- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXVI: Supplement: A—Øyslebø /
402

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fængselsvæsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Formaal og tager ikke Sigte paa Gengældelse og Straf«. Til Fuldbyrdelse af disse Foranstaltninger findes 3 Slags Anstalter: 1) Isolationsanstalter (for Langtidsfanger), 2) Arbejdshuse (svarende til almindelige Straffeanstalter) og 3) Arbejdskolonier (uden Ringmure). Varigheden af Opholdet kan i intet Tilfælde udstrækkes over 10 Aar. En til Dødsstraf svarende social Forsvarsforanstaltning er hjemlet ved en Anmærkning til den ukrainiske Lovs Artikel 21, hvori det bestemmes, at der indtil videre i Kampen mod de groveste Forbrydelser undtagelsesvis kan anvendes Henrettelse ved Skydning. Tyskland. I Tyskland er der efter Verdenskrigen udført et meget betydeligt Reformarbejde indenfor F. Efter Straffeloven af 1871 var Fuldbyrdelse af Frihedsstraffen overladt de enkelte Forbundslandes Regeringer. En Række i 1897 vedtagne »Grundsätze, welche bei dem Vollzuge gerichtlich erkannter Freiheitsstrafen bis zu weiterer gemeinsamer Regelung zur Anwendung kommen«, paa hvilke Straffuldbyrdelsen indenfor de enkelte Lande i det væsentlige har bygget, er senere ændret ved »Grundsätze für den Vollzug von Freiheitsstrafen« af 7. Juni 1923. Disse »Grundsätze« indeholder ikke bindende Forskrifter, men kun Anvisninger, som de enkelte Lande i større eller mindre Udstrækning følger, og har kun Gyldighed indtil Vedtagelsen af en Rigs-Straffuldbyrdelseslov. Et af de betydningsfuldeste Fremskridt i »Grundsätze« af 1923 var Indførelsen af en progressiv Straffuldbyrdelse (»Strafvollzug in Stufen«), der hidtil ikke havde været kendt i Tyskland, se nærmere nedenfor. En anden vigtig Reform fra de senere Aar er, at den øverste Administration af F., der i Preussen og Sachsen tidligere var delt mellem Indenrigsministeriet og Justitsministeriet, fra 1918 (Preussen) og 1923 (Sachsen) i sin Helhed er henlagt under sidstnævnte Ministerium. I Preussen er der paa Grundlag af »Grundsätze« udfærdiget en justitsministeriel Anordning af 7. Juni 1929 om »Strafvollzug in Stufen«. Straffuldbyrdelsen falder herefter i 3 Stadier, der fuldbyrdes i hver sin Anstalt, saaledes at Fangens Oprykning sker ved Overflytning fra den ene Anstalt til den anden. Paa det første Stadium finder en vidtgaaende Adskillelse Sted mellem de forskellige Kategorier af Fanger, idet der for hver af disse Kategorier findes en særlig »Eingangsanstalt«. Paa næste Stadium (»Anstalt für Geförderte«) er Sondringen mindre vidtgaaende og paa sidste Stadium (»Ausgangsanstalt«) er den i det store og hele bortfaldet. Dette hænger sammen med, at kun en Del af Fangerne naar op paa de to højere Stadier, enten fordi Straffetiden er for kort, eller fordi Fangen ikke har gjort sig fortjent dertil. Det er Anordningens Hensigt, at Oprykning ikke skal ske, blot fordi den for Opholdet paa det paagældende Stadium foreskrevne Minimaltid er forløben, uden at der har været noget at udsætte paa Fangens Forhold. Det udkræves positivt, at han skal have lagt for Dagen, at han er modtagelig for opdragende Paavirkning og i Stand til at beherske sin Vilje i Retning af social Indordning. Anordningen indeholder med dette for Øje en Række indgaaende Forskrifter angaaende Bedømmelsen af Fangens Personlighed. Ved dette System, efter hvilket hvert Stadium af Straffen fuldbyrdes i sin særlige Anstalt, opnaas, at det bliver muligt at gøre Progressionen effektiv i langt større Udstrækning, end det er muligt, hvor alle Stadier fuldbyrdes i samme Anstalt. Anordningen hjemler da ogsaa for de højere Stadier stigende Begunstigelser af betydeligt Omfang. Foruden almindelige Lempelser som større Raadighed over godskrevne Arbejdspenge, Læsning, Adgang til Foredrag og lignende, Besiddelse af Musikinstrumenter, en friere Klædedragt, Tobaksrygning o. s. v., kan Fanger paa de højere Stadier opnaa Orlov (8 à 14 Dage aarlig), Adgang til at arbejde udenfor Anstalten hos en privat Mester og til paa Fridage at foretage fælles Udflugter i Omegnen m. m. Der er anordnet et vist Selvstyresystem, saaledes at Fangerne til Varetagelse af deres Interesser kan vælge Repræsentanter, der deltager i Anstaltens Ledelse med en vis raadgivende Myndighed. I Sachsen findes med Hjemmel i Forordninger af 27. Marts 1923 og 29. Febr. 1928 samt i »Strafvollzugsordnung für die Sächsischen Justizgefängnisse« af 21. Juni 1924 c. 25 statsansatte »Fürsorger«, hvis Opgave det blandt andet er at bistaa Fangerne med Raad og Daad, at søge at bringe dem ind i ordnede Livsforhold ved at opretholde eller knytte Forbindelse mellem Fangerne og deres Paarørende, ved at skaffe dem Arbejde efter Løsladelsen og ved at bistaa deres Familie i økonomiske og retslige Anliggender, medens Forsørgeren er i Fængsel o. s. v. For at blive ansat som »Fürsorger« udkræves foruden en vis Prøvetjeneste Uddannelse i en Række Fag (Strafferet, Arbejderret, Forsorgsvæsen, Boligvæsen, Socialforsikring, Kriminalpsykologi, Etik, Pædagogik o. s. v.) paa en Højskole i mindst 8 Semestre afsluttet med en offentlig Prøve. Tilsvarende Ordninger er gennemført i Thüringen, Hamborg og enkelte andre Forbundslande. I Hamborg er der i Aarene efter Krigen paa en Ø i Elben opført et Ungdomsfængsel »Hahnöfersand«, indrettet efter et Pavillonsystem med Soveceller, fælles Opholds- og Spiserum o. s. v. Fangerne arbejder i Fællesskab. Østerrig. Siden 1. Januar 1925 er Straffeanstalterne og siden 1. Juli 1926 tillige alle Retsfængslerne henlagt umiddelbart under Rigsjustitsministeriet som øverste Myndighed. Der findes et Ungdomsfængsel i Kaiser-Ebersdorff. — Fængselsstraf fuldbyrdes efter et progressivt System gennem 3 Klasser. Fanger med længere Tids Straf end 1 Aar tilbringer regelmæssigt 1/3 af Straffen paa hver Klasse; Opholdet paa de 2 første Klasser kan dog ikke overstige 3 Aar paa hver Klasse. Fanger, hvis Straffetid er fra 1/2 til 1 Aar, anbringes straks ved Indsættelsen paa 2. Klasse og Fanger med 1/2 Aars eller kortere Straf paa 3. Klasse. Oprykning finder i øvrigt kun Sted, saafremt der foreligger aabenbare Kendetegn paa »Forbedring« (Besserung). I Tilfælde af særligt godt Forhold,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Feb 3 20:11:35 2026 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/26/0424.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free