Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Almindelig Topografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
landfast med Sønderjylland; denne Grænse er
kun c. 90-100 km og i lige Linie endda kun
noget over 60 km, idet den paa en Strækning
af c. 15 km gaar fra S. til N. og paa noget over
20 km fra SØ. til NV. Da D. desuden for en
stor Del bestaar af Øer, har det en betydelig
Kyststrækning i Forhold til dets Størrelse, og
den bliver saa meget betydeligere, som
Kysterne, naar undtages Jyllands ensformige Vestkyst,
er rige paa Bugter og Indskæringer; med et
rundt Tal kan Kystlængden sættes til henved
5000 km, og saa er endda de mindre
Indskæringer ikke tagne med (»omtr. een Kystmil for
hver Kvadratmil«); en Ø af samme Størrelse
som D., men i Form af en ligesidet Firkant,
vilde kun have 1/6 af dets Kyststrækning.
Afstanden fra de omliggende Lande er meget
forsk.; fra Fyn til de nærmeste Punkter af
Sønderjylland er der næppe 10 km, fra Lolland
til Femern c. 19 km, fra Gjedserodde til det
nærmeste Punkt af Nordtysklands Kyst er der
c. 33 km, mellem Helsingør og Sveriges
nærmeste Punkt, Helsingborg, er der kun c. 4 km;
derimod er der mellem Frederikshavn og
Göteborg c. 90 km, mellem Hanstholmen og den
norske Kyst c. 112 km og mellem Blaavandshuk
og Storbritanniens nærmeste Punkt c. 630 km.
Skønt det ydre Kystomraade saaledes er
heldigt, er dog Kysterne p. Gr. a. Landets Natur
gennemgaaende lave og ofte belemrede med
Grunde og Rev, der strækker sig langt ud i
Havet som Fortsættelse af de fremspringende
Odder, og disse Rev bliver saa meget farligere
for Sejladsen, som de ofte er skarpt
afgrænsede paa Siderne og ved Enderne. For øvrigt
har Forchhammer ved mange Aars
omhyggelige Studier (af de saakaldte »Havstokke«)
paavist, at Landet og Kysterne N. f. en Linie
draget fra Nissum Fjord til noget S. f. Nyborg og
derfra videre mod SØ. har været undergivet
en Hævning, som vel ikke er betydelig, men
dog p. Gr. a. Landets Beskaffenhed har øvet
en ikke ringe Indflydelse paa dets geogr.
Forhold, baade Kysternes Udseende og Landets Indre.
Vesterhavet, det saltholdigste af de
Vande, der beskyller de danske Kyster (c. 3,5 %
Salt), skulde synes at være gunstigt for
Sejladsen, da det p. Gr. a. denne Saltholdighed,
de klimatiske Forhold og sin ret betydelige
Dybde (for det meste over 400 m) aldrig fryser
til, og da det er frit for Øer, og der over
Sandbankerne (som Doggersbanken og store og
lille Fiskebanke) endnu er temmelig dybt Vand
(15-17 m). Ikke desto mindre hører den c. 350
km lange Strækning langs Jyllands Vestkyst fra
Blaavandshuk til Skagen med sine lige,
ensformige Linier, der lader sig forklare ved de løse
Jordlag, hvoraf Landet bestaar, og den stærke
Strømning, der stadig afsliber og glatter (en
saakaldet »Jernkyst«), til de farligste
Kyststrækninger for Sejladsen. Kysten er nemlig uden
Tilflugtssteder og Havne (kun ved Hirshals, hvor
Forholdene er mindst ugunstige, har man tænkt
paa ved Kunst at anlægge en Havn), Indløbene
til de faa Fjorde og Indskæringer er lave og af
foranderlig Dybde, og ude i Havet langs med
Kysten ligger fl. parallelt løbende Sandrevler, i
Alm. 2 fra Blaavandshuk til Hanstholmen, og
N. f. dette Punkt op til Skagen endog 3; den
inderste Revle har 1-2, den midterste indtil 4
og den yderste, der ligger c. 1000 m fra Kysten,
indtil 6 m Vand ever sig, medens Havet mellem
disse Revler og uden for dem er langt dybere.
