Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cordilleras, C. de los Andes, Andesbjergene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foldebjerge, som følger Sydamerikas Vestkyst.
Mod S. bøjer Systemet Ø. paa over Ildlandet,
fortsætter over Staten Island og Syd-Georgien,
bøjer derpaa mod S. og V. over
Syd-Sandwich-Øerne og Syd-Georgien for at fortsætte sig i
Foldekæden paa Grahams Land. For Oversigtens
Skyld maa man dele C. i fl. Afsnit.
De patagoniske C. bestaar af 3
parallelle Kæder, adskilte ved Længdedale. Ved
Midten af Tertiærtiden ragede kun de højere Dele
af Bjergene op over Havfladen, men i
Miocentiden hævede Landet sig, sænkede sig atter i
Slutn. af Pliocentiden for senere atter at hæve
sig, saaledes at den østlige Længdedal nu er
Land, medens den vestlige Længdedal endnu for
største Delen ligger under Havets Niveau. Den
vestlige Kæde, Ø.-Cordilleren, er derfor adskilt
fra Fastlandet ved smallere ell. bredere Sunde
og selv opløst i en Mængde Øer. Den begynder
paa Øerne S. f. Ildlandet med 500-600 m høje
Bjerge af gl. Eruptiver og metamorfoserede
Lerskifre. Paa Ildlandet strækker sig to parallelle
Kæder fra Ø. til V., adskilte ved den
fjordlignende Sø Lago Fagnano. Den sydligste af disse
Kæder er den højeste og kulminerer i Toppene
Monte Darvin (2150 m) og M. Sarmiento (2070
m). Det er muligt, at disse 3 Kæder svarer til
de tre patagoniske C. Fra Ildlandet fortsættes
Ø.-Cordilleren over Isla Clarence, Isla de Santa
Ines og bøjer derpaa mod N. over det store
Antal Øer, som ledsager Sydamerikas Vestkyst.
V«d c. 46° s. Br. er den vestlige Længdedal paa
et lille Stykke hævet over Havets Niveau,
saaledes at Halvøen Taytao er landfast med
Fastlandet. Ø.-Cordilleren afsluttes endelig med den
store Ø Chiloé. Højderne er gennemgaaende ikke
store. Paa Tierra de Guillermo Cuarto, som dog
muligvis tilhører Centralcordilleren, naar Monte
Burney 1770 m, ellers overstiger Højderne ikke
1200 m. Centralcordilleren strækker sig langs
Fastlandets Vestkyst. Den kan tydelig følges fra
c. 51° s. Br., hvor den begynder med en Rk.
høje Bjerge, af hvilke det sydligste, Cerro Payne
(2840 m), er en Granitlakkolit, dækket af
Kridttidslag. Længere mod N. følger Cerro Agassiz
(3170 m), Los Mellizoz (3050 m) og San Valentin
(4058 m). N. f. 46° s. Br. bliver Bjergene lavere.
De højeste Toppe naar kun 2000-3000 m.
Derimod findes her en Del Vulkaner, fra hvilke dog
intet Udbrud er bekendt. Dalene er meget dybt
indskaarne, og flere af Floderne paa den
regnrige Vestskraaning har eroderet sig tilbage
gennem Kæden, saaledes at Vandskellet ligger paa
den lavere Østcordillere. Den østlige Længdedal
udmærker sig ved sine talrige Søer, af hvilke
fl., f. Eks. Lago Argentino, Lago Viedma og alle
Søerne N. f. 46° s. Br., har Afløb til det
atlantiske Ocean, medens Lago San Martin, Lago
Pueyrredon og Lago Buenos Aires har Afløb til
det stille Ocean. Østcordilleren bestaar
gennemgaaende af Højderygge, som kun lidet hæver
sig over det omgivende Land. Enkelte Toppe
naar dog større Højder. Som det højeste Punkt
angives San Lorenzo (3360 m) S. f. Lago
Pueyrredon. Ved Østranden af Cordilleren findes
uhyre Ophobninger af Tuf og store Basaltflader.
