Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cicero, Quintus Tullius, (102-43 f. Kr.) - Cicero er i den tyske og de nordiske Landes Typografi den faglige Betegnelse for en Skriftstørrelse - Cicerone, i Italien Betegnelse paa Omvisere,Fremmedførere; Rejsebøger - Cicester, Ciceter, se Cirencester. - Cichorium. se Cikorie. - Cicindelidæ, se Markspringer. - Cicinolie, se Curcasolie. - cicisbeo (ital.) kaldtes, navnlig i Venedig, en gift Dames stadige Ledsager - Cicogna, Emanuele Antonio, ital. Forf., (1789-1868) - Cicognara, Leopoldo, Greve af, ital. Kunsthistoriker og Kunstsamler, (1767-1834) - Ciconi, Teobaldo, ital. Digter, (1824-1863) - Ciconia, se Storke. - Cicuta, se Gifttyde. - Cid, El, arab. Ord (Sajjid), som betyder »Herre«; den sp. Krigshelt Rodrigo (Ruy) Diaz de Vivar (o. 1045-1099)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Provinsbestyrelse viste han sig endog raa og grusom;
derimod var han en dygtig Officer og udmærkede
sig som saadan under Cæsar. (Litt.: C.’s
efterladte Skr er udgivne af Bücheler [Leipzig
1869]; Gaston Boissier, Cicéron et ses
amis [Paris 1884]; Drumann, »Gesch. Roms«
VI).
A. B. D.
Cicero er i den tyske og de nordiske Landes
Typografi den faglige Betegnelse for en
Skriftstørrelse, der ligger mellem Korpus og Mittel,
idet C. er 1/5 større end Korpus og 1/7 mindre
end Mittel. Cicero i den fr. Typografi havde opr.
samme Bet. som i den tyske, men gælder nu
kun for en Skriftstørrelse, der er 1/12 mindre
end hin. Betegnelsen C. som Skriftstørrelse
hidrører formentlig fra et Par Udgaver af M. Tull.
Cicero, der 1465 og 1467 tryktes i Mainz og Rom,
og i hvilke denne Skriftstørrelse første Gang
kom til Anvendelse. Se Skriftstørrelser.
E. S-r.
Cicerone [sisə-; ital. t∫it∫e↱rone], i Italien
Betegnelse paa Omvisere, Fremmedførere;
Rejsebøger (f. Eks. Burckhardt’s »C.«). Ordet er
rimeligvis afledt af Cicero, den berømte Taler,
og indeholder saaledes en Hentydning til disse
Føreres Veltalenhed.
Cicester [↱sisistə], Ciceter [↱sisitə], se
Cirencester.
Cichorium, se Cikorie.
Cicindelidæ, se Markspringer.
Cicinolie, se Curcasolie.
cicisbeo [t∫it∫iz↱bæo] (ital.) kaldtes, navnlig i
Venedig, en gift Dames stadige Ledsager, i
Teatret, i Kirken o. s. v. Denne Husven, hvis Navn
betyder noget lgn. som »galant«, »Dameven«,
var formelig Stedfortræder for Ægtemanden i
Forhold til Omverdenen; han tog i Alm. sin
Opgave med megen Alvor og Anstand. Cavaliere
servente er en ældre Benævnelse for samme
Person. Skikken, der stammer fra 16. Aarh.,
ophørte i Beg. af 19.
(E. G.). E. M-r.
Cicogna [t∫i↱konja], Emanuele Antonio,
ital. Forf., f. i Venedig 1789, d. smst. 1868. Han
havde et lille Embede i sin Fødeby og benyttede
sin Fritid til ivrig at samle Bøger og litterære
Kuriositeter. Frugter heraf er hans Iscrizioni
veneziane raccolte ed illustrate (Venedig
1824—43, 5 Bd i Kvart; en ny Udg. udkom 1885 i
Venedig uden Forf.’s Navn) og Saggio di
bibliografia veneziana (Venedig 1847, ligeledes Kvart).
Det er gode og solide Arbejder. Desuden har
han skrevet et Par Fortællinger.
(E. G.). E. M-r.
Cicognara [t∫iko↱njara], Leopoldo, Greve af,
ital. Kunsthistoriker og Kunstsamler, f. 1767 i
Ferrara, d. 1834 i Venedig. Han var en Tid lang
optaget af diplomatiske Hverv og administrativ
Virksomhed (blev Statsraad), som han
imidlertid atter (1808) opgav, for snart efter at blive
kaldet til Præsident for Kunstakademiet i
Venedig. Fra den Tid kunde han med fuld Kraft
hellige sig til Kunststudiet og
Forfattervirksomhed; han har bl. a. skrevet Memorie storiche
dei letterati ed artisti ferraresi (1811),
Hovedværket: Storia della scultura dal suo
risorgimento in Italia (1813—18, 3 Bd med Kobbere; 2.
