Afgørelse ved Voldgift. Mest kendt er nu et Skrift fra 1623 af Emeric Crucé, der var langt forud for sin Tid (og derfor miskendt af den), navnlig derved, at den Føderation, han foreslog, skulde omfatte ogsaa de ikke kristne Stater uden for Europa. De Planer, som Hertugen af Sully i sine Memoirer med Urette tillagde Henrik IV, forudsatte en fælles Krig mod Spanien. Abbé de Saint-Pierre's omfattende »Forslag til en varig Fred«, der udkom 1712—16, blev Grundlaget for Drøftelsen i det 18. Aarh. Foruden de ovennævnte Forslag, hvis Ophavsmænd alle er franske, fremsattes adskillige andre, saaledes af William Penn (1693), Montesquieu (1724), Jeremy Bentham (1789) og Kant (1795). Napoleon den Store, som mod Slutningen af sin Regering troede paa Nødvendigheden af et fremtidigt europæisk Forbund, erklærede 1815, at det havde været hans Maal at udbygge un grand système fédératif européen. Efter Verdenskrigen blev lignende Tanker for en Del virkeliggjort ved Oprettelsen af Folkenes Forbund og den faste Verdensdomstol i Haag, hvilke Institutioner dog i deres Virkeomraade ikke er begrænset til Europa alene. Imidlertid har Krigens Følger siden ladet netop de europæiske Landes indbyrdes Afhængighed og Samhørighed især i økonomisk Henseende træde tydeligere frem. Stærkest er efter Krigen Nødvendigheden af en europæisk Samvirken blevet hævdet af Østerrigeren Grev Coudenhove-Kalergi, som 1922 indledte Agitationen for et »Paneuropa«, og hvis utrættelige Arbejde det i første Række skyldes, at den fælleseuropæiske Idé paa faa Aar vandt saa meget Fodfæste, at ledende Statsmænd begyndte at beskæftige sig med den. Sit Gennembrud som Genstand for Drøftelse i praktisk Politik fik Tanken, da den franske Udenrigsminister Aristide Briand i en Tale paa Folkeforbundsforsamlingen i Genève den 5. Septbr 1929 foreslog at tilvejebringe en Art føderativ Forbindelse mellem Europas Lande (une sorte de lien fédéral). Paa et Møde i Genève den 9. s. M. blev det aftalt med de europæiske Magters Førstedelegerede, at den franske Udenrigsminister skulde udarbejde et Memorandum til Forelæggelse for de europæiske Landes Regeringer, hvis Svar derpaa skulde drøftes under Folkeforbundets Delegeretforsamling Septbr 1930. Dette Memorandum, der overraktes de forskellige Regeringer 17. Maj 1930, indeholdt et Udkast til en europæisk Union, som skulde behandle fælleseuropæiske Spørgsmaal, og hvis Opbygning i meget mindede om Folkeforbundets Struktur. Det foresloges saaledes at indføre en regelmæssigt sammentrædende europæisk Konference, bestaaende af Delegerede for alle Unionens Medlemmer, at oprette et fast Sekretariat og at nedsætte et udøvende Raad i Form af et staaende politisk Udvalg, hvori ikke alle Medlemsstater skulde have Sæde. I deres Svar gav de 26 adspurgte europæiske Magter Udtryk for vidt forskellige Synspunkter over for og megen Kritik af den i det franske Memorandum foreslaaede nye Organisation. Italien og Tyskland hævdede saaledes Nødvendigheden af en Revision af Fredstraktaterne fra 1919—20. Storbritannien udtalte sig med Tilbageholdenhed om Planens Realitet. Den hollandske og andre Regeringer tog Afstand fra Briand's Tanke om at underordne de økonomiske Spørgsmaal under de politiske, og adskillige Lande, deriblandt Danmark, kritiserede den foreslaaede Oprettelse af et udøvende politisk Raad og et fast Sekretariat og fandt det bedre foreløbig at nøjes med en periodisk sammentrædende europæisk Konference. Alle Regeringerne gav dog i Princippet Planen deres Tilslutning og erklærede sig rede til en nærmere Drøftelse af den. Svarene viste ogsaa Enighed om at betone Hensynet til Folkenes Forbund, som ikke burde lide Afbræk ved den paatænkte nye europæiske Organisation. Flere af de Spørgsmaal, hvis Løsning den foreslaaede Union tænkes at skulle arbejde for, har i øvrigt tidligere været behandlet inden for Folkeforbundet paa Konferencer og i Traktater af overvejende europæisk Tilsnit, se saaledes Toldkonferencen (Suppl.) og Udførselskonventionen (Suppl.). — (Litt.: Oplysninger om de ældste Forslag findes i Chr. L. Lange, Histoire de l'internationalisme, I [til 1648] [Oslo 1919]. Hovedorganet for Coudenhove-Kalergi's Idéer er det af ham udgivne Tidsskrift »Paneuropa« [Wien 1924 ff.]. Af hans Bøger kan nævnes »Kampf um Paneuropa«, I-III [Wien 1928]). G. R. United Provinces, Indien. Universitetet i Allahabad oprettedes 1887, 1916 oprettedes et Hindu-Universitet i Benares, 1920 Universitetet i Lakhnau, og et muhammedansk Universitet i Aligahr, 1927 Universitetet i Agra, tilsammen med (1925—26) 4782 Studenter, desuden findes 1 Ingeniørskole i Rurki, Landbrugsskole i Khanpur, Industriskole og Lægeskole i Lakhnau, Skoler for engelske Lærere i Allahabad, Lakhnau og Agra, 852 højere Skoler med 121326 Elever, 1822 Folkeskoler med 1 Mill. Elever, 1937 Pigeskoler med 76355 Elever. Der er tvungen Skolegang i 23 Kommuner. 4,9 % af den mandlige og 0,5 % af den kvindelige Befolkning har nydt Skoleundervisning. I U. P. er 13 % af Arealet Skov, 12 % dyrket med Overrisling, 36 % dyrket uden Vanding, 4 % Brakmark. M. V. * Universitets - Jubilæets Danske Samfund, en Forening, som stiftedes 29. Novbr 1879 til Minde om Kjøbenhavns Universitets 400 Aarsfest s. A., og hvis Formaal det er at varetage det danske Sprogs Interesser ved Udgivelse af ældre dansk Litteratur og Arbejder om dansk Sprog, dets Dialekter og Folkeminder. Sjælen i dette Foretagende var fra først af Professor G. Stephens, der virkede utrættelig baade ved at hverve Medlemmer og yde personlige Bidrag; han indtraadte i dets første Bestyrelse, der bestaar af 7 indenbys Medlemmer. Som Formand virkede først Etatsraad E. Collin, der efterhaanden afløstes af Pastor J. Kok, Geheimekonferensraad J. F. Schlegel, Professor O. Jespersen, Professor Ludv. Wimmer, Professor Vilh. Andersen og siden 1924 af Professor Johs. Brøndum-Nielsen. Ved Bidrag af Medlemmerne (i Begyndelsen c. 65, efterhaanden stigende til