Samtykke, er han dermed sikret imod ethvert Forsøg paa Vedtagelse af et Mistillidsvotum i Kamrene. Hvad Lovgivningsmagten angaar, er Parlamentets Deltagelse deri vel ikke formelt ophævet, men reduceret til en ren Skygge. Dels udøves Lovgivningsmagt i vidt Omfang gennem Regeringsforordninger (Lovdekreter) i Henhold til med Mellemrum fornyede vidtgaaende Fuldmagtslove. Dette er ganske vist ikke noget nyt i I., idet Lovdekreter (decreti-legge), skønt deres Forfatningsmæssighed var meget omstridt, allerede før Verdenskrigen som Følge af Parlamenternes Uduelighed var blevet et næsten nødvendigt Tilbehør i italiensk parlamentarisk Praksis; allerede i 1832 blev saaledes baade en ny Straffelov og en ny Valglov indført gennem kgl. Forordning. Men under Mussolini har dette Institut faaet fuld forfatningsmæssig Hjemmel, sidst ved en Lov af 31. Jan. 1926, hvorefter Regeringen bemyndiges til at ændre bestaaende Love ved kgl. Dekret, blot med den Begrænsning, at et saadant Dekret skal billiges af Parlamentet senest 2 Aar efter, at det er udstedt. Og dels er Betydningen af Parlamentets Samtykke til de Love, der forelægges det af Regeringschefen, gjort til nærmest blot en Formalitet igennem den Forandring af Parlamentets Sammensætning, som dette er undergaaet. Senatet, der alene bestaar af Medlemmer, udnævnte paa Livstid af Kongen, og hvis Medlemsantal kan forøges efter Forgodtbefindende, saaledes at en Modstand fra dets Side altid kan brydes, hvorfor det, skønt formelt ligeberettiget med det andet Kammer, aldrig har spillet nogen virkelig Rolle, har vel hidtil faaet Lov til at bestaa uforandret. Anderledes derimod med Deputeretkammeret, der efter Grundloven skal bestaa af Deputerede, valgte af Valgforsamlingerne i Overensstemmelse med Loven. Da det fascistiske Parti i 1922 kun talte et ringe Mindretal af Pladserne i Kammeret, gennemførte Mussolini, uden at Kammerflertallet vovede at modsætte sig dette, en ny Valglov i 1923, hvorefter det Parti, der over hele Landet opnaaede de fleste Stemmer, forudsat blot, at disse udgjorde 25 % af de afgivne Stemmer, skulde besætte 2/3 af samtlige Pladser og kun Resten fordeles efter Forholdstal mellem de andre Partier. Skønt denne Valglov ved Valgene i 1924 virkede efter Beregning, idet det fascistiske Parti, der mønstrede c. 65 % af de angivne Stemmer, fik sikkert Flertal i Kammeret, vedtoges dog allerede i 1925 en ny Valglov, hvorefter der igen skulde indføres simple Flertalsvalg i Enkeltmandskredse. Men inden denne nye Valglov traadte i Kraft, afløstes den af en ny Valglov af 17. Maj 1928, der, skønt den ikke helt har afskaffet Folkevalgene, har gjort disse nærmest til en blot Formalitet. Dette er sket ved paa en ejendommelig Maade at indordne det valgte Kammer som et integrerende Led af den ny fascistiske korporative Stat. Grundlaget for denne ny korporative Stat danner Korporationsloven af 3. Apr. 1926 og den derpaa hvilende »Arbejdets Forfatning« (Carla del Lavoro) af 21. Apr. 1927. Herefter skal den italienske Nation udgøre »en moralsk, politisk og økonomisk Enhed, der fuldstændig realiseres i den fascistiske Stat«. »Arbejde, være sig intellektuelt, teknisk eller haandværksmæssigt, er en social Pligt«, og »den samlede Produktion udgør fra et nationalt Synspunkt en Enhed«. Derfor skal alle arbejdende Borgere, for at Nationens Arbejde kan naa sin ypperste Udfoldelse og yderste Anspændelse, i videst muligt Omfang forenes i statsanerkendte, nationalt følende, d. v. s. fascistiske, Fagforeninger. I Overensstemmelse dermed er der dannet to store Sammenslutninger, en for Arbejdsgivere og en for Arbejdere. Hver af disse omfatter 6 Hovedafdelinger: for Industri, Handel, Landbrug, Pengevæsen, Sø- og Lufttransport samt Landtransport. For at faa Statsanerkendelse inden for en af disse Afdelinger maa Sammenslutningen være nationalt sindet, d. v. s. fascistisk, og det er kun saadanne statsanerkendte Fagforeninger, der gyldigt kan indgaa faglige Overenskomster, men til Gengæld binder de lovligt anerkendte fascistiske Fagforeningers Lønoverenskomster ogsaa de uden for dem staaende Arbejdere i Distriktet. De lokale Sammenslutninger er atter indføjet i Organisationer, der omfatter Provinser, og Provinssammenslutningerne, der kaldes Føderationer, sammensluttes siden i store Landsforeninger, der kaldes Konføderationer. Der er altsaa 12 store Konføderationer, 6 for Arbejdsgivere og 6 for Arbejdere, og hertil kommer endelig en 13., der omfatter Kunstnerne og de intellektuelle. Det er paa denne ejendommelige korporative Statsdannelse, at den nye Valglov for Deputeretkammeret af 17. Maj 1928 er bygget. Valget af det nye Kammers 400 Medlemmer foregaar paa den Maade, at Udnævnelsen af Valgkandidaterne og selve Valget af disse er henlagt til to forskellige Myndigheder. I første Henseende er det alene de anerkendte Erhvervskonføderationer, der har Forslagsret. De 13 store Konføderationer fremlægger en Liste paa 800 Navne, men da disse Konføderationer ikke omfatter alt produktivt Arbejde, opstiller yderligere nogle uden for Konføderationerne staaende saakaldte Associationer en Liste paa 200 Navne til Kammervalget. Disse 1000 Navne forelægges det »Store fascistiske Raad«, der ved en anden i 1928 vedtaget Lov fra et blot Partiorgan ophøjedes til et øverste Statsorgan, nemlig til »det højeste Organ, som kontrolerer hele det Regimes Virksomhed, der er udgaaet af Oktober-Revolutionen 1922«. Af de forelagte 1000 Navne udpeger Storraadet de 400, men det kan dog ogsaa træffe Valget uden for de 1000, naar dette er nødvendigt for at skaffe Mænd af stor Betydning, der maatte være udeladt paa Korporationernes Liste, ind i Kammeret. Naar de 400 Deputerede saaledes er udpeget, forelægges Listen Vælgerne. Valgret