Vulkankegler har man dog ikke fundet.
Snegrænsen ligger som Følge af det fugtige Klima
og den kølige Sommer meget lavt. Paa Ildlandet
træffes den allerede ved 900-1000 m, paa 42°
s. Br. ved c. 1600 m. Store Gletschere naar
stedvis næsten ned til Havfladen. I Istiden var
den patagoniske Cordillere fuldstændig nediset,
og Søerne og Fjordene ved dens Fod har faaet
deres Udformning under Indflydelse af
Gletschererosion.
De chilensk-argentinske C. mellem
c. 41° 30’ og 27° s. Br. falder ligeledes i tre
parallelle Kæder, men den vestlige Længdedal
ligger her højere end Havets Niveau og er
Chiles vigtigste Kulturland. Kystcordilleren
begynder N. f. Canal de Chacao som et 800 m højt
Bjergland, der i Terrasser falder ned mod
Længdedalen. Mellem Mundingerne af Rio
Cautin og Rio Biobio har den Navnet Cordillera de
Nahuelbuta og naar en Højde af 1500 m. N. f.
Rio Biobio opløser Kystcordilleren sig i et Antal
lave, stejle Bjerge, for atter under 34 s. Br. at
blive højere. V. f. Santiago hæver den sig i
Altos de coligua til 2230 m. N. f. dette Punkt
snævres Længdedalen saa stærkt ind, at
Kystcordilleren, næsten smelter sammen med
Centralcordilleren og kun træder frem som et
Forland af lavere Bjerge. Kystcordilleren er
opbygget af Granit og archaiske Skifre, som mod
S. er overlejrede af Tertiær. Den antages at
være foldet op allerede i Juratiden. Den
chilenske Længdedal ligger mod S. kun lidet over
Havets Niveau, men hæver sig ved Santiago til
569 m, for derpaa at snævres stærkt ind og
forsvinde. I Længdedalens sydlige Del ligger ved
Foden af Centralcordilleren fl. Søer, hvoriblandt
Lago Osorno og Lago Ranco, utvivlsomt dannede
ved Istidens Gletschererosion. Centralcordilleren
hæver sig stejlt op fra den chilenske
Længdedal. Dens højeste Toppe er næsten alle
Vulkaner. Mod S. ligger saaledes Tronador (3480
m), længere mod N. Tinguiririca (4480 m),
Maipo (5416 m), San José (6096 m), Tupungato
(6710 m), Aconcagua, Sydamerikas højeste Bjerg,
(7035 mi), Mercedario (6800 m), Copiapó (6000
m). Passerne ligger mod S. i en Højde af 1000
-2000 m, men længere mod N. betydelig højere.
Af størst Bet. er Cumbre de Uspallata (3760 m),
som forbinder Santiago med Buenos Aires.
Længere mod N. ligger Passerne højere end 4000 m.
Centralcordilleren er opbygget af gl. Eruptiver,
andesitiske Lavaer og Tuffer, palæozoiske og
mesozoiske Sedimenter især fra Jura- og
Kridttiden. Dens Foldning synes at være begyndt i
Slutn. af Kridttiden. Mod S. kan man ved dens
Østfod tydelig kende den samme Længdedal
som i Patagonien med et stort Antal Søer.
Længere mod N. grener en Del Kæder sig, mod
SØ. ud fra Centralcordilleren. De bestaar
væsentlig af siluriske Sedimenter, ældre Eruptiver
og ung Basalt. Disse Bjergkæder naar ret
betydelige Højder, saaledes Cerro Nevado (4775
m). N. f. Aconcagua ledsages Centralcordilleren
af en høj Kæde, fra hvilken den skilles ved den
noget over 3000 m høje Inca Slette. Denne
Kædes Toppe naar c. 6000 m. Længere mod Ø.
følger et stort Antal Kæder, som fra
Hovedcordilleren strækker sig mod S. og SØ. En Del af
dem naar i deres nordlige Del Højder paa op
imod 6000 m. Ø. f. Rio Desaguadero hæver sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
