Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 1) Fra den ældste Tid indtil 1241
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det danske Folk var imidlertid blevet til. De
mindre Stammer i Jylland, saaledes Kimbrerne
og Harderne, der nævnes paa Kejser Augustus’
Tid, var før Aar 500 smeltede sammen til eet
Folk, Jyderne, medens Skaanes og Øernes
Befolkning er gaaet op i de krigerske Daner
(Spyd-Danerne); snart efter er Danerne blevet
Betegnelsen for hele Folket, og Landet faar
Navn efter dem. Danerne beboede det hele D.
fra Ejder til Hallandsaas; dog lod man Friser,
som forstod at dyrke Marsken, nedsætte sig
langs Sønderjyllands Vestkyst, men uden
politisk Selvstændighed. De ubeboede Grænseegne
var Stødpuder imod Sachserne og imod
Gøterne. Gennemgaaende var Landet bebygget; det
østlige Nordsjælland laa dog hen som
uigennemtrængelig Skov og blev først sent opdyrket
ved Rydning (Hillerød, Birkerød).
Samfundsforholdene svarede til de gl. Germaners. Af
Familier opstod Slægter, der bevarede
Sammenholdet, idet de boede i Byer og dyrkede
Markerne i Fællesskab ved Hjælp af Trælle.
Landsbykulturen er ejendommelig for D. og
Grundlaget for den hist. Udvikling. De større
Byers Navne endte hyppigst paa -lev (ɔ:
efterladt Gods), -sted, -um, -løse, -inge ell. -by; her
boede de fri Ejendomsbesiddere, Adelbønderne.
Efterhaanden opstod der om de ældre Byer en
Mængde mindre Udflytterbyer, Torper, der
beboedes af Bryder. Hver By styrede sine egne
Anliggender; men inden for visse Kredse,
Herreder, sluttede Byerne sig sammen og varetog
paa Herredstinget de fælles Interesser. I
Spidsen for eet ell. fl. Herreder stod Høvdingeætter,
hvis ypperste Mænd havde Anførslen i Krig og
ofte var Goder (s. d.). Af Høvdingedømmet
opstod tidlig Kongedømmet. Kongen valgtes paa
Tinge; men man valgte inden for den bestemte
Kongeæt, der tænktes at stamme fra Guderne.
Drotten var da ogsaa Folkets religiøse
Overhoved; end mere hævede han sin Magt som
Fører i Krig. Tillige skulde han vaage over
den indre Fred og modtog derfor Bøder af den
Domfældte. Endvidere udviklede der sig et kgl.
Embedssystem (Jarler over større Egne,
Kongsbryder paa de enkelte Kongsgaarde), der tillige
med Hirden og de vidtstrakte Godser - alt
udyrket Land var Kongens - skaffede
Kongedømmet stor Indflydelse og Anseelse. Dog gav
Folket selv Love og afsagde Dom paa Tinge.
Ved Kongedømmets Indgriben blev D. tidlig et
samlet Rige. Allerede i 6. Aarh. var der kun
2 Riger, et jysk med Jællinge som Kongesæde
og et østdansk under Skjoldungeætten med
Lejre, senere med Roskilde som Kongesæde;
saaledes er den hist. Baggrund for det
angelsachsiske Digt »Beovulf«. Rolf Krake, den store
Lejrekonge, er samtidig med de store
Folkevandringskonger; han ligner dem i hensynsløs
Politik, men han er Hirdens fejrede Drot
(Bjarkemaalet). Senest i 8. Aarh. fuldbyrdedes
Enheden, og Skjoldungerne havde
Herredømmet lige til Ejder, ja endog over »Vestfold« i
Norge. Dog beholdt de tre Landsdele
Selvstændighed i Forhold til hverandre og bevarede
den ned gennem Tiderne; Jyderne vedtog Love
og dømte paa Landstinget i Viborg,
Sjællænderne i Ringsted. Skaaningerne i Lund.
D. var stærkt nok til at stille sig mod den
stigende Frankervælde. Den mægtige
Godfred anlagde Danevirke (s. d.) og gjorde Tog
mod Karl den Store; men han blev myrdet
(810), og hans Efterfølger fandt det raadeligst
at slutte Fred. Efter 812 svækkedes Riget af
voldsomme Kampe mellem to Grene af
Kongeætten. En af Kongerne, Harald, tyede
gentagne Gange til Frankerne, og derved banedes
Vej for Kristenforkyndelsen. Ærkebiskop Ebo
af Reims gæstede Sønderjylland 822, og da
Harald under et Ophold hos Kejser Ludvig den
Fromme var blevet døbt i Mainz, fik han
Ansgar med sig (826). Skønt adskillige Danskere
ved Handelssamkvem med den frisiske By
Dorstad allerede var paavirkede af
Kristendommen, gik det kun smaat med Missionen, og
Harald blev fordrevet til Frisland, hvor hans Slægt
længe opretholdt et dansk Herredømme.
Gudfred’s Søn Haarik var nu Enekonge i D.,
og efter nogen Tids Fjendskab sluttede han
Fred med det østfrankiske Rige, hvorpaa
Ansgar atter kunde komme til Landet. Men efter
Ansgar’s Død (865) sygnede Forkyndelsen hen.
Folkets bedste Kraft slugtes af de vældige
Vikingetog, der vendte sig mod de britiske
Øer, Elblandet, Frisland, Frankrig, ja endog
Middelhavslandenes Kyster og skyldtes en
relativ Overbefolkning, tillige dog Folkets
Kamplyst og Guldtørst. Vikingerne ell. Normannerne
begyndte deres Færd 793 med Hærgning af det
eng. Økloster Lindisfarne og fortsatte nu
bestandig, først spredt og tilfældig, fra c. 835 mere
planmæssig, stundom med Hære paa 30-40000
Mand; de gik frem med overlegen Krigskløgt
og udnyttede snildt al indre Splid i de store
Kulturlande, saa at disse til sidst næsten var
værgeløse. Nu satte man sig fast ved Loires og
Themsens Mundinger, Høvdingen Regner
(Lodbrog) hærgede baade Irland og Paris (845);
hans Sønner erobrede Nordengland, og snart
syntes Angelsachserne helt at bukke under,
indtil Alfred den Store’s Sejr (878) indskrænkede
de Danske til Danelagen. I de flg. Aar rasede
Normannerne værre end nogen Sinde i
Frankerrigerne, særlig langs Rhinen og dens
Bifloder; men efter at Vikingekongen Godfred var
blevet myrdet (885), det store Angreb paa Paris
var mislykket (886), og Kejser Arnulf havde
slaaet Normannerne ved Dyle (891), sagtnede
Vikingefærden. 911 kom Normanner under
Rollo til Frankrig og fik det efter dem opkaldte
Normandi som Len, og baade her og i England
begyndte de nordiske Indvandrere at antage
højere Kultur, medens de paa deres Side
tilførte de fremmede Lande friske Kræfter.
Saa enestaaende en Vælde, D. end udfoldede
ved disse Normannertog, svækkedes Riget selv
dog ved Udvandringerne og Vikingelivets Uro,
og Svenskeren Olav tilrev sig D. ell. en Del
deraf. Hans Søn Gnupa blev slaaet af
Tysklands Konge Henrik I og tvunget til at lade sig
døbe (934), men snart efter fældet af Gorm
den Gamle, hvis Hustru Tyre Danmarksbod
udbedrede Danevirke. Deres Søn Harald
Blaatand fuldendte Sejren dg vandt hele D.
P. Gr. a. det tyske Riges Opsving under Otto I
kunde Ærkebiskop Adaldag af Hamburg aabne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
