af det Synspunkt, at Straffens første Formaal er at opdrage Fangen til en lovlydig Borger. Betingelsen for, at et Arbejde i denne Retning kan bære Frugt, er det paa den ene Side, at Straffuldbyrdelsen bliver tilstrækkelig langvarig til, at opdragende Foranstaltninger kan iværksættes, og paa den anden Side, at der i saa høj Grad som muligt i Anstalterne gennemføres en individualiserende Behandling af Fangerne. I førstnævnte Henseende er der fra Kriminalisternes Side blevet rettet en energisk Kritik mod de korte Frihedsstraffe, der ikke alene anses for lidet rationelle, men til en vis Grad antages paa Forbryderen at virke direkte som en Forskole til de længere Straffe og derved er egnede til at nedbryde hans Respekt for disse. Som foreløbigt Resultat af denne Kritik er i flere af de nyeste Straffelove og Straffelovsforslag Minimaltiderne for Idømmelsen af Fængselsstraf mere eller mindre forhøjede. Samtidig er Bødestraffens Omraade tilsvarende udvidet med det Formaal at anvende den som Erstatning for de kortvarigste af Frihedsstraffene. I sidstnævnte Henseende gaar Tendensen i Retning af Specialbehandling af de forskellige Kategorier af Lovovertrædere, medens Specialiseringen af Strafarterne efterhaanden mere og mere opgives. Unge Fanger, som kan formodes at være modtagelige for en faglig Uddannelse, udsondres i visse Tilfælde til Behandling i Ungdomsfængsler, medens paa den anden Side de Fanger, som maa antages enten slet ikke eller kun i ringere Grad at være modtagelige for Paavirkning gennem Straf, anbringes i Anstalter, hvor Detentionssynspunktet er det ledende (Sikkerhedsforsvaring for farlige og professionelle Forbrydere, Arbejdshus for Betlere og Løsgængere, Anstalter for Psykopater o. s. v.). Flere Steder findes psykiatriske Klinikker, knyttet til Domstole og Fængsler, bl. a. med det Formaal at yde Bistand ved denne Sortering af Fangerne. Tilbage i de almindelige Fængsler bliver herefter et mere ensartet, »strafmodtageligt« Klientel, og dette medfører, at den almindelige Behandling af Fangerne med disses Genoptagelse i Samfundet for Øje vil kunne gennemføres med større Udsigt til et gunstigt Resultat. Samtidig hermed og svarende hertil gaar Tendensen rundt om i Retning af at reducere Antallet af de almindelige Strafarter (Fængsel og Strafarbejde i deres mere eller mindre specialiserede Udformninger), saaledes at man i det væsentlige indskrænker sig til to Arter af Fængselsstraf, den simple Frihedsberøvelse (custodia honesta, simpelt Fængsel, Hæfte ell. lign.) og en kvalificeret Frihedsstraf, omfattende alle de øvrige længere eller kortere Fængselsstraffe, hvis væsentligste fælles Kendemærke er den med Straffen forbundne Arbejdstvang. Det hævdes nemlig af mange som en Erfaringssætning, at det i Praksis er umuligt at opstille flere Sæt Fuldbyrdelsesregler for kvalificeret Fængselsstraf, der er tilstrækkelig indbyrdes afvigende til, at der paa dem kan bygges en rationel Sondring mellem flere Strafformer, og at Forskellen mellem disse derfor i alt væsentligt kun vilde blive en Navneforskel. Ud fra det Synspunkt, at Vejen til at indvirke paa Forbryderen i opdragende Retning ikke gaar gennem Strenghed, gaar Behandlingen indenfor Anstalterne i det hele i Retning af større Frihed. Det progressive System — den gradvise Klasseoprykning med dertil knyttede stigende Begunstigelser — udbygges videre i Overensstemmelse med de pædagogiske Synspunkter, der efterhaanden trænger »Straffesynspunktet« mere tilbage. Friluftsarbejde anvendes i stedse større Udstrækning; der gives større Arbejdsfortjeneste og friere Dispositionsret over denne, gavnlige Adspredelser som Foredrag, Koncerter, Radiounderholdning osv. Avislæsning, Sport, Diskussionsklubber, et vist Selvstyre, Orlov m. m. Med den forøgede Frihed følger et forøget Ansvar for dens Benyttelse, hvorved der gives Fængslets Ledelse Lejlighed til at iagttage, om Straffen udøver den tilsigtede Virkning. Som Slutsten paa Straffuldbyrdelsen trænger i stadig højere Grad den betingede Løsladelse, Løsladelse paa Prøve (on parole, on licence) igennem, som Regel under Tilsyn af Institutioner eller Enkeltpersoner, enten offentlig ansatte (probation officers, parole officers) eller frivilligt virkende. De enkelte Staters F. Danmark. Ifølge de nugældende Regler om Aflevering af Fanger til Straffeanstalterne (Justitsministeriets Cirkulære af 6. April 1921) afleveres til Horsens Straffeanstalt alle mandlige Tugthusfanger, alle mandlige Forbedringshusfanger over 33 Aar, der tidligere har været straffede med Strafarbejde, samt defekte og invalide Fanger. Til Nyborg Straffeanstalt afleveres mandlige Forbedringshusfanger under 25 Aar, medmindre de tidligere 2 eller flere Gange har udstaaet Strafarbejde. Alle andre mandlige Forbedringshusfanger afleveres til Vridsløselille Straffeanstalt. Alle kvindelige Strafarbejdsfanger afleveres i Henhold til Justitsministeriets Bekendtgørelse af 23. Marts 1928 til Statens Kvindefængsel, der toges i Brug den 1. April 1928, samtidig med, at Christianshavns Straffeanstalt (s. d.) blev nedlagt. Forbedringshusarbejde i Vridsløselille Straffeanstalt fuldbyrdes nu i Overensstemmelse med Reglerne i kgl. Anordning af 22. December 1927 efter et progressivt System gennem 4 Klasser. For Varigheden af Opholdet paa de enkelte Klasser er der foreskrevet Minimaltider, der varierer efter Straffetidens Længde, men iøvrigt beror Fangens Oprykning paa hans Flid og Opførsel. Minimaltiderne er fastsat saaledes, at enhver Fange normalt vil naa at gennemgaa de 3 første Klasser, medens den sidste Klasse kun naas af Fanger med en Straffetid af 2 Aar eller derover. Iøvrigt gælder efter Anordningen lignende Regler som fastsat i kgl. Anordning af 28. Maj 1913 om Fuldbyrdelse af Forbedringshusarbejde i Nyborg Straffeanstalt, navnlig ogsaa om Løsladelse af Fællesfanger til det Tidspunkt, da Straffetiden vilde være udløben, hvis Straffen var udstaaet i Enkeltcelle, jfr. Straffelovens § 13. Ved Justitsministeriets Skrivelse af 14. Maj 1928 er det paalagt den ordinerede Medhjælper hos Fængselspræsten ved Vridsløselille Straffeanstalt ved Siden af sin Præstegerning at deltage i Forsorgsarbejdet for de fra