Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dannemora, gl. berømt Jernmalmsfelt i Sverige, ligger 48 km N. f. Upsala lige ved Grufsjön - Dannemorit, en jern- og manganholdig Varietet af Mineralet Hornblende - Dannenberg, By i den preuss. Prov Hannover, ved den lille Flod Jeetze - Dannenberg, Hermann, tysk Numismatiker (1824-1905) - Danner, Louise Christine, Lensgrevinde, Frederik VII's Gemalinde, (1815-1874) - Danneskjold, løs Stengrund, som ligger uden for Kapellet ved Liselund paa Møens Østside - Danneskjold. Navnet D. gaves til forsk. Tider Efterkommere af Kongerne Frederik III's og Christian V's uægte Sønner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frem i Anseelse og Bet. som Jernmalmsgrube,
men vil maaske nu, da den basiske Bessemering
har bragt de fosforrige Jernbjerge i Norden
paa Markedet, og fordi Udvindingen bliver
besværligere paa de store Dybder, faa en mindre
indflydelsesrig Stilling bl. Verdens
jernmalmproducerende Felter.
A. G.
Dannemorit, en jern- og manganholdig
Varietet af Mineralet Hornblende; forekommer ved
Dannemora i Sverige som gullig brune ell.
graalige, traadede ell. fintstænglede Masser.
O. B. B.
Dannenberg [-bærk], By i den preuss. Prov
Hannover, ved den lille Flod Jeetze. (1910) 1934
Indb. Borgen, hvor den danske Kong Valdemar
II Sejr blev holdt fangen 1223-25 af Grev
Henrik af Schwerin, nedreves 1376.
G. Ht.
Dannenberg [-bærk], Hermann, tysk
Numismatiker (1824-1905), skrev talrige Afh. om
middelalderlige tyske Mønter. Hans vigtigste
Arbejde er: »Die deutschen Münzen der
sächsischen und fränkischen Kaiserzeit« (3 Bd, 1876
-98, 4. Bd 1905).
Danner, Louise Christine,
Lensgrevinde, Frederik VII’s Gemalinde, Datter af
Købmand Køppen og Jomfru J. C. Rasmussen, hvis
Navn hun fik i Daaben, f. i Kbhvn 21. Apr. 1815,
d. under et Ophold i Genua 6. Marts 1874. Hun
optoges som Elev i det kgl. Teaters Balletkorps,
ansattes 1835 som Figurantinde og blev
afskediget med Pension 1842, hvorefter hun
etablerede sig som Modehandlerinde i Kbhvn.
Louise Rasmussen stod dengang i et intimt Forhold
baade til den senere Kammerherre Berling og
til Kronprins Frederik, hvis Bekendtskab hun
havde gjort i Fredericia i Slutn. af 1830’erne.
Aaret efter at Kronprinsen havde besteget
Tronen som Kong Frederik VII, vilde han ægte
hende, men det lykkedes denne Gang
Ministeriet Moltke at forhindre dette Skridt. Støttende
sig til den store Folkeyndest, han som
»Grundlovens Giver« havde vundet, dristede Kongen
sig dog til at handle paa egen Haand i dette
delikate Spørgsmaal. Efter at han havde
ophøjet hende til Lensgrevinde af Danner, lod han
sig 7. Aug. 1850 vie til hende i Frederiksborg
Slotskirke af Biskop J. P. Mynster. Denne
ægteskabelige Forbindelse vakte naturligvis baade
Harme og Sorg hos Befolkningen saavel i
Kongeriget som i Hertugdømmerne. Forargelsen
forøgedes yderligere derved, at Kammerherre
Berling kaldtes til Hoffet som Kongens
Privatsekretær og Civillistens Generalintendant og i
disse Egenskaber delte den herskende
Indflydelse med hende. I Modsætning til sin
Samtidige, Grevinde Milafiore, Kong Viktor
Emanuel’s morganatiske Gemalinde, der førte en
tilbagetrukken Tilværelse, søgte Grevinde D. at
trænge sig frem i Forgrunden. Hun ledsagede
Kongen under dennes Besøg paa Bornholm 1851,
i Jylland 1852 og i Hertugdømmerne 1854 og
optraadte overalt officielt som hans Gemalinde,
hvad der fremkaldte Protester. Kongen
forordnede ved et Reskript, at Grevinde D. skulde
indføres i Statskalenderen, og han underrettede
de Fyrstehuse, til hvilke han var knyttet ved
Slægtskabsbaand, om sit Ægteskab. Men dette
Skridt forblev virkningsløst, idet de ved Hoffet
akkrediterede Diplomater ikke forandrede deres
hidtidige, reserverede Holdning over for
Grevinden. Ved sit uheldige Ægteskab svækkede
Frederik VII sin Kongeværdigheds Prestige, og
han isolerede sit Hof saaledes, at dette ikke
blev noget Sammenknytningspunkt for
Kongeriget og Hertugdømmerne. Ministeriet Hall, der
levende følte det uheldige i denne Situation,
fordrede endelig Berling’s Afskedigelse og
nedlagde alvorlig Protest mod, at Grevinden
optraadte officielt som Kongens Ægtefælle og tog
Del i den Hyldest, der ydedes ham som
Kronens Bærer. Berling og Grevinde D. fik nu ved
deres forenede Indflydelse Kongen til at
afskedige Ministeriet Hall Decbr 1859, hvorefter han
omgav sig med Venstreministeriet Rotwitt. Her
spillede altsaa Grevinden en politisk Rolle. Men
det ny Ministerium var kun af ganske kort
Varighed, og da Hall igen vendte tilbage til
Magten, blev hendes Indflydelse i politisk
Henseende trængt fuldstændig tilbage. Hint
Ministerskifte havde vakt Forbitrelse hos den
nationalliberale Opinion i Hovedstaden, og der
forefaldt Gadedemonstrationer, under hvilke
Grevindens Navn var Genstand for Forhaanelse.
Efter Kongens Død førte hun en stille
Privattilværelse i Kbhvn. Grevinde D.’s aandelige
Dannelse var temmelig tarvelig; hun havde
erhvervet sig en vis Færdighed i at kunne føre en rent
overfladisk Konversation paa Tysk, Engelsk og
Fransk. Hendes Formue, der beløb sig til omtr.
7 Mill. Kr., anvendte hun i samfundsnyttige
Øjemed. I Kbhvn oprettede hun Frederik VII’s
Stiftelse for fattige Fruentimmer af
Arbejderklassen; paa Jægerspris, hvilket hun arvede
efter Kongen, grundede hun en Stiftelse for
Pigebørn, især af Almuen, hvilke her
undervistes og uddannedes til Tjenestepiger. Derved
rejste Grevinde D. sig et Minde, der kaster et
forsonende Skær over hendes Navn.
A. Th.
 |
| L. C. Danner. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
