Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Love og Stadsretter (Erik Klipping’s
Byret udg. af Secher i Universitets-Jubilæets
Blandinger I, Vederlagsretten udg. af
Rosenvinge, Gl. danske Love V 1827), Gilde- og
Lavsskraaer (udgivet af C. Nyrop 1895-
1904), Aarbøger og Krøniker (udg. af
Lorenzen 1887 ff.), Mandeville’s Rejse
(udg. af Lorenzen 1882), Karl Magnus
Krønike, Eufemiaviserne m. fl.
Ridderdigte (Romantisk Digtning fra Middelalderen,
udg. af Brandt 1869-77), den danske
Rimkrønike (udg. af Molbech 1825 og af Holger
Nielsen, 1895-1911), Hr. Mikael’s Rimværker
(udg. af Molbech 1836); Gl. danske Dyrerim
(udg. af Brøndum-Nielsen, 1908); Peder
Laale’s Ordsprog (udg. af A. Kock og C. af
Petersens 1889-94); mange Diplomer (et Udvalg
udg. af Molbech og Petersen 1858, andre
Samlinger især ved O. Nielsen: Kjøbenhavns
Diplomatarium 1872 ff., Jyske Tingsvidner 1882 m. fl.;
Missiver udg. af W. Christensen 1912-14; det
ældste ægte Diplom paa Dansk er fra 1371). De
gl. danske Folkeviser maa ligeledes
henregnes til denne Tid, skønt de fleste af
Haandskrifterne er fra 16. og 17. Aarh. (se
Grundtvig, »D.’s gl. Folkeviser«, II, S. XII).
Sproget i denne Periode, der i Sproghistorien
som oftest kaldes »gammel-dansk«, er især
mærkeligt ved de mange Brydninger og deraf
flg. Usikkerhed i Sprogformen. Gammelt og
nyt brydes, idet man i samme Værk kan finde
samme Ord i en meget gl og en meget ny
Form (Rimkrøniken har baade: mek thotthæ og
mek thøcthæ, Lucidarius: vatnæt og wanneth,
han skop, og han skaptæ), ligeledes brydes
hjemligt og fremmed, især Latin og
Plattysk, men under Unionstiden ogsaa Dansk og
Svensk, idet sv. Ordformer ret ofte
forekommer i danske Skr, medens til Gengæld det
danske Sprog øver en stærk Indflydelse paa Sproget
i Sverige og endnu mere i Norge. Endelig finder
der en Kamp Sted mellem de forsk. danske
Dialekter; ganske vist er det sjældent -
selv i Diplomerne, der ofte er skrevne af
Almuesfolk - at træffe »ren Dialekt« (f. Eks. Jysk
som: then stein, som wi soth nør neyr i mosse
i jen gammel pøth imodh e engh o. s. v.), i Alm.
er det kun enkelte Ord ell. Former, der røber
Skriverens Hjemstavn, medens de mest
afstikkende Dialektejendommeligheder undgaas (selv
Jyder skriver jech o. desl., ikke ac), og i fl. Skr
er Sprogformen saa blandet, at det ikke er
muligt at afgøre, hvor de er skrevne. En særlig
Karakter har Sproget i de Dokumenter, som
hidrører fra Regeringen, idet de gennemgaaende
er affattede i et ret ensartet Kancellisprog, hvis
Grundlag er Sprogformen i de sjællandske Love;
det sjællandske Lovsprog faar saaledes mere og
mere Karakter af D.’s fælles Statssprog.
En Hovedvanskelighed ved de gammeldanske
Værker er den inkonsekvente
Retskrivning, der i mange Henseender stemmer med
den samtidige plattyske; i Flæng bruges f. Eks.
i, y og j: for mynæ sinder skild (for mine
Synders Skyld), ligeledes c (ch, ck) og k:
schomaghere, chenne; Lyden v kan udtrykkes ved
v, w, u, f, uf, wf, ff, ffu, ffw o. s. v. (bleff,
nærffwerendis, graffuen); man finder meth og
met (med), thit, tit og tith (dit) o. desl. Snart
finder man Forsøg paa etymologisk, snart paa
fonetisk Skrivemaade: øge, øghe, øue, øye, sige,
sighe, sie o. s. v.
