Rusland. Rigsdagen vedtog en Del nye Skattelove og Bestemmelser om Arbejdstid, og 1920 kom den første Amnestilov for en Del af Krigstidens Statsforbrydere. Spørgsmaalet om »Ålandssagen« — om Øgruppen vedblivende skulde høre til F. eller overgaa til Sverige — bragte Regeringen Bryderier, og i Forhold til Rusland var der hverken Krig eller Fred. Bolschevikregeringen foreslog i Efteraaret 1919 Fredsforhandlinger, men i F.'s borgerlige Partier vilde man ingen Ting have at gøre med denne Regering; paa den anden Side vilde man heller ikke gribe til Vaaben for om muligt at styrte Sovjetvældet, lige saa lidt som Staten vilde understøtte Østkarelerne, der i 1919 havde rejst sig mod Sovjet og ønskede Forening med F., hvorfra der strømmede Frivillige til det undertrykte Broderfolks Hjælp. Opstanden blev slaaet ned. I Maj 1920 kom Loven om Ålands Selvstyre. Med Sovjetrusland paabegyndtes der Fredsforhandlinger, som endelig førte til den den 14. Oktober underskrevne Fred i Dorpat, hvorefter Landegrænsen skulde blive den gamle, dog saaledes, at Ishavomraadet Petsamo afstodes til F.; til Gengæld maatte F. anerkende Ruslands Herredømme i Øst-Karelen mod, at Sovjet lovede dette Land Autonomi (ligesom Ingermanland fik anerkendt kulturel Autonomi). I 1920 blev F. optaget som Medlem af Folkeforbundet, og Ålandsspørgsmaalet løstes endelig 1921 af dette saadan, at Øgruppen tilkendtes F. Trods Fredsslutningen vedblev Forholdet til den østre Nabo at være meget spændt. I Efteraaret 1921 udbrød der nemlig en ny Opstand i Øst-Karelen, fordi Rusland brød alle Løfter om Autonomi; Sovjetstyret beskyldte den finske Regering for at have fremkaldt Opstanden samtidig med, at de finske Kommunister bestandig opflammedes til Oprør. I 1922 vedtoges under Ministeriet Kallio Loven om Udstykning af Statsjord (»Lex Kallio«). Da Rigsdagsmedlemmernes Antal 1923 paa Grund af, at Kommunisterne fængsledes for Højforræderi, blev meget indskrænket, gjorde Præsident Ståhlberg resolut en Ende paa de derved opstaaede Vanskeligheder ved at gøre Brug af sin Ret til Opløsning af Parlamentet 1924. Efter skiftende, kortvarige Ministerier udløb 1925 K. J. Ståhlberg's Præsidentperiode, og til hans Efterfølger valgtes L. Kr. Relander. Samme Aar indførtes Guldmøntfod. Efter endnu et Ministerium Kallio fik F. sit første rent socialdemokratiske Ministerium med V. Tanner som Chef 1926 indtil 1927, hvorefter Regeringen har været i Hænderne paa Agrarpartiet (Chefer: Sunila og Kallio) med et kortvarigt mellemliggende Blandingsministerium Mantere. Lappo-Bevægelsen (s. d.) fremkaldte Blandingsministeriet Svinhufvud 4. Juli 1930. 1927 vedtog Rigsdagen en Lov om Forsvarsvæsenets Ordning og om Beskyttelseskorpsene. S. A. fik F. Sæde i Folkeforbundsraadet for et Tidsrum af 3 Aar. De store Byggearbejder, som har til Formaal at udnytte Imatra Vandfaldets Kraft, har medført, at store Dele af Syd-F. derigennem er blevet elektrificeret. Eva M. Finland. Rettelser: S. 77, Sp. 2, L. 17 f. n.: Laksesild, læs: Lakesild — S. 97, Sp. 1, L. 7 f. o.: læs i Stolbova (1617) — S. 101, Sp. 1, L. 23 f. n.: Schaumann's, læs: Schauman's — S. 102, Sp. 1, L. 1 f. n.: A., læs: J. — S. 102, Sp. 25 L. 1 f. o.: Schaumann, læs: Schauman Finmark, d. s. s. Finskogen. Finmarkens Amt, se Finmark Fylke (Suppl.). Finmark Fylke (før Finmarkens Amt), 48151,7 km² med (1920) 44190 Indb. Fylket er delt i 5 Sorenskriverier, 4 Politidistrikter. Det har 29 Herreder og 3 Bykommuner. Det produktive Land er 2970 km², og Landejendommenes Matrikelskyld var i 1925 3100 Mark og deres samlede Værdi 15 Mill. Kr. Skovarealet var i 1927 4309 km², den dyrkede Jord 15 km². Høstudbyttet var 1600 t Poteter, 10400 t Hø, Husdyrholdet var 900 Heste, 8500 Storfæ, 28900 Sauer, 4000 Geder, 200 Svin, 1400 Fjerkræ. Udbyttet af Fiskerierne var i 1926 17,6 Mill. Kr., Byerne iberegnet. Den antagne Formue i 1928 var 33,4 Mill. Kr. og Indtægt 18,3 Mill. Kr. Den udnytbare Vandkraft er 167000 H. K.; deraf var i 1928 udbygget 2000 H. K. Fylkets Landdistrikter vælger 3 Repræsentanter til Stortinget og Byerne i F., Troms og Nordland tilsammen 4 Repræsentanter. (Litt.: A. Halvorsen, »Billeder af Livet i F. i Fortid og Nutid« [1912]; B. Hofseth. »F.'s Fremtid« [1920]; Osc. Alb. Johnsen, »F.'s politiske Historie« [1923]). M. H.