Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Chengalpat, Tshengalpat, Distrikt i den indobrit. Prov. Madras ved Kysten af den bengalske Bugt - Chénier, - 1) Marie André de, fr. Digter, (1762-1794) - 2) Marie Joseph de, fr. Digter, (1764-1811)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indb., næsten alle Hinduer. 2) Mindre By i
Distriktet C., havde forhen en stærk Fæstning.
M. V.
Chénier [∫e↱nie], 1) Marie André de, fr.
Digter, f. i Konstantinopel 29. Oktbr 1762,
guillotineret i Paris 25. Juli 1794. Faderen var
Generalkonsul i Konstantinopel, Moderen en skøn
og aandfuld
Grækerinde,
der tidlig
prægede hans
Sind med
Hellenismens
ideelle
Klarhed. Som
treaarig kom han
til Frankrig,
uddannedes
dels af sin
Moder, dels
paa Collège de
Navarre og
blev 20 Aar gl
Løjtnant i
Armeen. Dog
snart efter
opgav han den
milit. Løbebane
og kastede sig over klass. og vidensk. Studier
med en Iver, saa han blev syg af Overanspændelse
og maatte søge Helbredelse ved et Ophold
i Schweiz. 1787 blev han Sekretær ved
Legationen i London, men opgav snart Diplomatien for
at vende hjem til Paris (1790) og vie sit Liv til
Frihedens Sag. I Journal de Paris, som han
grundlagde sammen med Roucher, bekæmpede
han Royalismens Misgerninger og prædikede en
ideal Frihed, der dog snart blev Jakobinernes
tyranniske Radikalisme for moderat og blodløs.
C. begyndte nu at bekæmpe Terrorismen; der
foresvævede ham Billedet af et konstitutionelt
Monarki, og da Kongen fængsledes og
anklagedes paa Liv og Død, optraadte han endog som
Forsvarer af Kongeværdigheden. I Kongens Navn
appellerede han i Moniteur Dommen til Folket.
Senere hyldede han Charlotte Corday, Marat’s
Morderske, i en begejstret Hymne, og
Velfærdskomiteen lod ham endelig arrestere 7. Marts
1794. I Fængslet Saint-Lazare skrev han nogle
af sine skønneste Digte; 24. Juli overførtes han
til Conciergeriet; hans Eksistens var nær gaaet
i Glemmebogen; nu afgjordes hans Skæbne i et
kort og samvittighedsløst Forhør, og 25. Juli
førtes han til Guillotinen. Kun 2 Dage efter
oprandt 9. Thermidor med Robespierre’s Fald, der
kunde have reddet ham. Saaledes bortreves den
unge Digter-Idealist midt i sin Udvikling. Paa
selve sin Dødsdag skrev han beaandede Vers og
tiltaler uforfærdet Døden i det Øjeblik, den
banker paa Fængselsdøren for at føre ham til
Skafottet. Paa Vejen til Guillotinen slog han sig for
Panden og udbrød smertelig: »Jeg havde dog
endnu saa meget derinde!«. Skønt C.’s
digteriske Arv kun er liden, vejer den meget. Hans
Elegier, Hymner, Oder og poetiske Breve
samledes først 1819. Chateaubriand apoteoserede
hans Muse, og C.’s Lyrik blev betragtet som en
af Romantikkens første tidlige Foraarsdage. C.’s
Digtning betegner virkelig en Fornyelse: »hans
Olymp staar ikke i Versailles, men i Hellas
selv«. Han flyede Kunstpoesiens Rokokohaver og
søgte tilbage til Hellenismens klare, simple
Natur. Som Dreng havde han oversat Anakreon’s,
og Sappho’s Vers; 1786 berejste han den gr.
Halvø, og Antikkens Aand og Natursandhed
genfødtes i hans Digtersjæl, samtidig med at
Nyklassicismen opstod i Kunsten ved
Winckelmann og Sergel. Naturens rene klare Kilder
risler gennem hans rytmiske Vers og svulmer
i hans frihedselskende Hymner. Hans Plastik
er frigjort og ædel, hans Tanker tager original
Farve, hans Fantasi kan flyve, hans Følelse
stige til Lidenskab. Ved sit Gemyts dybe
Inderlighed er denne Nyklassiker tillige moderne,
romantisk paa lgn. Maade som Goethe er det.
De fr. Romantikere, navnlig Lamartine, skylder
ham meget. — Kritiske Udg. af C.’s Poesier
besørgedes 1862, 1872 og 1882 af Becq de
Fouquières (1888 Luksusudg. med
Raderinger af Bida). Paul Lacroix har udg.
hans Prosaværker (1840). Den seneste Udg. af
hans Værker er Guillard’s (1899) 2 Bind;
Œuvres inédites udgaves af Abel Lefranc
(1914). (Litt.: Rouquet, Les C., portraits,
lettres et fragments inédits [1891]; Haraszti,
La poésie d’ A. C. [1892]; Morillot, A. C.
[1894]; Glachant, A. C. [1902]; Faguet,
A. C. [1902]).
 |
| M. A. de Chénier. |
|
| M. J. de Chénier. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
