Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cicero, Marcus Tullius, rom. Statsmand, Taler og Forf., (106-43 f. Kr.) - Cicero, Quintus Tullius, (102-43 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(de inventione) tilhører C.’s Skr om Talekunstens Teori
hans senere Leveaar. Det betydeligste af dem, de
oratore (3 Bøger), er skrevet kort efter
Landflygtigheden (55); to andre, Orator og Brutus,
i hans sidste Periode (46). De er i det rent
tekniske afhængige af den gr. Teori, men tillige
Udtryk for en stor praktisk Erfaring og sikker
Formsans; Brutus er desuden af stor
litteraturhistorisk Interesse, idet den indeholder den
rom. Veltalenheds Historie; i Orator forsvarer C.
sig mod den attikiserende Retning, der kom op
i hans sidste Aar.
3. Filosofiske Skrifter. I sin
Ungdom oversatte C. nogle Dialoger af Platon og
Xenofon; dernæst vendte han 54 tilbage til disse
Studier og skrev de re publica (om Staten, opr.
6 Bb.; kun overleveret i Brudstykker) samt
paabegyndte i 52 de legibus (om Lovene), der
aldrig blev fuldendt. Af de andre Skr, der alle
tilhører hans sidste Leveaar, er de vigtigste:
Academica (erkendelsesteoretisk, ufuldstændig
overleveret); de finibus bonorum et malorum
(5 Bb., om det højeste Gode og Onde, C.’s etiske
Hovedskrift); Tusculanae disputationes (5 Bb.,
etiske Specialundersøgelser); de natura deorum
(3 Bb., om Gudernes Væsen) og de divinatione
(2 Bb., om Spaadomsevnen); de officiis (3 Bb.,
om Pligterne, et Etikkens System) samt de
mindre Afh. Cato maior s. de senectute (om
Alderdommen) og Laelius s. de amicitia (om
Venskabet), foruden fl. a., der for største Delen
er tabte. Næsten alle disse Skr er forfattede i
stor Hast og er ikke væsentlig andet end
Oversættelser fra Græsk. C. selv var ikke filos.
anlagt, og hans Skrifter indeholder talrige
Uklarheder i Tanken og ligefremme Misforstaaelser i
Gengivelsen. Ikke destomindre har de haft en
overordentlig Bet.: de populariserede den gr.
Filosofi for Romerne; de var en vigtig Del af
Middelalderens filosofiske Læsning, og for os er
de Hovedkilden til vor Kundskab om den gr.
Filosofis Historie fra Aristoteles’ Død til hen imod
Kristi Fødsel. Endelig er de — i Forbindelse
med C.’s øvrige Produktion — det fyldigste
Udtryk, vi har for den gr.-rom. Dannelse paa
dens Højdepunkt. C. sluttede sig i sin
Erkendelseslære til det nyere Akademis skeptiske
Retning, i Etikken til de maadeholdne Stoikere;
men han refererer tillige en Mængde afvigende
Anskuelser, idet næsten alle Skrifterne
(undtagen de officiis) er affattede i Dialogform, og
han har saa godt som overalt benyttet Kilder,
der er tabte i Originalen.
4. Breve. Der er os overleveret følgende
Samlinger, alle udgivne efter C.’s Død: 1) ad
familiares (til Venner), 16 Bb., udg. af C.’s
Frigivne og Sekretær Tiro; 2) ad Quintum fratrem,
3 Bb.; 3) ad M. Brutum, 2 Bb. (disse Breves
Ægthed har, især tidligere, været bestridt);
4) ad Atticum, 16 Bb. Oldtiden kendte ogsaa
andre og fyldigere Samlinger, ordnede efter
Modtagerne. C.’s Korrespondance viser os ham
fra hans elskværdigste Side og giver os ikke
blot et Kendskab til ham selv, som vi ikke har
til nogen anden Personlighed fra Oldtiden, men
er tillige af største Vigtighed i hist. Henseende.
