Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Civilproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fjernet fra Loven og enkelte Ændringer
foretagne i den, udstedtes en ny Retsplejelov 26.
Marts 1909. Denne er dog endnu ikke traadt i
Kraft (se Retsreformen).
I Norge blev der 1891 nedsat en kgl.
Kommission til Udarbejdelse af Forslag til en ny
C.-Lov, idet man nærmest havde for Øje
Indførelse af mundtlig Proces, saaledes som
allerede sket i Straffesager. En Del af de mere
fremtrædende Ulemper ved den gældende C.
søgte man imidlertid at rette paa ved en Lov
af 4. Juni 1892.
Den nedsatte Kommission, hvis første
Formand var Rigsadvokat Getz, kunde af forsk.
Grunde først 1898 begynde sit Arbejde. Efter
Getz’ Død 1901 indtraadte Prof. F. Hagerup
som Kommissionens Formand. 1902 afgaves
Udkast til Lov om Domstolenes Ordning, og 1898
Udkast til Lov om Tvistemaal samt Udkast
til Lov om Tvangsfuldbyrdelse, det sidste
paa Grundlag af et Udkast, udarbejdet af
Rigsadvokat Smedal, der havde efterfulgt Hagerup
som Kommissionens Formand. De af
Kommissionen afgivne Lovudkast blev derefter
behandlede af en departemental Revisionskomité og
fremsatte for Stortinget de flg. Aar, hvor de
dog ingen Vegne kom, før det i Sommeren 1915
ved en Kraftanstrengelse, der væsentligst
skyldtes Stortingsmand, Højesteretsassessor E.
Hagerup Bull, lykkedes i Løbet af faa Uger at føre
dem uden større Ændringer gennem saavel
Odelstinget som Lagtinget, hvorefter de 13. Aug.
1915 forsynedes med kgl. Stadfæstelse. Dog staar
der endnu tilbage at faa vedtaget nogle Bilove,
før Reformen kan træde i Kraft.
De foreliggende Love er byggede paa
Mundtlighed og Bevisumiddelbarhed, nærmest med den i
Østerrig siden 1898 gældende C.-Lovgivning som
Forbillede. Domstolsordningen slutter sig for saa
vidt til den nu for Straffesager gældende, som
der dømmes i 3 Instanser, Herreds- og Byret,
Lagmandsret og Højesteret, men dog saaledes,
at Anke til Højesteret alene kan grundes paa
Fejl i Retsanvendelsen ell. i Sagbehandlingen,
hvorhos Lagmandsretten, naar begge Parter
forlanger det, kan komme til at dømme i første
Instans i visse Sager, særlig saadanne, der
angaar en større Værdi.
M. H. t. Retternes Personale er at mærke, at
Herredsretterne i visse Sager ubetinget og i
øvrigt, naar nogen af Parterne forlanger det, ell.
Retten finder det ønskeligt, under
Hovedforhandlingen beklædes af to læge Meddommere
ved Siden af Underdommeren, og at der under
lgn. Betingelser i Lagmandsretssager ved Siden
af Lagmanden og de 2 jur. Meddommere
medtages 4 Lægmænd.
En ret vidtgaaende Domsmyndighed er dog
henlagt til »Forligsraad«.
Enhver Domssag bliver - efter en
forberedende Behandling, der efter Dommerens Skøn kan
ske enten gennem personligt Møde af Parterne
for Retten ell. gennem Skriftveksling - at
afgøre efter en mundtlig Forhandling. Af særlig
Bet. er det her, at Parterne selv kan afkræves
Forklaring.
Visse Forandringer undergaar ogsaa
Tvangsfuldbyrdelsen. Fremhæves kan saaledes, at
Værdien af, hvad en Skyldner har Ret til at
beholde for sig og Husstand, er sat til 600 Kr
(efter dansk Konkurslovs § 160: 60 Kr).
At mærke er endvidere Adgangen til
Tvangsfuldbyrdelse uden Dom i H. t. Gældsbreve med
Eksekutionsklausul.
Hvad Retsmidlerne angaar, kan - foruden
hvad derom ovf. er anført - mærkes, at der
ogsaa i civile Sager aabnes Adgang til
Genoptagelse for samme Ret i særlige Tilfælde, samt
at der over for andre Afgørelser end
Realitetsdommene i stor Udstrækning kan anvendes
Kæremaal (Besværing). (Litt.: Francis
Hagerup, »C. paa Grundlag af de ny Love
av 13. August 1915, almenfattelig fremstillet«
[1915]; Munch-Petersen i »Ugeskrift for
Retsvæsen« [1915, B., S. 281 ff.]).
Den svenske C. er væsentlig skriftlig. Som
ejendommelig for den kan nævnes, at
Underdomstolene i de mindre Byer og paa Landet
indeholder et Lægmandselement, at der ikke
i Sverige findes nogen egl. monopoliseret
Sagførerstand, samt at den sv. Dommer, skønt
Forhandlingsmaksimen i det hele gælder, dog har
en større Myndighed til at gribe ind for at
regulere Sagen og faa den oplyst end den danske
og norske efter nugældende Ret. I øvrigt er
den sv. C. i det hele gammeldags; den arbejder
tungt og langsomt, og faste Regler for Formalitet
og Bevis øver en utilbørlig Indflydelse paa
Retfærdighedens Bekostning. Ogsaa i Sverige
paatænkes imidlertid en Reform (se »Nya
Lagberedningens Betänkande ang.
rättegångsväsendets ombildning«, 1884). Dette første Forsøg gik
i Staa, men i de senere Aar har man under
Ledelse af Justitieraad Hellner begyndt
forberedende Arbejder til ny Lovgivning paa C.’s
Omraade.
Ogsaa i Finland har der været arbejdet
paa Tilvejebringelse af en ny C.
I Tyskland har man ved L. 30. Jan. 1877
gennemført en ny for hele Riget fælles
Procesordning med mundtlig Procedure. Loven er
særlig under Hensyn til den 1. Jan. 1900 i Kraft
traadte alm. borgerlige Lovbog omredigeret og
foreligger nu som L. 20. Maj 1898 med enkelte
Tillægslove. Det siges om den, at den i det hele
virker tilfredsstillende og navnlig fremmer den
materielle Retfærdighed bedre end den ældre
C., idet den mundtlige Procedure dels bringer
mange intetsigende Formalitetsindsigelser til at
forsvinde, dels giver Adgang til en let og
udstrakt Anvendelse af Dommerens
Spørgsmaalsret. Dog er det ikke lykkedes at gennemføre
Umiddelbarhedsprincippet i det Omfang, der
vel egl. var paatænkt. Dels føres Vidner meget
ofte andensteds end for selve den dømmende
Ret, hvilket igen fører til, at Skrift maa benyttes
i større Omfang end beregnet; dels er
Vidneafhøringen overladt Dommeren, hvilket
nødvendiggør, at denne forud maa sætte sig ind i
Sagen gennem grundig Gennemlæsning af de
skriftlige Indlæg. Heller ikke er opnaaet nogen
særlig Hurtighed, hvilket dels beror paa den
mangelfulde Gennemførelse af
Umiddelbarhedsprincippet, dels paa Sagførernes Tendens til at
forlange Sagerne udsatte, dels ogsaa derpaa, at
det er Brug at affatte Dommene med vidtløftige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
