Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sjællandsk: wi witum); Endelsen -um i 1.
Person Flertal, findes dog endnu som Regel i
Skaansk; men i øvrigt er Personbøjning næsten
helt ophørt. Selv Talbøjning, som det nuv.
Skriftsprog endnu ikke helt har sluppet, er af
og til opgivet, særlig i Jysk, f. Eks. flæræ (flere)
worthær taknæ.
Medens saaledes Lyd- og Bøjningssystemet i
mange Henseender er kommet Nutidens Sprog
temmelig nær, viser Ordføjningen paa
mange Punkter store Afvigelser fra nuv. Dansk.
Ordstillingen er ofte forsk. fra Nutidens:
taka arf allan ok fullan (tage hel og fuld Arv),
næstæ frændær børnæ (Børnenes nærmeste
Frænder), husfrø thær barn havær (Husfrue,
som har et Barn), then ær eld i sætte (den,
der satte Ild paa). I mange Tilfælde, hvor
Nutidsdansk bruger Omskrivninger ved
Præpositioner, kan ældste Dansk have Konstruktioner,
som minder om det fordum stærkt udviklede
Kasussystem; Akkusativ: sighlæ hart
wæthær (sejle for haardt Vejr), Dativ: got
hostæ (godt for Hoste), Genitiv: hwær
theræ (enhver af dem). Ubestemt Artikel
bruges ikke i Lovene: fær bonde sun køpfærth
(drager en Bondesøn paa en Købmandsrejse),
ligeledes anvendes i Reglen ikke »ubestemt«
Subjekt: tha bøtæ swa myclæ minnæ (saa bøde
man saa meget mindre). Konjunktiv
bruges i enkelte Slags Bisætninger: swa sum stalæ
i hans hus (som om han stjal) o. s. v.
Ogsaa Orddannelsen er nær beslægtet
med Oldsprogets; saaledes bruges en Mængde
nu sjældne ell. helt opgivne Afledningsendelser
f. Eks. -daghæ (bardaghæ, Slag, ardagh,
Pløjning), -endæ (fæghrendæ, Skønhed), -næth
(thiufnæth, Tyveri, samnæth, Samling, jfr
nuv. Dansk: Levned), -lek (brethlec,
Bredde, besklec, Bitterhed) o. s. v. Paa lgn. Maade
har Ordforraadet et renere nord. Præg end
Sproget i nogen af de flg. Perioder, idet de
allerfleste af de Ord, som bruges i Lovene, er
arvede fra fællesnordisk Tid, og bl. disse Ord
findes mange, som nu for længst er tabte i
Rigssproget ell. erstattede med Laaneord: anlæt
(Ansigt), døn (Lugt), flæt (Gulv, Hus), grith
(Fred), gæzlæman (Vogter), iævæ (tvivle), kwith
(Bug), thæssæ lund (paa denne Maade, jfr
»ingenlunde«), os (Saft), siwæl (rund), syniæ
(nægte), thæft (Smag), øpæ (raabe), thot (selv
om), of (hvis), æm mykit (lige saa meget) o. s. v.
Fremmedordene er meget faatallige; fl.
af dem har rimeligvis allerede været optagne i
fælles-nordisk Tid, saaledes de opr. lat. Ord
kaal, kapæ (Hovedbedækning, »Kaabe«), kistæ,
køpæ, pund, win, æplæ; med Kristendommen
er indkommet gr.-lat. Ord som biskop, diauæl,
kirkiæ, klostær, cristæn dom, munk, mæssæ,
præst, prouæst, ængæl o. s. v. Mange af disse
Ord er næppe laante direkte fra Latin, men er
optagne i den Form, som eng. og tyske
Missionærer brugte. Fra Oldengelsk stammer
endvidere Ord som Navne paa Ugedage
(syndagh, mandagh, othænsdagh o. s. v.), fastæ
(Faste), skrift (Skriftemaal), skruth
(Præstedragt), lærthær (lærd); opr. oldsaksiske
(ell. oldfrisiske) er Ord som hærræ, mænnæskæ,
sial (Sjæl), thianæste (Gudstjeneste), hanzkæ. I
Landskabslovene findes derimod kun yderst faa
mellemnedertyske (plattyske) Laaneord, f. Eks.
hizæ, opænbar, iunkhærræ (Junker), greuæ,
hærtugh, widuæ (Enke); men dette hænger
sikkert sammen med Lovsprogets konservative
Karakter; de andre Kildeskrifter viser, at flere af
de tyske Laaneord, som præger Sproget i den
senere Middelalder, allerede var optagne før
Aar 1300.