5. Endelig har C. forsøgt sig som Digter, dels
med en Oversættelse af Aratos, dels med et
Epos om Marius (begge Ungdomsarbejder),
endelig med et episk Digt til Forherligelse af sit
Konsulat, forfattet i 62, og et om sine
Lidelsesaar; de sidste har indbragt ham megen Spot
p. Gr. a. deres grænseløse Selvros, men er nu
tabte, ligesom »Marius«; af Aratosoversættelsen
er Fragmenter tilbage. (Litt.: At give en
samlet Oversigt blot over Cicerolitteraturens
vigtigste Frembringelser er her umuligt; den,
der vil kende Udg. og Overs. af de enkelte
Skr, kan finde dem f. Eks. i Teuffel’s
»Gesch. d. röm. Litt.«, 1. Bd ell. i Schanz’s
»Gesch. d. röm. Litt.« Bd I2. Den kritiske
Hovedudgave er besørget af Orelli,
Baiter og Halm (Zürich 1845—62, 4 Bd)
(dertil 5 Bd af Orelli-Baiter’s ældre Udg.
(Zürich 1833), indeholdende de antikke
Kommentarer til C. og 6—8 Bd med Indices o. s. v.,
1836—38). Gode Tekstudgaver af Baiter
og Kayser (Leipzig 1860—69, 10 Bd); C. F. W.
Müller o. fl. [Leipzig 1885 ff., 11 Bd]. Vigtige
Specialudgaver: Talerne mod Verres ved
Zumpt [Berlin 1831]; de oratore ved Ellendt
[Königsb. 1840, 2 Bd]; de finibus ved Madvig
[Kbhvn 1876, 3. Udg.]; Brevene ad familiares
ved Mendelssohn [Leipzig 1893]. Nyere
krit. Udg. af fl. Taler ved Clark [Oxford]. En
god Komm. til et Udvalg af Talerne ved Halm
[7 Hæfter, Berlin 1850—66 og oftere senere]. —
Leksika, foruden Indices til Orelli’s og
Baiter’s Udgave: Ernesti, clavis Ciceroniana [i
hans Udg., sidste Gang Halle 1820]; Schütz,
Lexicon Ciceronianum [Leipzig 1817, 4 Bd];
Merguet, »Lexikon zu den Reden des C.« [4
Bd, Jena 1877—84]; »zu d. philos. Schriften« [2
Bd, 1887—90]; »Handlexicon zu Cicero« [Leipzig
1910]. — Danske Oversættelser: Om
de ældre se Thaarup »Fortegnelse paa
danske Oversættelser af gr. og lat. Skribenter«
[Progr., Helsingør 1836]; »Ti Taler«, ved O.
Kjær [Kbhvn 1868]; »Kato d. Ældre og Lælius«
ved samme [1869]; »Udvalgte Taler paa Norsk«
af R. Monrad [Kria 1889]; »Om Varsler og
Spaadomme« af V. Thoresen [Kbhvn 1893];
»Udv. Taler af Cicero« ved samme [Kbhvn
1904]; »Cato den ældre« ved M. Cl. Gertz
[Kbhvn 1905]. — Tyske Oversættelser
af samtlige Værker f. Eks. Stuttg. 1859—72. —
Biografier: Fra Oldtiden af Plutarch;
nyere: Middleton, History of the life of C.
[2 Bd, Dublin 1741]; Drumann, »Geschichte
Roms«, V—VI; Boissier, Cicéron et ses amis
[7 Udg., Paris 1884]; Zielinsky, »Cicero im
Wandel der Jahrhunderte« [Leipzig 1908]; O.
Weissenfels, »Cicero als
Schulschriftsteller« [Leipzig 1892]).
A. B. D.
Cicero, Quintus Tullius, ovenn. M. T. C.’s
yngre Broder, 102—43 f. Kr., opnaaede 62
Præturen, var derefter Statholder i Asien 61—58,
Legat hos Pompeius i Sardinien 56, hos Cæsar i
Gallien 54—52 og hos sin Broder i Cilicien 52,
stod i Borgerkrigen paa Pompeius’ Side, men
blev benaadet af Cæsar; under Proskriptionerne
i 43 blev han dræbt ligesom Broderen. C. havde
litterære Interesser og skrev endog Tragedier;
af nogle anses han for Udgiver af Lucretius’
efterladte Værk (se Lucretius). Af Karakter
var han ikke behagelig; under sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