Opl. 1823—24, 7 Bd) og Memorie spett. la
calcografia (1831). Sine mange Rejser benyttede han
ogsaa til flittig Samlen af Kunstgenstande, bl. a.
Kobberstik, de dengang ret oversete
Nielloarbejder. I sin Ungdom optraadte han ogsaa som
æstetisk Forf., var desuden Landskabsmaler og
Kobberstikker. (Litt.: Zanetti, Elogio di L.
C. [Venedig 1834]; Malamani, Memorie del
conte L. C. [Venedig 1888, 2 Bd]).
A. Hk.
Ciconi [t∫i↱koni], Teobaldo, ital. Digter, f.
20. Decbr 1824 ved Udine, d. 27. Apr. 1863 i
Milano. Ligesom saa mange andre af det unge
Italiens Skribenter deltog han 1848 i den
nationale Bevægelse; han havde studeret i Padua.
Siden levede han som Journalist og Forf. til en
Del Stykker, der gjorde Lykke hos Publikum,
deriblandt Le pecorelle smarrite, I Garibaldini
og La statua di carne.
(E. G.). E. M-r.
Ciconia, se Storke.
Cicuta, se Gifttyde.
Cid [þið], El, arab. Ord (Sajjid), som betyder
»Herre«; under dette er den sp. Krigshelt
Rodrigo (Ruy) Diaz de Vivar især blevet
berømt. Omtr. 1045 fødtes han, rimeligvis i
Burgos, af Lain Calvo’s gl. ansete Slægt. Det synes,
at han under Kong Fernando I af Kastilien
fulgte dennes Søn, Sancho, paa Krigstog; og under
Sancho’s Regering blev han Ridder og Kongens
Bannerfører og kæmpede som saadan med imod
Kongens Broder, Alfonso. Efter Sancho’s Mord
1072 uden for Zamora forfulgte C., der tillige
vandt stor Navnkundighed ved sine Tvekampe
med kristne og mauriske Helte, hans Morder,
Bellido Dolfos. Derpaa var han bl. de 12
Riddere, for hvem den ny Konge, Alfonso VI, maatte
sværge, at han ikke havde nogen Del i sin
Broders Død. Dog skænkede Alfonso ham og hans
Hustru, Jimena Díaz, Datter af Greven af Oviedo
og hørende til Kongens Slægt, i fl. Aar baade
Gunst og Gaver, indtil han, vistnok forledt
dertil af C.’s Fjender ved Hove, forviste ham fra
Rige og Land i Slutn. af 1081. Han begav sig til
Maurerkongen i Zaragoza, Al-Mútamin, og
udførte store Bedrifter i hans Tjeneste; i et Slag
(1082) fangede han Greven af Barcelona, der
støttede Al-Mútamin’s Fjender, og 1085 slog han
disses anden Forbundsfælle, Kong Sancho af
Aragonien. 1087 forsonede han sig med sin gl.
Herre, Kongen af Kastilien; men 1090 brød de
atter med hinanden, og C. var nu snart i den
ene, snart i den anden Fyrstes Tjeneste, ja blev
en kort Tid atter Alfonso’s Vasal, medens hans
Berømmelse stadig voksede. 1094 erobrede han
paa egen Haand Valencia, idet han støttede de
misfornøjede Maurere i dette Rige mod
Almoraviderne; han regerede nu formelig i Staden
og slog paa ny Almoraviderne, efter at han
havde forbundet sig med den aragonske Konge.
C. døde i Valencia Juli 1099. Hans Enke
forsvarede Byen i næsten 3 Aar, men maatte saa
forlade den i Spidsen for de kristne Krigere,
med C.’s Lig, som begravedes i Kirken San
Pedro de Cardeña ved Burgos; hans og hans
Hustrus jordiske Levninger blev 1842 anbragte
i et lille Kapel i Burgos’ Raadhus. C.’s to Døtre
ægtede Fyrster: den ene, Cristina, Infanten
Ramiro af Navarra, den anden, Maria, Grev
Berenguer af Barcelona. Dette er, hvad Historien
(efter arab. og sp. Krøniker og Dokumenter)
virkelig har at berette om C., ogsaa kaldet med
Hædersnavnet el Campeador (s. d.). At C. har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
