System. Ligesom i denne Lov opstilles der vel tre Grupper af Legemsangreb: Legemskrænkelse, Legemsbeskadigelse og grov Legemsbeskadigelse, men det udkræves, at Legemskrænkelsen skal være forvoldt forsætlig. Naar der i de to første af de nedennævnte Grupper dog bliver Tale om at tillægge visse uforsætlige Følger af Legemsangrebet strafforhøjende Virkning (naar Legemsangrebet har haft en nærmere angiven Følge), er dette altid betinget af, at Følgen kan tilregnes Gerningsmanden som uagtsom. Dette følger af en almindelig Bestemmelse i Loven om, at naar Straf eller forhøjet Straf betinges af, at en forsætlig Lovovertrædelse har en bestemt uforsætlig Følge, indtræder denne Straf kun, naar en saadan Følge kan tilregnes Gerningsmanden som uagtsom, eller han har undladt efter Evne at afværge den, naar han blev opmærksom paa Faren. Det maa erkendes, at Grænsen mellem nedennævnte 3 Grupper ikke er fast, men dette har dog ikke afgørende Betydning, dels fordi Domstolene efter Bestemmelsernes Formulering har et Spillerum ved Bedømmelsen af det foreliggende Tilfælde, og dels fordi Strafferammerne griber over i hinanden. Legemskrænkelse (§ 244). Den, som øver Vold eller paa anden Maade angriber en andens Legeme, straffes med Bøde eller Hæfte (s. d., Suppl.). Offentlig Paatale af dette Forhold finder ikke Sted, medmindre almene Hensyn kræver det. Er den Angrebne derimod sagesløs eller en frugtsommelig Kvinde, eller har Angrebet paa Grund af de benyttede Redskabers eller Midlers Art eller de Forhold, under hvilke det er udøvet, haft en særlig farlig Karakter, kan Straffen stige til Fængsel i 2 Aar. Det er ikke nærmere defineret, hvad der forstaas ved »sagesløs«, men dette Begreb er fæstnet gennem Retspraksis. Straffen kan ligeledes stige, saafremt Legemskrænkelsen har haft Skade paa Legeme eller Helbred til Følge, naar Mishandling har fundet Sted, og naar Handlingen har medført Døden eller grov Legemsbeskadigelse; i sidste Tilfælde er den bestemt til Fængsel i indtil 6 Aar. Legemsbeskadigelse (§ 245). Den, der tilføjer en anden Skade paa Legeme eller Helbred, straffes med Hæfte eller med Fængsel indtil 3 Aar, under formildende Omstændigheder med Bøde. Har Angrebet været rettet mod en sagesløs Person eller en frugtsommelig Kvinde eller haft den ovenfor beskrevne særlig farlige Karakter eller har været forbundet med Mishandling eller har haft Døden eller grov Legemsbeskadigelse til Følge, er Straffen Fængsel indtil 8 Aar. I Modsætning til Straffeloven af 1866, der ved Afgrænsningen af denne mellemste Gruppe lagde Vægten paa, om der var tilføjet Saar, hvilket var mindre rationelt, er det afgørende nu, om der er sket Skade. Grov Legemsbeskadigelse. Denne Gruppe er det umuligt gennem legale Definitioner at afgrænse nedad. Ligesom i Straffeloven af 1866 og delvis sluttende sig til denne nævner Loven en Række Eksempler paa den grove Legemsbeskadigelse og slutter med en tilstrækkelig omfattende clausula generalis. For grov Legemsbeskadigelse straffes herefter den, der tilføjer nogen en saadan Skade, at han mister eller lider væsentlig Forringelse af Syn, Hørelse, Taleevne eller Forplantningsevne, at han bliver vanfør eller i høj Grad vansiret, at han enten for bestandig eller for lang ubestemt Tid bliver uskikket til at udføre sine Kaldspligter eller det daglige Livs Sysler, eller der tilføjes ham anden Skade paa Legeme eller Helbred af lige Betydning. Straffen er Fængsel fra 1—12 Aar (§ 246). For alle 3 Gruppers Vedkommende gælder det, at Straffen kan nedsættes, naar der er meddelt Samtykke fra den Overfaldne til Legemsangrebet, eller dette er udført under Slagsmaal, eller naar den Angrebne har udøvet Gengæld mod Angriberen. I den førstnævnte Gruppe bortfalder Strafskylden endog i disse Tilfælde helt, naar der ikke foreligger nogle af de her nævnte kvalificerende Momenter. For effektivt at kunne ramme vanemæssige Voldsmænd fastsætter Loven en forhøjet Straf i Gentagelsestilfælde (se Gentagelsesstraf), og Forhøjelse er ogsaa foreskrevet, hvis Legemsangrebet foretages af en Fange — enten medens han udstaar Straf eller af anden Grund holdes i Forvaring, eller efter at han er kommet paa fri Fod — mod en ved den paagældende Anstalt ansat. Loven har ikke som Straffeloven af 1866 særlige Bestemmelser om Straffen, naar der er øvet Vold mod Slægtninge i opstigende Linie eller Mishandling af Ægtefælle eller Børn, men bibeholder Bestemmelsen om Fortabelse af Arveretten. Dog skal den paagældende Slægtning fremsætte Begæring derom, hvorefter den Skyldige under en offentlig Sag dømmes til at have sin Arveret efter ham forbrudt (Lov 15. Apr. 1930 om Ikrafttræden af Straffeloven m. m.). Som noget nyt foreskriver Loven dernæst Straf for uagtsom Legemskrænkelse, selv om denne efter sin Beskaffenhed ikke kan henføres under Gruppen grov Legemsbeskadigelse, naar dog den tilføjede Skade er »betydelig«. Efter de i Loven af 15. Apr. 1930 om Ikrafttræden af Borgerlig Straffelov m. m. indeholdte Regler om Erstatning kan det paalægges den, der efter dansk Rets Erstatningsregler er ansvarlig for Krænkelse af en andens Legeme, at udrede ikke alene Erstatning for økonomisk Skade eller Tab, men ogsaa Godtgørelse for Forstyrrelse eller Ødelæggelse af Stilling eller Forhold. E. L-n. Legemsstraf er ikke optaget blandt de efter Borgerlig Straffelov af 15. Apr. 1930 over for Straffefanger anvendelige Disciplinærstraffe. E. L-n. Leger, Rettelse: Linie 29: indført, læs: indfødt Leger, L. P. M., d. 1923. leges agrariæ, se Agerlove. Legevold, se Gymnastik, S. 480. Legnago, (1925) 18680 Indb. Legnano, (1925) 27085 Indb. Legnano-Kanalen, se Italien, S. 635. Legrand, L. Auguste Mathieu, f. 23. Septbr. 1863 (ikke 1864) i Dijon.