Ved Stortingsvalget i 1927 var der 2050
Stemmeberettigede, hvoraf 57,7 % afgav Stemme.
Byen vælger 7 Repræsentanter
til Stortinget sammen med
Flekkefjord, Haugesund,
Kristiansand og Stavanger.
Bykommunens Gæld pr. 30. Juni 1927 var
5,4 Mill. Kr. Automobilrute til
Kristiansand 47 km, til Byremo
60 km, Aaseral 82 km. (
Litt.:
Chr. A. Bugge, »En
Sørlandsby. Erindringer og
Skildringer fra M. i gammel og
nyere Tid« [Oslo 1924]).
M. H.
Mandal Vaaben.
Mandalavangi, se
Batavia.
Mandarin, se
Te.
Mandarin, se
Naftolorange og
Orange.
* Mandatsvig er et i dansk Ret ikke
tidligere anvendt Forbrydelsesbegreb. Ved M.
forstaas det i Berigelseshensigt foretagne Misbrug
af den Adgang, der er givet en Person til at
handle for en anden, enten saaledes, at der
blot tilkommer ham en Legitimation til med
bindende Virkning for den anden at handle
paa dennes Vegne eller der paahviler ham en
ligefrem Pligt til at varetage den andens
Formueanliggender. Borgerlig Straffelov af 15. Apr.
1930 foreskriver saaledes, for saa vidt
Forholdet ikke kan straffes bl. a. for Bedrageri (s. d.)
eller Underslæb (s. d.), Straf for den, som for
derigennem at forskaffe sig eller andre
uberettiget Vinding paafører en anden Formuetab ved
Misbrug af en for ham skabt Adgang til at
handle med Retsvirkning for denne (f. Eks. ved
Benyttelse af en af en Fejltagelse modtaget
Blanketfuldmagt), eller ved i et
Formueanliggende, det paahviler ham at varetage for den
anden, at handle mod dennes Tarv (§ 280).
Straffen er Fængsel indtil 2 Aar, men kan
nedsættes til Hæfte (s. d.) eller Bøde, hvis
Forbrydelsen paa Grund af de
Omstændigheder, hvorunder den er begaaet, det lidte
Formuetabs ringe Betydning m. m., er af
særlig ringe Strafværdighed, og under i øvrigt
formildende Omstændigheder kan Straffen i disse
Tilfælde endog helt bortfalde.
E. L-n.
Mandbarhed, d. s. s.
Pubertet.
* Mandbjerg, 1) Domænegaard i Nr.
Rangstrup Herred, Syd for Toftlund. Areal 136 ha.
Mandbjerg, Stationsby,
Haderslev—Arnum-Banen. (Se
Danmark, Samfærdselskortet,
Suppl.).
Manddrab. Den af Straffeloven af 1866
opstillede Sondring mellem Drab paa den ene
Side og Mord (ɔ: overlagt M.) paa den anden
Side er opgivet i Borgerlig Straffelov af 15.
Apr. 1930. Den Omstændighed, at et Drab er
overlagt, behøver ikke at være Udtryk for, at
Handlingen i Modsætning til andre
Drabstilfælde er af en absolut større Strafværdighed,
saaledes at Gerningsmanden ubetinget skal straffes
paa Livet. Under Hensyn hertil og til, at det
viste sig at være særdeles vanskeligt at give
nogen fast Bestemmelse af, hvad der skulde
forstaas ved Overlæg, foreskriver Loven nu,
at den, der dræber en anden, straffes for M.
med Fængsel fra 5 Aar indtil paa Livstid (§
237). Dette falder saa meget naturligere, som
Dødsstraffen er bortfaldet ved den nye
Straffelov.
De tidligere særlige Bestemmelser om
Anvendelsen af en mildere Straf, naar Drabsmanden
har udøvet Gerningen i en ved en nærmere
angiven Provokation fremkaldt oprørt
Sindsstemning, er ligeledes forsvundet, da en
saadan Nedsættelse nu kan ske efter de i Loven
for Straffens Fastsættelse foreskrevne
almindelige Regler. Ligeledes er Bestemmelsen om en
særlig, højere Straf, der skulde bringes i
Anvendelse over for den, der forøvede forsætlig
Drab af Slægtning i opstigende Linie eller af
Ægtefælle, bortfaldet, thi selv om en saadan
Forbrydelse vel i Almindelighed vil være af en
særlig graverende Karakter, behøver dette dog
ikke altid at være Tilfældet, og i øvrigt er
Trangen til en særlig Straffebestemmelse for
disse Forbrydelser, ligesom for Mord i øvrigt,
bortfaldet, saaledes som Straffen for M. nu er
bestemt i Loven.
For Drab af en anden efter dennes bestemte
Begæring foreskriver Loven Straf af Fængsel i
indtil 3 Aar eller Hæfte (s. d.,
Suppl.), ikke under
60 Dage (§ 239). I det i Rigsdagssamlingen
1924—25 fremsatte Forslag var i denne Forbindelse
foreslaaet en Bestemmelse om, at Straffen,
saafremt Handlingen var foretaget for at befri en
haabløs Syg for svære uafvendelige Lidelser,
under særlige Omstændigheder kunde bortfalde.
Der henvistes som Begrundelse heraf til, at der
har foreligget Tilfælde, hvor det vilde være i
Strid med den almindelige Retsbevidsthed at
straffe en saadan Handling. Man var ganske
klar over de Vanskeligheder, der kunde opstaa
ved Afgørelsen af, dels om der fra den Syge
foreligger en saadan Begæring, afgivet under
Omstændigheder, hvor den Syge havde været
klar over Betydningen deraf — i mange af disse
Tilfælde vilde den Syge paa Grund af
mangelfuld Sjælstilstand være ude af Stand til at
fremsætte en saadan Begæring — og dels om
den Syges Tilstand er haabløs. Under Hensyn
til disse Vanskeligheder og til Faren for, at
Bestemmelsen kunde give Anledning til Misbrug,
blev den udeladt i det i 1927—28 fremsatte
Forslag og blev ikke siden genoptaget.
Medtaget i den nye Lov er endvidere
Bestemmelsen om Straf for den, der medvirker til,
at nogen berøver sig selv Livet. Straffen er
Bøde eller Hæfte eller — som noget nyt —
hvis Handlingen er foretaget af egennyttige
Bevæggrunde, Fængsel indtil 3 Aar (§ 240).
Medens den tidligere Straffelov kun foreskrev Straf
for at »hjælpe«, er nu enhver Medvirken,
saaledes ogsaa Anstiftelse, strafbar. Bestemmelsen
om Straf for Hjælp til Selvmord har i Tidens
Løb kun fundet Anvendelse meget sjældent, og
en tilsvarende Bestemmelse findes ikke i en
Række europæiske Straffelove eller i Udkast
fra nyere Tid.
For saa vidt angaar
uagtsomt M., er der
sket en betydelig Forhøjelse af Straffens
Maksimum — under skærpende Omstændigheder med
Fængsel i indtil 4 Aar, altsaa kun et Aar under
Minimumsstraffen for Drab — hvilket er i
Overensstemmelse med det i Loven fulgte Princip
