Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som Dyrmalere fremtraadte foruden O. Bache
Th. Philipsen og O. Haslund; den
sidstnævnte fulgte i ældre Tid Lundbye’s
Retning; senere har han især udmærket sig som
Maler af Børnelivet. I Sømaleriet var C.
Neumann og C. Blache Sørensen’s Elever,
Carl Rasmussen uddannede sig mere paa
egen Haand. Chr. Zahrtmann følte sig
især hendraget til intime hist. Skildringer fra
Fortidens Liv og blev af Leonora Christina’s
»Jammersminde« inspireret til en Række
Billeder, der er enestaaende i det danske
Historiemaleri i Henseende til dyb, bevæget
Originalitet; i andre Ting gik han undertiden over til
Særhed. Carl Thomsen skildrede hyggelige
Scener i den dannede Klasse og indførte en
egen litteraturhistorisk Memoiregenre i
Malerkunsten; A. Helsted malede psykologisk
interessante og vittige Billeder af dansk og ital.
Liv; V. Irminger fandt Motiver, der hyppig
er aandrige og poetiske, paa de forskelligste
Omraader; Aug. Jerndorff udviklede sig
til en ypperlig Maler af monumentale hist.
Portrætter. H. N. Hansen og Hans
Tegner viser i deres Illustrationer en spirituel
Opfattelse af Fortidens Stil og Aand. Frants
Schwartz gjorde enkelte aandrige Malerier
af ideelt Indhold og udmærkede sig som
Raderer.
I Billedhuggerkunsten er, som vi allerede har
antydet, de fleste Kunstnere, der fremtraadte
efter H. V. Bissen og Jerichau, Lærlinge af
Bissen ell. fulgte dog overvejende hans Retning.
Bl. de ældre maa nævnes C. Peters og Th.
Stein, der som akademiske Lærere gennem
lang Tid med mest Autoritet har hævdet den
ældre, konservative Retning; fremdeles Chr.
Freund og O. Evens. I et friere Forhold
til den Bissen’ske Skole stod A. W. Saabye,
der især udmærkede sig ved et grundigt og
kunstnerisk følt Detailstudium af den
menneskelige Skikkelses Former. Bissens mest begavede
Elev var hans ældste Søn, Vilhelm Bissen,
sorn vel ikke ganske arvede Faderens energiske
Produktivitet (for hvilken der ogsaa i den flg.
Tid vilde have været meget ringe Anvendelse),
men dog er hans ypperste Efterfølger som
monumental Plastiker, og som i mange Henseender
førte det kunstneriske Studium af Natur og
Virkelighed videre end han; uagtet han i det
væsentlige er vedblevet at staa paa den ældre
danske Skoles Grundlag, er han dog ingenlunde
helt upaavirket af Udlandets, især den fr. Kunsts
Eksempler. De nærmest efterfølgende
Billedhuggere uddannedes nu mere under udenlandsk
Paavirkning; det gælder om L. Hasselriis,
der, uagtet han opr. var Elev af H. V. Bissen,
snart intet beholdt tilbage af den danske
Tradition, og i endnu højere Grad om Jul. Schultz.
Derimod vendte C. Aarsleff mere tilbage til
den danske Skole, især i Jerichau’s Spor. Den
betydelige norske Billedhugger Stephan
Sinding, der en Aarrække levede i Kbhvn, har
uden egl. at smelte sammen med dansk Kunst,
som han i mange Retninger staar fjernt, dog
faaet en ikke ringe Indflydelse paa den.
En ny Periode i dansk Kunst - navnlig i
Malerkunsten, men dog, som vi nys har antydet,
ogsaa i Skulpturen - begynder fra Midten af
1870’erne ell. omtr. fra 1878, da der i Paris
holdtes en stor Verdensudstilling med livlig
Deltagelse fra Norden. Der herskede allerede forud
for denne Tid bl. de yngre en vis Utilfredshed
med de kunstneriske Tilstande i Hjemmet;
Kunsten syntes her ikke rigtig at ville komme af
Pletten, medens den i det øvrige Europa traadte
ind i ny Former. Og i Virkeligheden var der i
toneangivende ældre Kunstnerkredse en ikke
ringe Tilbøjelighed til at hævde, at alting her
var paa det bedste; man kunde høre de
besynderligste Udtalelser om, at det, som Udlandet
mødte op med, f. Eks. paa den store
Verdensudstilling, væsentlig kun var Galskab. Alt
imedens det egl. Liv i Troen paa den nationale
Kunst var paa Vej til at slukkes, var denne Tro
forbenet til en Slags Konfession, og man spurgte
mere efter den end efter Gerningerne. Man lod
sig ogsaa i det hele nøje med et alt for ringe
Maal af kunstnerisk og teknisk Studium. Men
allerede fra 1878 havde yngre Malere (først L.
Tuxen og senere den meget begavede P. S.
Krøyer o. fl.) begivet sig til Paris for paa ny
at gaa i Skole og erstatte det københavnske
Akademis Lærdom med de fr. Atelier’ers. Den
fr. Mester, som de især søgte til, Léon Bonnat,
blev da yderst forbavset ved at bemærke, at
Skolen i Kbhvn endnu fastholdt Traditionerne
fra Louis David’s Atelier i 19. Aarh.’s Beg.,
medens de alle andre Steder og først og fremmest
i Frankrig for længe siden var gaaede over til
Historien. Og dette forholdt sig ogsaa ganske
rigtig; Roed, der ved Akademiet i Kbhvn var
den egl. Lærer i Maling, opsatte hver Morgen
sin Palette nøjagtig, som han havde lært det af
Eckersberg, der atter havde lært det af David.
Af Bonnat lærte nu de unge Danske at give
deres Farve en langt højere Valør og mere
Glans i Lyset, overhovedet at lægge mere Vægt
paa Valørernes indbyrdes Forhold og paa en
kraftigere Kontrast mellem Lys og Skygge. Dette
havde ikke alene en virkelig malerisk Bet., men
det krævedes ogsaa for at opnaa den slaaende
Effekt, der under de bestandig større
Udstillingsforhold var nødvendig for, at et Maleri
overhovedet skulde blive bemærket og ikke helt
drukne i Massen. Overhovedet lærte man i Paris
meget, som kunde være godt for den mere
verdslige Side af Kunsten; for dens inderligere
og mere sjælelige Egenskaber kunde man ikke
vente synderlig Opmærksomhed fra Bonnat’s
Side, og dem kunde der overhovedet vanskelig
blive Tid og Lejlighed for danske Malere til at
opdyrke under deres Ophold i Paris. I
Beundringen for, hvad der kom fra Frankrig,
mødtes man med den nyeste Retning i den danske
Litteratur, som havde udviklet sig siden G.
Brandes’ Optræden i Beg. af 1870’erne. Dog var
der meget væsentlige Sider af den fr. Kunst -
dens uskaansomme, pessimistiske Realisme, dens
Sensualisme -, som efterlod sig faa ell. ingen
Spor i de danske Maleres Arbejder.
Men Brechen var nu i hvert Fald aabnet, og
Kravene paa ny Tilstande gjorde sig gældende
over hele den yngre Kunstnerslægts Linie, idet
de bares frem baade af Eksemplet fra Udlandets
Kunst og af Alliancen med det »litterære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