I det hele staar Sproget i de ældste danske
Skr utvivlsomt paa et ældre Standpunkt, end
det talte Sprog ved Aar 1300 kan formodes at
have gjort. Forskellen paa Dialekterne er
ganske vist tydelig i Lovhaandskrifterne: i Skaanske
Lov skrives f. Eks. iak (jfr nuv. Skaansk og
Bornholmsk ja); i Erik’s sjællandske Lov bruges
baade iak og iæk (jfr nuv. sjællandske jæj og
jæ, Skriftsprogets jeg); i Haandskrifter af jyske
Lov bruges æk og ak; jfr nuv. (sønder- og
nørre-) jysk æ og a; men meget tyder paa, at
Forskellen paa de talte Dialekter har været
større, end man ligefrem kan se af
Haandskrifterne. Der havde m. a. O. allerede før Aar
1300 udviklet sig et litterært Sprog, der
indeholdt den første Spire til et fællesdansk
Skriftsprog, og som især udviklede sig under
Paavirkning af de sjællandske
Sprogarter. Grundlaget for Lovsproget maa sikkert
søges mange Aarh. forud for de ældste
Haandskrifters Tid i de mundtlige Foredrag, hvori
Retten blev bekendtgjort paa Landstingene, og
Retsreglerne er derfor ofte formede som korte,
klare, delvis endogsaa rimede Sætninger, der
let bed sig fast i Hukommelsen. (Litt.: G. F.
V. Lund, »Det ældste danske Skriftsprogs
Ordforraad« [1877]; Lyngby, »Udsagnsordenes
Bøjning i jyske Lov« [1863]; Wimmer,
»Navneordenes Bøjning i ældre Dansk« [1868];
Bertelsen, »Dansk sproghistorisk Læsebog«
[1905]; Dahlerup, »Flensborg-Haandskriftet
af Jyske Lov« [i »Nord. Tidsskr. for Filologi«,
3. Rk., 17. Bd]; Axel Kock, »Die alt- u.
neuschwed. Accentuierung unter
Berücksichtigung der anderen nord. Sprachen« [1901]; Lis
Jacobsen, »Studier til det danske Rigssprogs
Historie«, I [1910] jfr »Danske Studier« 1910,
S. 208; Marius Kristensen,
»Fremmedordene i det ældste danske Skriftsprog« [1906]).
Slutn. af Middelalderen ell. sidste
Halvdel af 14. og hele 15. Aarh. (Tiden fra
Valdemar Atterdag til Unionens Ophør)
karakteriseres bl. a. ved den livlige Forbindelse
mellem D. og Udlandet; S. fra øvede de Plattysk
talende Hanseater deres Indflydelse, mod N.
bredte det danske Herredømme sig over Norge
og Sverige. Litteraturen i denne Periode
har omtr. samme Karakter som den øvrige
europ. Middelalderlitteratur, og de danske Skr
er for en stor Del Overs. fra fremmede Sprog.
De vigtigste Værker, hvoraf de fleste er fra 15.
Aarh., er: gudelige Bøger (Den ældste
danske Bibeloversættelse, udg. af
Molbech 1828, Lucidarius, udg. af Brandt 1849,
Thomas a Kempis, udg. af Rønning 1885,
Henrik Suso, Legender og
Postiller, for en Del udg. af Brandt i Dansk
Klosterlæsning 1865, en Del Bønnebøger, endnu
ikke udgivne), yngre Haandskrifter af de gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
