hvis en Sigtelse ved sin Form er utilbørlig fornærmende, alene nedlægge Paastand om Straf som for Ringeagtsytring, og Fornærmeren maa da ikke føre Sandhedsbevis, medmindre almene Hensyn afgørende taler herfor. Om dette er Tilfældet, afhænger ganske af Domstolenes Skøn. Denne Bestemmelse aabner altsaa Adgang for den, mod hvem der i utilbørlig Form er rejst en sand Sigtelse, til alene at kræve Straf for den anvendte Form uden at maatte udsætte sig for, at Beviset for Sigtelsens Rigtighed kan blive ført under Sagen, da dette altsaa kun tilstedes under ganske særlige Omstændigheder. Denne Form for Oprejsning er naturligvis mindre tilfredsstillende for den Fornærmede, da Spørgsmaalet om, hvorvidt han er skyldig i det paasigtede Forhold eller ej, stadig vil staa aabent for Offentligheden. Loven indeholder imidlertid ogsaa Undtagelser fra Hovedreglen om, at Sigtelser kun er straffri, saafremt der er ført Sandhedsbevis. Den, der i god Tro har fremsat en Sigtelse, er saaledes straffri, naar han er forpligtet til at udtale sig (saaledes hvis han f. Eks. fremsætter Sigtelsen i Embeds Medfør eller som Vidne eller for at efterkomme den ham paahvilende Pligt til at foretage Anmeldelse om visse Forbrydelser, se Afværgelsespligt), eller naar han har handlet til berettiget Varetagelse af eget eller andres Tarv. Straffen kan endvidere bortfalde, naar der oplyses Omstændigheder, der gav ham Føje til at antage, at Sigtelsen var sand, eller naar Ringeagtsytringen eller Sigtelsen er fremkaldt ved utilbørlig Adfærd af den Forurettede, eller denne har øvet Gengæld mod Fornærmeren (givet ham igen med samme Mønt). Paatalen af Æ. er privat, dog kan den Forurettede begære offentlig Paatale, naar en Sigtelse fremsættes i navnløs eller med urigtigt eller opdigtet Navn forsynet Skrivelse, idet han derved kan faa Sagen, hvis Opklaring under de foreliggende Omstændigheder vilde være vanskelig eller umulig med de til en Privatmands Raadighed staaende Midler, forfulgt af Politiet. Æ. overfor afdøde Personer straffes kun, naar Fornærmelsen bestaar i Sigtelser, og Straffen er mindre, nemlig Bøde, og kun, hvis Æ. foreligger som Bagvaskelse, kan den stige til Hæfte. Er der gaaet over 20 Aar efter, at den Paagældende er død, kan Æ. kun paatales, saafremt de fremtræder som Bagvaskelse (berettigede til Paatale er den Afdødes Ægtefælle, Forældre, Børn eller Søskende). Ved Mortifikation af Æ. er der sket den Ændring, at Ringeagtsytringer ikke skal mortificeres (efter deres Beskaffenhed er Mortifikation uden nogen Mening), saaledes at der kun ved Sigtelser, naar de har vist sig ubeføjet, efter den Fornærmedes Paastand skal optages en Bemærkning i Dommen herom. Den Fornærmede kan endvidere efter Paastand under Sagen faa den Skyldige tilpligtet at udrede til ham en bestemt Sum til Bestridelse af Omkostninger ved at lade Dommen offentliggøre i en eller flere offentlige Tidender. E. L-n. Æresoprejsning. Det i Loven af 1894 indførte Princip for Opnaaelse af Æ. er videreført ved Lov af 14. Marts 1924, saaledes at domfældte Personer under nærmere angivne Betingelser faar Ret til Æ. efter 5 Aar, hvis Straffen ikke har været højere end Fængsel paa Vand og Brød, og efter 10 Aars Forløb, hvis Straffen ikke har været højere end Strafarbejde i 2 Aar og ikke er idømt for en Sædelighedsforbrydelse. Den skriftlige Erklæring om Opnaaelsen af saadan Æ. udfærdiges af Politiet. I Straffeloven af 1866 findes ingen almindelige Regler om, eller i hvilket Omfang, begaaede strafbare Handlinger eller den for disse idømte Straf medfører, at den Dømtes borgerlige Rettigheder fortabes. Loven hjemlede kun Adgang til at idømme Fortabelse af Embede, Bestilling eller Valgret som Straf. I Erkendelse af den Usikkerhed, det kan medføre, at Afgørelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt en Straffedom efter Beskaffenheden af den af Gerningsmanden udøvede Forbrydelse medfører Indgreb i hans borgerlige Rettigheder, var henlagt til en Række forskellige Myndigheder, efter som Afgørelsen skulde træffes f. Eks. vedrørende Spørgsmaalet om Udøvelse af Valgret eller om Adgangen til Udøvelse af Erhverv, for hvilke det er en Betingelse, at den Paagældende har ført en hæderlig Vandel, er Afgørelsen af dette for den Dømte saa vigtige Spørgsmaal i Borgerlig Straffelov af 15. Apr. 1930 henlagt til Domstolenes Afgørelse samtidig med den enkelte Straffesags Paadømmelse. Forudsætningen for, at de borgerlige Rettigheder kan fradømmes nogen, er dog, at han har begaaet Forbrydelsen efter sit fyldte 18. Aar, og at han for denne idømmes Straf af Fængsel (dog ikke Ungdomsfængsel) eller dømmes til Indsættelse i Arbejdshus eller til at tages i Sikkerhedsforvaring (se Sikkerhedsforanstaltninger), og at han findes at have gjort sig skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling (§ 78). Hvis en dansk Undersaat eller en herboende Person i en fremmed Stat er straffet for en Handling, der, bedømt efter dansk Ret, kan paadrage højere Straf end Hæfte (s. d.) kan Frakendelsen dog ogsaa ske her i Landet, idet der i saa Fald efter Rigsadvokatens Paabud kan anlægges Sag mod Vedkommende alene til Afgørelse af dette Spørgsmaal. Naar disse almindelige Betingelser er til Stede, skal de borgerlige Rettigheder frakendes, enten for et ved Dommen fastsat Tidsrum, dog ikke under 5 Aar, eller for bestandig. Rettighederne fortabes fra den Dag, Dommen bliver endelig (ɔ: upaaankelig). Er Fradømmelsen af Rettighederne sket paa Tid, begynder denne at løbe fra den Dag, Straffen er udstaaet, forældet eller eftergivet, eller fra Domfældte er endelig løsladt fra Arbejdshus eller Sikkerhedsforvaring. Naar de borgerlige Rettigheder er frakendt nogen, bortfalder hans Ret 1) til offentlige Tjenester eller Hverv, som han beklæder, samt til at opnaa Ansættelse i saadanne, 2) til at stemme eller vælges ved offentlige Valg, 3) til at virke som Dispachør, Mægler eller autoriseret Translatør, Læge, Tandlæge, Dyrlæge eller Jordemoder, som Landinspektør, som Bestyrer af eller Lærer ved Opdragelseshjem