[Read further instructions below this scanned image.]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mellemfolkelig Retspleje, hvis dømmende Myndighed
Signatarmagterne derfor maatte anerkende, om
end der gaves Adgang til at tage visse
Forbehold. Politiske Stridigheder, som ikke
er bilagt i Overensstemmelse med
Folkeforbundspagten, skulde — med forskellige
Undtagelser — løses ved Hjælp af en sindrig
Kombination af Voldgift og Mægling: Hvis det ikke
lykkes Folkeforbundsraadet at bevæge Parterne
til at lade Tvistigheden afgøre ved Dom eller
Voldgift, skønt den ene af Parterne er villig
dertil, danner Raadet et »Voldgiftsudvalg af 1.
Grad« og indhenter paa den ene Parts Begæring
en raadgivende Udtalelse fra Haag-Domstolen
om Stridsspørgsmaalets retlige Sider. Er
derimod ingen af Parterne villig til at lade Sagen
afgøre ved Voldgift, fortsætter Raadet sin
Mægling og afgiver en Beretning, hvis Løsning er
bindende for Parterne, dersom alle Raadets
Medlemmer, bortset fra de stridende Landes
Repræsentanter, er enige om den. I dette
Tilfælde virker Raadet saaledes som
Voldgiftsdomstol. Kan Raadet ikke blive enigt om en
Løsning af Striden, afgøres den af et
»Voldgiftsudvalg af 2. Grad«, hvis Sammensætning,
Beføjelser og Fremgangsmaade Raadet skal
bestemme.
Protokollen indeholdt dernæst Regler om,
hvorledes det ved Krigsudbrud skal fastslaas,
hvem der er Angriber. Herom opsilledes en
Række Præsumtioner, der kun skulde kunne
fraviges ved Raadets enstemmige Beslutning.
Som Angriber betragtes i Krigstilfælde den Stat,
der har vægret sig ved at underkaste Striden
en fredelig Afgørelse ad de i Protokollen
anviste Veje eller at efterkomme en Voldgiftsrets
eller Raadets Afgørelse eller at iagttage de
foreløbige Forholdsregler, som Raadet kan
paabyde under truende Angreb. Endelig er ogsaa
den Stat at anse for den angribende, som
afviser en af Raadet anordnet Vaabenstilstand
eller krænker Vilkaarene for denne. Hvis ingen
af disse Formodningsregler udpeger et bestemt
Land som Angriber, skal Raadet gøre det, men
med Enstemmighed. Er Raadet ikke enigt,
foreskriver det de krigsførende en Vaabenstilstand,
hvis Betingelser det fastsætter med Totrediedels
Stemmeflerhed.
Imod den saaledes udpegede Angriber skal
Forbundets Medlemmer, efter at Raadets
Bestemmelse er taget, ufortøvet træffe militære,
økonomiske og finansielle Forholdsregler som
fastsat i Folkeforbundspagtens Artikel 16. I
Overensstemmelse med den fremherskende, men
ikke eneraadende, Forstaaelse af denne Artikel
forpligtes Forbundets Medlemmer saaledes til
at deltage i militære Sanktioner mod
Retsbryderen. Hver Stat afgør selv Omfanget af
den militære Deltagelse, der kræves, men maa
loyalt og virksomt bidrage til Bekæmpelsen af
enhver Angrebshandling under Hensyntagen til
sin geografiske Beliggenhed og de særlige
Vilkaar for sine Rustninger. I det Tilfælde at
G.-P.’s Formodningsregler skulde føre til, at
begge de stridende Parter maa anses for
Angribere, skal dog kun økonomiske, men ikke
militære Foranstaltninger bringes til Anvendelse
imod dem.
De foran omtalte Præsumtioner om, hvilken
Magt der skal anses for Angriber, tilsigtede at
gøre det muligt for Raadet at træffe en hurtig
Afgørelse, for at Forbundsmedlemmernes
Hjælpeaktion ikke skal komme for sent. Den mere
naturlige Fremgangsmaade, at Raadet ubundet
af forud givne Regler udpegede Angriberen
efter Undersøgelse af hvert enkelt Tilfælde,
befrygtedes at kunne sinke en Beslutning og vilde
støde paa den Vanskelighed, at det maatte
være paa det rene, om der til en saadan
Afgørelse krævedes Enstemmighed eller blot
Flertal. Kravet om Enstemmighed vilde
imidlertid gøre det muligt for blot eet
Raadsmedlem at forhindre enhver Beslutning, og hvis
man nøjedes med et Flertal, vilde
Beslutningens moralske Kraft og Sanktionernes
Gennemførelse kunne svækkes væsentligt. For at
forebygge disse Vanskeligheder indeholdt
Protokollen de omhandlede Formodningsregler,
som imidlertid ikke er hævet over Kritik. Der
er saaledes ikke taget Hensyn til, at de
foreliggende Kendsgerninger, som skal danne
Grundlaget for Raadets Afgørelse, kan være
omtvistede, f. Eks. Spørgsmaalet, om en
Voldgiftskendelse er efterkommet eller ej. Reglerne
kan i saadanne Tilfælde føre til at udpege den
angrebne Magt som Angriber, hvis blot eet
Raadsmedlem mener, at Formodningen er
rigtig (idet der til Omstødelse af Formodningen
kræves Enstemmighed).
Ogsaa imod Sanktionerne er der rejst
vægtige Indvendinger: I sine Bestræbelser for at
sikre en ufortøvet Iværksættelse af militære
Forholdsregler imod Angriberen afskærer
Protokollen Folkeforbundsraadet fra at bringe
Fjendtlighederne til Ophør ved Forhandlinger
eller ved Anvendelse af økonomiske
Tvangsmidler alene. Medens en rigtig Grundsætning er
udtrykt i Bestemmelsen om, at Sanktionskrigen
ikke maa medføre Landafstaaelse eller
indskrænke Angriberens politiske Uafhængighed,
kan Reglen om, at den angribende Stat til den
yderste Grænse af sin Ydeevne skal betale alle
Omkostninger ved Forbundsaktionen og
erstatte al derved paa Person og Ejendom
opstaaet Skade, have skæbnesvangre Virkninger
langt ud over Sanktionskrigens Formaal.
G.-P., hvis Ikrafttræden var betinget af, at
en Plan om Rustningernes Nedsættelse
vedtoges, var kun underskrevet af nitten Stater,
deriblandt Finland, da den britiske
Repræsentant i Raadet den 12. Marts 1925 erklærede,
at det britiske Rige ikke kunde gaa med til
Protokollen navnlig paa Grund af den
obligatoriske Voldgift og Sanktionerne. Skønt
Mulighederne for G.-P.’s Ikrafttræden herefter
maatte anses for bortfaldne, har den bevaret
sin Interesse som et betydningsfuldt Forsøg paa
at videreudvikle Folkeforbundspagtens
ufuldkomne Grundsætninger. Nogle af Protokollens
Hovedtanker har ogsaa sat Frugt i senere
Overenskomster, saaledes navnlig
Krigsfordømmelsespagten af 1928 (se Kellogg-Pagten,
Suppl.) og den almindelige Voldgiftstraktat, der
samme Aar blev udarbejdet i Genève (se
Generalakten).
G. R.
Genitalstrengen, se Kønsorganer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
