Gustav Rasmussen i Revue de Droit international [Genève 1930]). G. R. * Krigsgas er gasformige, flydende eller faste Stoffer (Grundstoffer eller oftest kemiske Forbindelser), der, anvendt paa passende Maade, udøver en saa skadelig Virkning paa levende Organismer, at de er egnede til i Krigen at uskadeliggøre Modstanderen ved at fremkalde Død eller kortere eller længere Ukampdygtighed. Historie. Anvendelsen af K. gaar saa langt tilbage i Tiden, som Krigshistorien rækker. Allerede i det 5. Aarhundrede før Kristus anvendtes ved Belejringen af Byerne Platæa og Delion en typisk K., nemlig Svovlsyrling, frembragt ved Forbrænding af Svovl. Ved Belejringen af sidstnævnte By anvendtes endda til Udsendelsen af de svovlsyrlingholdige Flammer Apparater, der med fuld Ret kan kaldes Flammekastere. Videre frem gennem Oldtiden og Middelalderen finder man i romerske, arabiske og tyske Krigsbøger Gaskampmidler omtalt. Det drejer sig mest om Frembringelse af giftige Røgskyer, fremstillet ved Forbrænding af arsenik- og opiumholdige Stoffer. Med Krudtets Opfindelse omkring Aar 1300 træder Gaskampmidlerne stærkt i Baggrunden, fordi Skydevaabnene snart fik Overtaget over Tidens svage Befæstninger. Men omkring 1400 var Befæstningskunsten allerede saa fremskreden, at Gaskampmetoderne paany viser sig, nu i Form af »Dunstkugler« formede af Arsenik og brændbare Stoffer. De blev efter at være antændt kastet eller skudt over til Fjenden og kan saaledes anses som Forløberne for Nutidens Gasgranater. I det 15. Aarhundrede beskæftigede Leonardo da Vinci sig med Gaskampmetoder, og i det 17. foreslog den berømte Kemiker Glauber at fremstille Granater indeholdende Stoffer, der ved Granatens Knusning mod Maalet blandedes og udviklede Kvælstofoverilte, en K. der, naturligvis fremstillet paa mere rationel Maade, fandt udstrakt Anvendelse senere under Verdenskrigen. En anden K. fra Verdenskrigen, Cyanbrinte (= Blaasyre), blev foreslaaet allerede under Napoleonskrigene af en engelsk Kemiker, men hans Forslag blev dog ikke bragt til Udførelse. Ved Verdenskrigens Udbrud var Franskmændene i Besiddelse af Geværgranater fyldt med en taarefremkaldende K. Allerede i Oktbr. 1914 indførte Tyskerne som Fyldmasse mellem Blykuglerne i deres »Enhedsprojektil« et Stof, der ved Spredning i Luften skulde faa Fjenden til at nyse. Det viste sig dog at være uden synderlig Virkning. I Begyndelsen af 1915 indførte Tyskerne Granater, hvis Hulrum var fyldt med en taarefremkaldende Vædske, men om nogen Masseindsats var der endnu ikke Tale, hvorfor disse Taaregranater er forblevet ret ubemærkede. Springet fra disse Tilløb til Gaskrig i moderne Forstand blev gjort af Tyskerne. Det var den 22. Apr. 1915 om Eftermiddagen paa den belgiske Front mellem Bixchoote og Langemarck, at de paa een Gang aabnede for en stor Mængde Beholdere med flydende Klor, som de i Stilhed havde samlet sammen paa deres Front. I samme Nu flydende Klor strømmer ud af en Beholder, forvandler det sig til gasformigt Klor. Fra den tyske Front drev der derfor med Vinden store, gulgrønne Skyer af gasformigt Klor, der er betydelig tungere end Luften og derfor følger Jorden, over mod den belgiske Front, der paa dette Sted var besat af Kanadiere. Virkningen var frygtelig, fordi Klorangrebet var ganske uventet og Tropperne derfor uden Beskyttelsesmidler. For øvrigt udnyttede Tyskerne af en eller anden Grund ikke Virkningen af Angrebet, der dog for en Stund slog et stort Hul i Fjendens Front. Fra denne Dag regner man den virkelige Gaskrigs Begyndelse, og det med Rette, thi først fra nu af bliver K. en virkelig betydende Faktor i Krigsførelsen, fordi Teknik og Videnskab først nu er naaet saa vidt, at der kan blive Tale om Masseindsats af det nye Krigsmiddel. Grunden til, at man her greb til at anvende K. i stor Stil, var, at Krigen paa det Tidspunkt var stivnet i en Stillingskrig, hvor det viste sig umuligt ved de sædvanlige Projektilers Hjælp at opnaa tilstrækkelig Virkning mod Mandskab, der dækkede sig i Skyttegrave og Hulrum under Jorden. Gassen derimod kunde, ved at synke ned i Fordybninger og trænge ind i Hulrum, virke »om Hjørner«. Ved Udsendelsen af Gasskyer (Gasbølger) klæber der mange Ulemper. De kan kun udsendes under ganske bestemte meteorologiske Forhold, der langtfra altid er til Stede, og til selv et ganske kort Gasbølgeangreb skal der bruges kolossale Gasmængder, fordi Hovedmængden af Gassen naturligvis gaar oven over og uden om Maalet. Der udkræves derfor et enormt Forarbejde ikke mindst ved Transporten af de tunge Gasbeholdere (Staalflasker). Disse tungtvejende Ulemper medførte hurtigt, at man gik over til at indeslutte Gassen i Projektiler for ved deres Hjælp at sende Gassen over til Fjenden. Man skelner mellem to Slags Gasprojektiler, nemlig dem, der udskydes af Projektors og andre Minekastere (s. d.), og dem, der udskydes af Kanoner. De første rummer mere Gasstof end de sidste, men kan til Gengæld ikke udskydes paa saa lange Afstande. De første anvendes derfor særlig i Stillingskrigen til Udførelse af overvældende Gasangreb paa befæstede Stillinger, medens de sidste har mere universel Anvendelighed, men særlig hører hjemme i Bevægelseskrigen. Under Verdenskrigens Gang fortrængtes Gasbølgeangrebene efterhaanden næsten helt af Angreb med Gasprojektiler. Denne Overgang bevirkede, at man kom bort fra Anvendelsen af komprimerede Gasarter, som ikke egner sig til at fylde i Projektiler, og gik over til at anvende Vædsker med Kogepunkter op til c. 300° C, ja endog faste Stoffer. Virkningen opnaas da ved, at Gasstoffet ved Gasprojektilets Detonation dels spredes i Form af fine Draaber eller faste Partikler, dels fordamper. Er Talen om de tungest flygtige flydende eller faste Krigsgasarter, vil Dampen ved Afkøling fortættes og udskilles i Luften i kolloidal (s. d.) Form som en Taage eller Røg, der kan drive med Vinden omtrent som eri »ægte« Gassky.