Som Sprogprøver hidsættes:
I. Af Lucidarius:
»Pater noster« giordhæ ihesus christus selleff,
oc hun ær saa ath syæ: Wor father, ther i
hymærighæ ær, helliest ær tith naffn, thil kommæ
tith righæ, tyn williæ skal wæræ saa paa jordhen
som i hymmelen, Gyff oss i daw worth daulighæ
brødh, Oc forlath oss woræ brøthæ, sosom wi
forlathæ them ther woss om moth brydhæ, Oc
ledh woss ey i frestelsæ, Men frels wos aff alth
onth, Amen. I thennæ bøn begyndes (Variant:
kwngiøres) wor herres welliæ, oc forthy syes
hun effther tyendhæ (tiende, stille) messæ. Then
offræ wi guth i handh, oc worthæ sosom hans
williæ ær.
II. Af »Kvinders Urtegaard«:
Thenne viise man ok ædelige kong, kong
Salomon, blan andre visdoms ord tha taler han
instet (et Sted) besynderlige (særlig) om then
aller edeligste kræatur som er en døgdelig ok
god qwynne, so syendis: Lige som solen met sit
skyn po hemelyn er gantske deglig ok fawer ok
er verden megit glædelig, so er ok en god
qwynne, met syn twcth ok faffwer synd, gantske
deglig ok fawer, ok er it got ligginde fææ vdi
syn bonnes huss, ok er syn hosbonnes daglige
glede. Thisligest alle tieneste folk og hioon
(Tyende) gleder sig viid en god døgdelig
spyserinde (Madmoder) ok lige som solen er verdens
dronnyng, so er ok gode døgdelige qwynner
verdens glæde. Ty alle then glæde i verden er,
hwn er aff høffwiske ok tuctige danne quinner.
Flere af Ejendommelighederne ved Sproget i
Tiden 1350-1500 havde utvivlsomt allerede
udviklet sig før Aar 1300, men kendes fra den
ældste danske Litt. kun som Undtagelser,
medens de i 14. og 15. Aarh. bliver til regelmæssig
brugte Sprogformer.
De vigtigste af de Lydovergange, som
udmærker Gammeldansk, er flg.: I Forlyd gaar
det gamle þ (th) over til Lyden t (som dog ofte
skrives th): ældste Dansk thiuf, gammeldansk
tiuff. Efter Vokal gaar p, t, k over til b, d, g:
ældste Dansk gripæ, gammeldansk gribe, bitæ
- bide, akæ - age; som oftest repræsenterer
i disse Tilfælde b Lyden [v], d betegner Lyden
[ð], og g Lyden [g]; i mange Tilfælde kan v
(ff), ð (dh, th) og g (gh) gaa over til at blive
Halvvokal (Led af en Diftong) ell. helt
»forsvinde«, saa at vi kan faa Sprogformer som:
sagdhe, saudhe og sade (smlg. nydansk sa),
læther, læir og lær. - Den gl. Forskel paa ll
og ld, nn og nd ophører; ældste Dansk har
fallæ, men haldæ, finnæ, men bindæ, i 15. Aarh.
skrives derimod baade falde, falle, holde, holle,
finde, finne, binde, binne; Udtalen har sikkert
i alle Tilfælde været ens, nemlig med
»mouilleret« l og n, hvilke Lyd man undertiden har
betegnet ved de stumme d’er. For
Vokalernes Vedk. er Nydannelserne mindre
gennemgribende. Ved en »fremadvirkende« Omlyd gaar
(især i østdansk) ia over til iæ: gialdæ - giælde,
iafn - iefn o. desl. Allerede i ældste Dansk
var det gl. lange a begyndt at nærme sig i Lyd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
