Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cuzzoni, Francesca, ital. dram. Sangerinde (Sopran) (1700-70), Elev af Lanzi - Çvetambara, se Jaina. - Cvijic, Jovan, serb. Geograf og Geolog, (1865- ) - Cwt, den i Storbritannien alm. brugelige korte Betegnelse for Hundredweight. - Cy, kemisk Tegn for Radikalet Cyan, - Cyamelid, se Cyansyre. - Cyamus, Hvallus, se Amfipoder. - Cyan (CN)2 er en farveløs, meget giftig Luftart af en gennemtrængende Lugt - Cyanamid, CN.NH2, opstaar bl. a., naar Ammoniak ledes i en æterisk Opløsning af - Cyanklorid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uden Held, og kom til sidst ganske forarmet til
Italien, hvor hun i sine sidste Aar fristede Livet
ved Forfærdigelsen af Silkeknapper.
S. L.
Çvetambara, se Jaina.
Cvijic [’tsvijit∫], Jovan, serb. Geograf og
Geolog, f. 29. Septbr 1865 i Losnica. Efter at
have studeret ved Univ. i Belgrad og Wien,
blev C. 1893 Prof. ved Univ. i Belgrad. Han
har i geologisk Øjemed foretaget Rejser i
Balkanlandene, Østerrig-Ungarn, Italien og
Lilleasien og særlig givet sig af med Karstdannelsen
og Glacialgeologien. Af hans Arbejder kan
fremhæves et geol. Kort over Makedonien og
Gammelserbien (1903).
J. P. R.
Cwt, den i Storbritannien alm. brugelige
korte Betegnelse for Hundredweight.
Cy, kemisk Tegn for Radikalet Cyan, NC.
Cyamelid, se Cyansyre.
Cyamus, Hvallus, se Amfipoder.
Cyan (CN)2 er en farveløs, meget giftig
Luftart af en gennemtrængende Lugt, der minder
meget om Bittermandeloliens. Det bestaar af
Kulstof og Kvælstof og fortættes ved omtr. 4
Atmosfærers Tryk til en farveløs Vædske, der
koger ved ÷ 21° og fryser til gennemsigtige
Krystaller ved ÷ 34,4°. C. er bestandigt, selv
ved meget høje Temp., men brænder i Luften
med purpurrandet Flamme til Kulsyre og frit
Kvælstof. Det faas ved Ophedning af tørt
Kvægsølvcyanid, der spaltes i C. og Kvægsølv og
efterlader en brun, amorf Rest, Para-C., der
maa betragtes som en Polymer af C., da det
ved 800°-900° gaar over dertil. Lettest
fremstilles C. ved at lade en mættet Opløsning af
Kaliumcyanid flyde i en Opløsning af 1 Del
Kobbersulfat i 2 Dele Vand og til sidst opvarme.
Cupricyanidet, som herved skulde dannes,
spaltes straks til Cuprocyanid og frit C., der
opsamles over Kvægsølv, da det er let opløseligt
i Vand. 4KCN+2CuSO4=2K2SO4+Cu2(CN)2+
(CN)2. Cyanet optræder som et sammensat,
engyldigt Radikal (s. d.), der i mange Henseender
viser Lighed med Halogenerne: Dets
Brintforbindelse, CNH, C.-Brinte, er en Syre (Blaasyre),
dets Metalforbindelser, CNM, Cyanider, er Salte.
Som Kalium i Klor kan brænde til
Kaliumklorid, saaledes i C. til Kaliumcyanid.
Sølvcyanid danner ligesom Sølvklorid et hvidt,
osteagtigt Bundfald, der er uopløseligt i Vand og
svage Syrer, opløseligt i Ammoniakvand. Leder
man C. i Kalilud, dannes der Kaliumcyanid,
CNK, og Kaliumcyanat, CNOK, der er
Kaliumsaltet af C.-Syre, CNOH. Den med C.-Syren
analoge Svovlforbindelse, CNSH, er ogsaa en
Syre og kaldes Rhodanbrinte. Det
engyldige C.-Radikal (CN)I ell. CyI, som det
undertiden skrives, optræder imidlertid i forsk.
