Nordkyst samt som Leder af to Ekspeditioner i 1926—27 og 1929 foretaget geologiske Undersøgelser paa Kysten Nord for Scoresbysund. Dr. phil. Poul Nørlund har i 1921 og 1926 foretaget arkæologiske Undersøgelser i Julianehaabs Distrikt, hovedsagelig vedrørende de gamle Nordboruiner. Magister Alwin Petersen har i 1927—29 foretaget zoologiske Undersøgelser i Scoresbysund-Distriktet, og Dr. Terkel Mathiassen har i 1929 foretaget arkæologiske Undersøgelser i Uperniviks Distrikt. Ministeriets Udvalg for videnskabelige Undersøgelser i G. har paabegyndt en detailleret Opmaaling og Kortlægning af Landet, hvilket Arbejde vil strække sig over en lang Aarrække. En Ekspedition med S/S »Godthaab« under Ledelse af Kaptajn E. Riis-Carstensen har i Sommeren 1928 foretaget videnskabelige Undersøgelser i Havet Vest for G. En tysk Ekspedition under Ledelse af Professor Alfr. Wegener har i 1929 foretaget forberedende Undersøgelser i Nordgrønland i Anledning af en planlagt Ekspedition 1930, og en tysk Ekspedition under Ledelse af Dr. H. K. E. Krueger har i 1929 foretaget geologiske Undersøgelser i Nordgrønland. En amerikansk Ekspedition under Ledelse af Professor Hobbs har i 1927—29 foretaget meteorologiske Undersøgelser fra en Station i Søndre Strømfjord. A. P. Olsen. G.'s Dyreverden. Af Isbjørne er der i de sidste 5 Aar gennemsnitlig aarlig nedlagt i Uperniviks Distrikt 17, i Julianehaabs Distrikt 32, i Angmagssalik 100 og ved Scoresbysund 115. Af indførte Pattedyr er Faaret nu af Vigtighed, der er for Tiden i Julianehaabs Distrikt c. 3000 Moderdyr foruden Lam. Hvad Hvalerne angaar, driver G.'s Styrelse fra og med 1926 Hvalfangst med en moderne Hvalbaad; det første Aar blev der skudt 9 Kaskelotter, 2 Blaa-hvaler, 24 Rørhvaler og 12 Pukkelhvaler, i 1927 2 Kaskelotter, 7 Blaahvaler, 22 Rørhvaler og 9 Pukkelhvaler. Af Fuglene er Ederfuglen, der hidtil ikke var fredet, nu fredet fra 1. Juni — 31. Aug. Krebsdyrfaunaen tæller nu 742 Arter, heraf er 44 Decapoder og 381 Ringkrebs; af disse sidste er 232 Amfipoder, 94 Isopoder og 55 Tanaider; af Copepoder findes 142 Arter, dels fritlevende, dels snyltende. Af Pighudene er den i Danmark almindelige Søstjerneart Asterias rubens, der hidtil ikke var kendt fra G., nu fundet i Godthaabsfjorden og ikke ualmindelig; den menes dog ikke at være overset hidtil, men er snarere tilfældig indført til Landet. (Litt.: Ad. S. Jensen, »G.'s Fauna« [Kjøbenhavns Universitets Festskrift. 1928]). Will. Lundbeck. G.'s Planteverden. I det sidste Aarti er det nordligste G. blevet undersøgt ved Knud Rasmussen's Thule - Ekspedition og Lauge Koch's Jubilæums-Ekspedition, og endvidere har adskillige andre Rejser bl. a. af Magister M. P. Porsild og hans Sønner forøget vort Kendskab til forskellige Dele af Vestkysten, saaledes at den floristiske Side og vor Viden om G.'s Plantevækst, for de højere Planters Vedkommende, har naaet en naturlig Afslutning. Tallet af højere Planter angives nu at være 390 Arter (Blomsterplanter og Karsporeplanter). Selv den ugæstfri Nordkyst har vist sig at have en ikke helt ringe Flora (77 Arter). Af de 390 Arter anser Ostenfeld (1926) 50 for at være indvandrede til G. ved de gamle Nordboers Hjælp. I øvrigt inddeler han G. i 14 plantegeografiske Distrikter, 6 paa Vestkysten og 6 paa Østkysten, 1 omfattende Nordkysten og 1 det sydligste af Landet; det sidste nærmest svarende til Julianehaabsdistriktet, og dette er det planterigeste. I Overensstemmelse med Vestkystens mere beskyttede Beliggenhed og mere isfri Land er Floraen betydeligt rigere der end paa Østkysten. 134 Arter findes kun paa Vestkysten inklusive det sydligste Distrikt, ikke paa Østkysten; medens denne kun har 9 Arter, der mangler paa Vestkysten. Arterne deles i 3 plantegeografiske Typer: højarktiske, almindelige arktiske og subarktisk-boreale (d. v. s. sydlige) Typer, i Overensstemmelse med deres Fordeling i G. og andetsteds; endvidere i 8 geografiske Kategorier, efter som de er fundne i Nordamerika, men ikke i Europa, eller paa begge Kontinenter, eller i Europa, men ikke i Nordamerika o. s. v. Det viser sig, at Antallet af højarktiske Typer aftager jævnt fra Nord mod Syd og omvendt Antallet af sydlige Typer tiltager fra Nord mod Syd; den almindelige arktiske Type har sit Maksimum paa Østkysten mellem c. 68° og 72° nordlig Bredde og paa Vestkysten mellem c. 69° og 75° nordlig Bredde. De endemiske Arter er meget faa: 7 Arter, som alle tilhører saakaldte kritiske Slægter, det vil sige Slægter, der er i livlig Artdannelse i Nutiden, og det er sandsynligt, at i alt Fald 3 af dem er udviklede, efter at Nordboerne har koloniseret G., idet de tilhører Artsgrupper, som hører hjemme paa den skandinaviske Halvø; de er saaledes højst 900 Aar gamle. Foruden de 50 Arter, som er kommet ind med Nordboerne, er blot 24 Arter af sikker europæisk Oprindelse, c. 60 kan antages at have overlevet Istiden i G. selv, Resten, det vil sige 250 Arter, er rimeligvis indvandret til G. fra Nordamerika. Indvandringen er sket ved Hjælp af Vind, Fugle, Vand (d. v. s. mest Is), fraset Nordboplanterne, og det er ikke nødvendigt at antage nogen postglacial Landforbindelse med Island. Vigtigst har uden Tvivl Vinden været. Mod Nord er der i Smith Sund og Kennedy Kanal kun kort Afstand til Ellermere Land, og her har utvivlsomt været en Indvandringsvej, som dog har været mere benyttet i den postglaciale Varmeperiode. Mod Nordøst er nogle faa Arter indvandret fra Spitsbergen. Længere sydpaa er et vigtigt Indvandringsomraade omkring Holstensborg, hvor Baffins Land ikke er fjernt. Paa Østkysten er der tydelige Spor af Indvandring fra Island til Angmagssalik Egnen. Endelig er der en Indvandring til det sydligste Parti, fra Labrador. Fra de nordlige Indvandringsegne har Vindtransport over Isen om Vinteren været særlig virksom. (Litt: En Række floristisk-systematiske Arbejder af M. P. Porsild og C. Ostenfeld i »Meddelelser om G.« og The Flora of Greenland and its Origin i »Videnskabernes Selskabs Biologiske