Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale / 372 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - cykliske Digtere (Kyklikerne), gr. Digtere, som i Tidsrummet c. 750 til c. 550 f. Kr. har forfattet episke Digte - cykliske Forbindelser Kulstofforbindelser, i hvis Molekyler indgaar en af fl., i Alm. mindst 5, Atomer dannet Ring - cykliske Former: i Musikken: Instrumentalformer, i hvilke hver enkelt Sats staar i et indre Forhold til de øvrige Satser - Cykloide (mat.) er den Kurve, som et med en Cirkel fast forbundet Punkt beskriver, naar Cirklen ruller hen ad en ret Linie - cykloide Fiskeskæl, glatte uden Torne paa Bagranden - Cykloidehjul, se Tandhjul. - Cyklon (gr.) Vindsystem, der findes i Atmosfæren omkr. et Omraade, hvor Lufttrykket er lavere end over Omgivelserne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Untersuchungen VII, Berlin 1884]; C. Robert, »Bild
und Lied« [Berlin 1881]).
K. H.

cykliske Forbindelser kalder man saadanne
Kulstofforbindelser, i hvis Molekyler som et
væsentlig Led indgaar en af fl., i Alm. mindst 5,
Atomer dannet Ring, ell. fl. saadanne, i
Modsætning til de alifatiske Forbindelser, hvis
Molekyler tænkes at bestaa af aabne
Atomkæder. Man skelner mellem Karbo-c. F., hvor
Ringen udelukkende dannes af Kulstofatomer,
og Hetero-c. F., i hvis Ring der ogsaa indgaar
andre Atomer. Karbo-c. F. deler sig igen i ali-c.,
der kun er alifatiske Molekyler, hvis aabne
Kæde er lukket til en Ring, og aromatiske
Forbindelser ell. Benzolderivater, hvor Ringen er
tættere knyttet.
R. K.

cykliske Former er i Musikken Betegnelser
for de store, af fl. særskilte Satser bestaaende
Instrumentalformer, som Sonaten, Symfonien,
Kvartetten o. s. v., saavel som Forløberne for
disse, Suiten, Serenaden, Partita’en o. s. v., i
hvilke hver enkelt Sats vel i sin ydre Form
optræder som et selvstændigt, i sig selv afsluttet
Hele, men dog staar i et vist logisk begrundet
indre Forhold til de øvrige Satser.
S. L.

Cykloide (mat.) er den Kurve, som et med
en Cirkel fast forbundet Punkt beskriver, naar
Cirklen ruller hen ad en ret Linie. Alm. tænkes
ved C. paa den paa Figuren fremstillede Form
ACB, hvor det beskrivende Punkt (M) ligger
paa selve Omkredsen af Cirklen (med Centrum
O), der ruller (hen ad AB). Ruller Cirklen
videre hen ad AB’s Forlængelse til begge Sider,
faas uendelig mange Buer som ACB, der støder
sammen i Spidser som i A og B. En af de
første, der beskæftigede sig med C., var Galilei.
Han fandt ved Vejning, at Arealet AMCBD
meget nær er = 3 Gange den rullende Cirkels
Areal; Roberval viste (1634), at denne Værdi
for C.’s Areal virkelig er den rigtige. Descartes
fandt, at MG og MH er C.’s Tangent og Normal
i M. Konstruktionen af Krumningscentret N ved
at afsætte HN = HM skyldes Huyghens, der
heraf udledte, at Evoluten er en C. ANEB
kongruent med den opr. Huyghens viste videre, at
C. er isokron ell. tautokron, d. v. s., at
naar ABC stilles i en lodret Plan, saaledes at
C. er det laveste Punkt, vil en af Tyngden alene
paavirket Partikel, der glider ned ad Buen,
bruge samme Tid til at naa C, fra hvilket Punkt
man end lader den falde. For at faa et Pendul,
hvis Svingninger tog nøjagtig samme Tid, lige
meget, hvor stort Udsvinget var, foreslog
Huyghens derfor at lægge en Snor med det
ene Endepunkt fastgjort i E om Buen ANE, saa
det andet med en lille Vægt forsynede
Endepunkt kom i A; Vægten vilde jo saa, naar EC
stilledes lodret med C nederst, falde langs ad
AMC. Dette Pendul fik imidlertid aldrig nogen
praktisk Anvendelse. Da Snoren engang kommer
i Stillingen EC, maa dens Længde, altsaa ogsaa
Længden af Buen ANE ell. Buen AMC, være =
2 Gange den rullende Cirkels Diameter; dette
er ogsaa fundet ad anden Vej af Englænderen
Wren 1658. C. er tillige den
brachystokrone Kurve, d. v. s. den, langs hvilken en af
Tyngden alene paavirket Partikel maa falde for
at gaa fra et givet Punkt til et andet i den
kortest mulige Tid (bevist af Jakob
Bernoulli).
Chr. C.



