Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dans, visse legemlige, rytmiske Bevægelser, i Reglen nærmere lovbundne ved og ledsagede af Musik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke alene som et Udtryk for de forsk.
sjælelige Rørelser hos de enkelte Individer, men
ogsaa til Forherligelse af offentlige Fester, som
Krigsdanse, og navnlig som Led i den religiøse
Kultus. Man ved saaledes, at Ægypterne opførte
D. ved alle deres religiøse Festligheder, navnlig
naar en ny Apis blev fundet, Præsterne
fremstillede D. i mytologiske Scener og Stjernernes
Løb, ja selv ved Ligbegængelser var D. en
væsentlig Faktor, dog nærmest af pantomimisk
Karakter, og man kan vel deri søge
Oprindelsen til den senere Mimik og Plastik. Man
finder saaledes paa de gl. ægypt. Mindesmærker
talrige Afb. af dansende Figurer, snart
enkeltvis, snart i Grupper, der indtager forsk.
udtryksfulde Stillinger, ell. med en vis Anstand
bevæger sig i afmaalte, graciøse Dansetrin.
Ogsaa hos Jøderne spillede D. en betydelig Rolle,
ved Ofringer o. a. højtidelige Lejligheder, som
det fremgaar af Biblen. Hos Grækerne
udgjorde D. en vigtig Del af Ungdommens
Opdragelse; den opfattedes ikke mindst som et
væsentligt Moment til Legemets harmoniske
Udvikling og formede sig til en virkelig Kunst
(Orchestik), der stod i nær Forbindelse
med Sang, Poesi og Skuespil og var et meget
væsentligt Led saavel i de hellige Mysterier
som paa den gr. Skueplads. Ikke for intet
havde D. sin egen Repræsentant mellem Muserne,
Terpsichore. Grækernes største Mænd
ansaa det ikke for under deres Værdighed at
lede ell. deltage i D.; de gr. Digtere og Forf.
lader ikke alene Guder og Gudinder optræde
dansende, men omtaler Gang paa Gang,
hvorledes Mænd som Sokrates, Plato, Sofokles,
Epaminondas o. s. fr. dyrkede den ædle
Dansekunst. Hos Romerne stod D. ikke i saa høj
Anseelse som hos Grækerne, den gik mere og
mere over i Hænderne paa professionelle
Dansere og Danserinder, der bl. a. anvendtes til
Underholdning ved Gæstebudene, og
efterhaanden som Romerriget forfaldt, gik ogsaa D. over
til at blive et Udtryk for lasciv Tøjlesløshed
og Løsagtighed. - I Kristendommens første
Tider tog Kirken efter en udstrakt Maalestok D. i
sin Tjeneste; men at den her efterhaanden gav
Anledning til store Udskejelser og Laster,
fremgaar tydelig nok af de talrige Forbud, der
gennem Tiderne ses nedlagt mod den af de
kirkelige Myndigheder. Det var i Italien, at D. igen
i Slutn. af 15. Aarh. efter den lange
Forfaldsperiode kom til Ære og Værdighed og blev
underkastet visse lovbundne Regler, ligesom det
var dette Land, der dengang paa dette, som
paa saa mange andre Omraader, blev hele det
vestlige Europas Læremester. Fra Romernes
Atellaner stammer de staaende Figurer i den
ital. Maskekomedie, som vi endnu kender dem
i Pantomimen, og det er disse, der er det egl.
Ophav til de komiske D., der i Dansekunstens
Historie gaar under Navnet »Groteskdanse«.
Regelmæssige Selskabsdanse eksisterede endnu
ikke dengang; for hver enkelt Lejlighed
arrangeredes det fornødne paa Grundlag af de til
hver Tid brugelige Regler og Dansebevægelser.
Det ejendommelige for den Tids D. var da den
fornemme Anstand og Ynde, Gravitet og
Elegance, hvormed man bevægede sig, og som
senere yderligere udvikledes gennem den fr.
Skole, der tog Arven op efter Italien, og hvor Folk
som Molière, Lully og Quinault under Ludvig
XIV ydede deres Bidrag til Udviklingen
gennem Danse- og Balletkompositioner, dels som
selvstændige Arbejder, dels som Indlæg i
Operaen. Men Udviklingen af den egl. Dansekunst
i Frankrig skyldes fornemmelig enkelte
fremragende Dansere, saaledes Beauchamp,
der i Midten af 17. Aarh. lagde Grunden til
Franskmændenes sceniske Dansekunst, og
navnlig Noverre, der et Aarh. senere, baade
praktisk og teoretisk - bl. a. gennem sit Skrift,
Lettres sur les arts imitateurs -, førte
Udviklingen et stort Skridt fremad og maa betragtes
som den egl. Skaber af den moderne Ballet og
den højere Dansekunsts Genføder. Og ligesom
de højere Stænder nu havde deres selvstændige
Danse, saaledes havde der gennem Tidernes Løb
ogsaa i Folkenes bredere Lag udviklet sig D. af
en anden, men ikke mindre ejendommelig
Karakter, saaledes at hver enkelt Nation
efterhaanden fik sine ganske specielt udprægede og
for den særlige karakteristiske Folkedanse, der
i Dansekunstens Historie spillede en lgn. Rolle
og har haft samme befrugtende Indflydelse som
Folkesangene og Folkeviserne paa Musikkens og
Poesiens Omraade. I Norden bærer saaledes
Kæmpe- og Folkeviserne talrige Bud om, at D.
var en meget yndet Forlystelse, ikke alene ved
Hove og hos Adelen, men ogsaa bl. Almuen,
i Borgstuen og under aaben Himmel. Oprindelig
traadte man D. til Tonerne af disse Viser, idet
enten de Syngende selv dansede - ofte blot
under Omkvædene - ell. enkelte sang og andre
dansede dertil. De fleste Selskabs- og
Balletdanse har nu deres Oprindelse fra disse
National- og Folkedanse, hvis Tal er legio, og af
hvilke her kun skal nævnes nogle ganske
enkelte i Forbindelse med andre for de forsk.
Lande karakteristiske Danse, i Italien saaledes
den brusende Tarantel og Saltarello’en, i
Spanien den graciøse Sarabande, der hurtig
udbredte sig over hele Europa, Bolero og
Fandango, i Frankrig Gavotten, Couranten og først
og fremmest den sirlige Menuet, hos de
slaviske Nationer den fyrige Czardas, den stolte
Polonæse og den ridderlige Mazurka, Norges
Halling og Springdanse, den eng. Hornpipe og
Reel, og i Tyskland, der i Slutn. af 18. Aarh. paa
Dansekunstens Omraade var i Færd med at
tage Luven fra de romanske Nationer, den
vuggende Vals (ogsaa kaldet Allemande), Ländler
og Galoppen. Og dermed indtræder
Selskabsdansen i det hele taget i et ganske nyt Stadium;
den værdige Anstand og Ynde, hvormed man
tidligere traadte D., maatte vige Pladsen for
den mere sansepirrende og aandløse Vivacitet,
der prægede den nyere Tids Runddanse. I
de senere Aar har disse imidlertid ofret
Hurtigheden og Livfuldheden til Fordel for et
slæbende Tempo, en drævende Karakter, der
næsten berøver dem ethvert Præg af D. I
Danmark har D. i 19. Aarh. skabt den danske
Ballet en ganske ejendommelig og fremragende
Stilling, takket være den ypperlige, decente og
skønhedsdyrkende Skole, hvortil August
Bournonville lagde Grunden, og hvis Traditioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
