Det ses heraf, at den hævdvundne Betegnelse K. (og Gaskrig) efterhaanden er blevet ganske misvisende. Kun de til Gasbølgeangreb anvendte Krigsgasarter (mest Klor og Blandinger af Klor og Fosgen) er egentlige Gasarter, Resten, og langt de fleste, er Vædsker, oftest med ret høje Kogepunkter, eller faste Stoffer. Kemi. Kemisk set er de fleste moderne Krigsgasarter halogensubstituerede organiske Forbindelser, d. v. s. organiske Forbindelser, i hvilke mere eller mindre Brint er erstattet med Halogenerne Klor, Brom eller Jod. De organiske Stofgrupper, der ved en saadan Ombytning af Brint med Halogen leverer kemiske Forbindelser, der kan anvendes som K., er især Kulbrinter (hvoraf afledes Krigsgasarter som Klorpikrin og Benzylbromid), Æthere (hvoraf afledes f. Eks. Dibrommethylæther og Diklordiæthylsulfid = Sennepsgas), Ketoner (der leverer bl. a. Klor- og Bromacetone), Syrer som Myresyre (hvoraf afledes Klormyresyreklorid = Fosgen) og Alkylsalte (der er Ophav til saa vigtige Krigsgasarter som Monoklormethylklorformiat = Palite, og Triklormethylklorformiat = Surpalite). Desuden findes der Krigsgasarter blandt Cyanforbindelserne (Cyanbrinte = Blaasyre og Klorcyan) og Arsinerne (f. Eks. Difenylklorarsin, Difenylaminklorarsin = Adamsit, og Klorvinyldikloarsin = Lewisit). Kun faa Krigsgasarter er uorganiske Stoffer f. Eks. Klor, Brom og Kvælstofoverilte. Fysiologi. Efter deres fysiologiske Virkninger deler man Krigsgasarterne i 5 Grupper, mellem hvilke dog Grænserne ikke er skarpe, nemlig: <table> <td>1)<td>Egentlig giftige Krigsgasarter (f. Eks. Blaasyre), <td>2)<td>Kvælende Krigsgasarter (f. Eks. Klor, Fosgen, Palite, Surpalite, Klorpikrin), <td>3)<td>Taaregas (f. Eks. Benzylbromid, Kloracetofenon, Bromacetone), <td>4)<td>Nysegas (f. Eks. Difenylklorarsin, Adamsit), <td>5)<td>Ætsende Krigsgasarter (f. Eks. Sennepsgas, Lewisit). </table> Inden for hver af disse Grupper skelner man mellem ubestandig Gas, hvis Virkning paa en beskudt Lokalitet paa Grund af stor Flygtighed eller Letpaavirkelighed af Vand, Luft og Jord hurtigt forsvinder (f. Eks. Fosgen), og bestandig (persistent) Gas, hvis Virkninger paa Stedet er mere eller mindre vedholdende, fordi den er tungtflygtig og i Besiddelse af betydelig kemisk Resistens (f. Eks. Sennepsgas). Nogle Krigsgasarter virker øjeblikkelig skadeligt paa Organismen (f. Eks. Klor og Fosgen), ved andre viser Virkningen sig først kortere eller længere Tid efter Paavirkningen (f. Eks. Sennepsgas). De egentlig giftige Krigsgasarter er Cyanforbindelser. De har specifik Giftvirkning paa Centralnervesystemet og fremkalder Svimmelhed, Hovedpine og i tilstrækkelig Dosis Standsning af Aandedræt og Hjertevirksomhed. Den mest kendte af disse Gasarter, Blaasyren, viste sig saa virkningsløs i Krigen, at man hurtig forlod den. Den er nemlig i Gasform saa let, at det er meget vanskeligt at frembringe farlig Koncentration af den i Luften. De kvælende Krigsgasarter er som oftest Klorforbindelser. De har kumulativ Virkning, d. v. s. lang Tids Indaanding af lave Koncentrationer har samme Virkning som kort Tids Indaanding af høje Koncentrationer. I lave Koncentrationer virker de irriterende paa Slimhinderne, i højere fremkalder de Lungeødem, ofte med dødelig Udgang. Gruppen omfatter de lettest flygtige Krigsgasarter, der kan optræde i højere Koncentrationer i Luften end de øvrige. Taaregas er i Reglen Bromforbindelser, der paa Grund af deres Tungtflygtighed kun kan forekomme i lave Koncentrationer i Luften eller i noget højere i Form af en Taagesky. Taaregas virker derfor sjældent dræbende. Nysegas er for det meste Arsenikforbindelser. Den fremkalder heftig Nysen, men Virkningen er kortvarig. Efter 1—2 Timer er de ramte i Reglen fuldt restituerede. Ætsende Krigsgasarter. Den mest kendte og betydningsfuldeste af disse, ja maaske af alle Krigsgasarter, er Sennepsgas. Dens Virkning paa ubeskyttede Mennesker viser sig først efter 2—7 Timers Forløb. Symptomerne er først en heftig Inflammation af Øjets Bindehinde med Opsvulmning af Øjenlaagene, dernæst Snue og Nysen. Derefter følger Rødme af blottede og fugtige Dele af Huden efterfulgt af Blæredannelse. De øvre Luftveje angribes. I svære Tilfælde kan der opstaa Lungeinflammation. Militær Anvendelse. I taktisk Henseende spiller Kendskabet til de forskellige Krigsgasarters fysiologiske Virkninger og kemiske og fysiske Egenskaber den allerstørste Rolle. Som almindelig Regel gælder, at til offensive Formaal anvendes især ubestandig, kvælende Gas indblandet med Taare- og Nysegas, medens der til defensive Formaal anlægges Spærrebælter af bestandig Gas, særlig Sennepsgas. Denne bruges ogsaa til forud for et Angreb at afskære Fjenden fra Forbindelse bagud ved at lægge et ugennemtrængeligt Bælte mellem hans Stormtropper og Reserver. For en Fører, der raader over flere forskellige Arter af Gasprojektiler, er det saaledes en vigtig Ting i hvert enkelt Tilfælde nøje at overveje, hvilke af dem han skal bruge, og hvorledes de skal bruges, for at opnaa størst mulig Virkning med mindst muligt Forbrug. Forsvar mod K. falder naturligt i to Dele: det aktive Forsvar og det passive. Det aktive Forsvar bestaar i Skydning med Gasprojektiler for at tvinge Fjenden til at anlægge Gasmasker og døje de Ulemper, som følger dermed. Tropper med paasat Gasmaske er saa ilde stedt over for Tropper, der kan tillade sig at kæmpe uden Maske, at det at raade over K. maa siges at være en nødvendig Forudsætning for at kunne forsvare sig mod Gasangreb. Det passive Gasforsvar falder atter i to Dele: den personlige og den kollektive Beskyttelse. Den personlige Beskyttelse opnaas ved Hjælp af Gasmasker (s. d.) og, om nødvendigt, Olietøj og imprægnerede Støvler og