cykloide Fiskeskæl, glatte uden Torne
paa Bagranden. Se Fisk og Skæl.

Cykloidehjul, se Tandhjul.

Cyklon (gr.) (Barometerminimum
bruges undertiden i St f. C.) er i Alm. det
Vindsystem, der findes i Atmosfæren omkr. et
Omraade, hvor Lufttrykket er lavere end over
Omgivelserne. Det lave Lufttryk, der danner
C.’s Kerne, vil altid give Anledning til en
Tilstrømning af Luft fra de omliggende Egne, og
for at det lave Lufttryk derfor kan vedblive at
bestaa, er det nødvendigt, at der ogsaa føres
Luft bort fra C. Dette finder som Regel Sted i
de højere Luftlag. Et fuldstændigt Vindsystem
i en saadan C. er derfor en Indstrømning af
Luft langs Jorden, en Opadstigning af Luften
i de indre Dele af C. og en overvejende
Udstrømning af Luft i de højere Luftlag.
Indstrømningen af Luft bliver p. Gr. a. Jordrotationen
paavirket til højre paa den nordlige og til
venstre paa den sydlige Halvkugle, hvorfor
Indstrømningen af Luften foregaar i Baner, der
hos os giver et fuldstændig udviklet cyklonalt
Vindsystem Udseende af en til venstre drejet
Spiralbevægelse. Luftens opadgaaende
Bevægelse i en C. er den direkte Aarsag til fl. af de
Fænomener, der ledsager en C. (skyet Vejr,
Nedbør). Den udadgaaende Bevægelse af
Luften foroven kan undertiden iagttages ved Hjælp
af de højtliggende Skyers Driftsretning.

Dannelsen af en C. skyldes som Regel
Temperaturforholdene, men antages at kunne
foregaa paa fl. væsentlig forsk. Maader. Særlig
befordrende er Temperaturforskelle mellem
relativt nærliggende Egne, og overensstemmende
hermed opstaar efter Bigelow ikke mindre
end 44 % af alle den nordlige Halvkugles C. i
Nordamerika, hvor Egnene ved den
meksikanske Havbugt og det arktiske Nordamerika ofte
har en meget betydelig Temperaturforskel. Den
derved tilstedeværende Energi udløses tilmed
forholdsvis let over Nordamerika, hvor større
øst-vestgaaende Bjergkæder ikke væsentlig
forhindrer Bevægelsen af Luften fra N. til S. (som
Himalaya-Bjergene for Asiens Vedk.). En C. kan
ogsaa opstaa som Følge af en relativ lokal
Opvarmning af Atmosfæren. Opvarmes saaledes en
Del af Atmosfæren f. Eks. Luften over
Nordsøen, vil Luften til at begynde med udvide sig.
De højere Luftlag, som derved løftes mest, vil
begynde at strømme ud til Siderne. Derved
bliver Vægtmængden af Luft over Nordsøen
mindre og Vægten af Luften over Nordsøens
Omgivelser større, hvilket vil give sig til Kende ved
Jordoverfladen som et Barometerfald over
Nordsøen og en Barometerstigning over

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>