Ved Paalandsvind slaar der en voldsom
Brænding ind paa Kysten, og naar Skibene af Storm
og Bølger og vildledede ved tæt Taage (Havgus)
sættes ind paa Revlerne, er de gerne fortabte,
idet de hugger sig fast i Sandet og bliver
sønderslaaede; om ogsaa det lykkes dem at
komme over den yderste Revle, bliver de
staaende paa den anden. For at afværge Faren er
den af lyse Sandklitter næsten hele Vejen
ledsagede Kyst, der derfor kun afgiver en daarlig
Landkending, forsynet med Fyr (saaledes at
næsten altid 2 Fyr kan være i Sigte), og til de
Skibbrudnes Redning er der anlagt en Mængde
Redningsstationer (med Redningsbaade og
Kasteapparater ved Raketter). Havet glatter som
nævnt stadig Kysten og slikker bort af Landet;
kun enkelte Steder, hvor Jordlagene er fastere,
er der fremspringende Punkter, hvor Kysten
for det meste falder brat af til Havet. Af disse
Punkter nævner vi det af Limonitsandsten
bestaaende skarpe Hjørne Blaavandshuk (eller
»Hornet«, som det kaldes i daglig Tale), uden
for hvilket D.’s farligste Rev, Horns Rev,
strækker sig henved 40 km ud i Havet; endvidere
det af lerholdige Masser bestaaende, 46 m høje
Bovbjerg V. f. Lemvig, Hanstholm med Pynten
Roshage (c. 53 m), hvor Kysten drejer mod Ø.,
og hvor Skagerrak regnes at begynde, det af
Kridt og Kalksten, blandet med Flintlag,
bestaaende, 47 m høje Bolbjerg, som skiller de to
svagt buede Bugter, Vigsø- og Jammerbugt, og
uden for hvilket den c. 16 m høje
Kalkstensklippe Skarreklit rager i Vejret, Rubjerg Knude
(c. 74 m) V. f. Hjørring, Hirshals ell. Næsset,
hvor Jammerbugt ender og Tannisbugt
begynder, og endelig Skagen, der ender i den mod
Ø. rettede Grenen. For at beskytte Kysten har
man i den senere Tid paa de mest udsatte
Steder, som ved Agger og Bovbjerg, bygget
Høfder, Strømbrydere indtil 90 m ud i Havet,
af Sten eller Betonblokke mellem
Pælerækker. Kun paa to Steder har Havet paa hele
Kyststrækningen gennembrudt Klitrækken og
dannet Strandsøer, der ved smalle Sandbanker
skilles fra Havet, nemlig den c. 30 km lange
Ringkjøbing Fjord, hvis Indløb er det
lavvandede Nymindegab (den ved Kunst tilvejebragte
Kanal »Hvide Sande« er nu opgivet), og den
halvt saa lange Nissum Fjord, som kun ved
Slusen ved Torsminde staar i Forbindelse med
Havet. Som en Del af Ringkjøbing Fjord maa
regnes den mod N. liggende Stadil Fjord.
Endelig er Aggertangen ell. Tangen ved
Harboøre, der skiller Limfjorden fra Vesterhavet,
blevet gennembrudt i 19. Aarh., først ved Agger
Kanalen (1825), der atter er tilsandet, og nu ved
den 1862 dannede Røn- ell. Tyborøn Kanal.
Kysten har som nævnt ingen Havne, dog med
Undtagelse af den ved Kunst dannede Esbjerg
Havn inde i Hjerting Bugt, der afgrænses af den
fra Blaavandshuk mod SØ. gaaende smalle,
sandede Halvø Skallingen, og hvis Indløb er
Graadyb mellem Skallingen og Fanø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