Forbindelser med forsk. Egenskaber, hvorfor
man maa tillægge det to forsk. Konstitutioner:
I alle Cyanider f. Eks. maa det betragtes enten som
- NVCIV, ell. maaske som - NIIICII, saaledes at
det er ved Kvælstofatomet, at det maa tænkes
forbundet med andre Atomer, men især i en
Mængde organiske Forbindelser optræder det som
NIIICIV -, ell. omdannes dertil i det Øjeblik,
Forbindelsen dannes, hvor det altsaa er til
Kulstofatomet, at de andre Atomer ell.
Atomgrupper knyttes. Saadanne Forbindelser kalder
man da Nitriler og NIIICIV - Nitrilradikalet. I
C.-Brinte optræder C. snart paa den ene og snart
paa den anden Maade. Iflg. sin Bygning er
C.-Radikalet imidlertid ogsaa i Stand til at virke
trivalent, og det oven i Købet paa 3 forsk.
Maader: -NIII:CIV-, =:NV:CIV- og - NIII.CII-,
og det er derfor ikke underligt, at C.-Forbindelser
har en udpræget Tilbøjelighed til at danne
Additionsprodukter og til at polymere sig. C.
forekommer ikke frit i Naturen, men meget udbredt
i Form af Forbindelser, der desuden altid
dannes, naar kvælstofholdige organiske Stoffer
glødes med Alkalikarbonater. I ældre Tid vandt
man ved at smelte Kaliumkarbonat, K2CO3, med
dyriske Affald og Jern og udlude den smeltede
Masse det saakaldte gule Blodludsalt ell.
Kaliumferrocyanid, K4FeCy6,3H2O, i store gule
Krystaller, der tjente som Udgangspunkt ved
Fremstillingen af alle C.-Forbindelser, der fandt
Anvendelse ved forsk. metallurgiske og
galvanoplastiske Processer, i Fotografien, som kem.
Reagens, m. m. Siden Midten af 1890’erne har
C.-Forbindelserne imidlertid faaet en tidligere
ganske uanet Vigtighed (Tysklands Udførsel af
Kaliumcyanid beløb sig 1890 til 75 t, 1900 til 1300
t og 1908 til 50000 t) først ved, at man fandt
paa at bruge Alkalicyanider til Udvinding af
Guld af fattige Malme, og dernæst ved, at man
opdagede, at visse C.-Forbindelser kan bruges
som Kvælstofgødning, og saaledes bl. a. træde i
St f. Chilisalpetret. Den gl. Fremstillingsmaade
blev da ganske utilstrækkelig, og man maatte
gribe til ny, som vel i Princippet havde været
kendt længe, men ikke hidtil havde været tagne
i Brug. Nutildags vindes C.-Forbindelserne dels
(især Ferrocyanforbindelser) som Biprodukter
ved Rensningen af Stenkulsgas, dels (især
Alkalicyanider) ved tør Destillation af Melassebærme,
ved at lede Ammoniak over en glødende
Blanding af Trækul og Alkalikarbonater, ved at lede
Luftens Kvælstof over glødende
Baryumkarbonat blandet med Kul, samt endelig (især
C.-Amider) ved at behandle Metalkarbider med
Kvælstof ved høje Temperaturer.
C.-Forbindelsernes Historie begynder med
Opdagelsen af Berlinerblaat (s. d.), der er en
Jernforbindelse, i Beg. af 18. Aarh. Det fri C.
fremstilledes første Gang af Gay-Lussac 1815
ved Opvarmning af Kvægsølvcyanid. Navnet
kommer af det gr. κυανός, blaa.
R. K.
Cyanamid, CN.NH2, opstaar bl. a., naar
Ammoniak ledes i en æterisk Opløsning af
Cyanklorid, CNCl+2NH3=CNNH2+ClNH4, men
fremstilles i det smaa i ren Tilstand ved at
behandle en vandig Opløsning af Sulfourinstof med
friskfældet Kvægsølvilte. Det danner farveløse
Krystaller, der smelter ved 40°, er letopløselige
i Vand, Vinaand og Æter, og er giftige. C.
polymeriserer sig let til Di- og Tricyanamid, der er
uopløselige i Æter; det er i det hele et Stof af
stor Reaktionsevne (se ogsaa Cyan).
Naar det ene ell. begge Brintatomer i C.
ombyttes med Metal, opstaar de saakaldte
Metalcyanamider, af hvilke nogle i den
seneste Tid har faaet en uhyre praktisk
Interesse, dels som Gennemgangsled ved
Fremstillingen af Cyanider, dels direkte som
Kvælstofgødning. Sølvcyanamid er gult og i Modsætning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
