Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Davout, Louis Nicolas, Hertug af Auerstädt, Fyrste af Eckmühl, Pair og Marskal af Frankrig, (1770-1823) - Davre, »Dag-Maaltid«, Døgnets første Maaltid - Davus sum, non Ødipus, lat. Talemaade: »jeg er Davus, ikke Ødipus«, d. v. s. jeg er kun et alm. Menneske og ingen Vismand - Davy, Humphrey, eng. Kemiker, (1778-1829)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig Bonaparte’s Opmærksomhed, navnlig ved
sin Optræden i Kampen ved Abukir 1799. Paa
Tilbagerejsen til Frankrig fangedes han af
Englænderne, men naaede hjem 1800, og udnævntes
til Divisionsgeneral. Han deltog i Kampene i
Norditalien 1800-01. Ved Kejserdømmets
Oprettelse udnævntes han til Marskal af Frankrig
og fik 1805 Kommandoen over 3. Armékorps i
Storarmeen. Med dette Korps deltog han med
megen Dygtighed i Operationerne mod Ulm og
i Slaget ved Austerlitz. Ganske særlig
Fortjeneste indlagde han sig i Felttoget 1806 ved med
underlegne Kræfter at slaa Preusserne ved
Auerstädt, medens Napoleon samme Dag
sejrede ved Jena. Denne Bedrift skaffede ham
Titlen Hertug af Auerstädt, hvilken Titel han
fik 1808. Ogsaa i Slagene ved Eylau og
Friedland fik D. Lejlighed til at vise sine glimrende
milit. Egenskaber. 1809 afgjorde han Kampen
ved Eckmühl og bidrog til Sejren ved
Wagram ved en Omfatten af Fjendens venstre
Fløj. Efter Freden i Wien udnævntes D. til
Fyrste af Eckmühl og blev Chef for
Observationskorpset ved Elben. Under Felttoget i
Rusland 1812 førte D. 1. Armékorps, deltog i
Kampene ved Smolensk og Moskva og viste
under Tilbagetoget en beundringsværdig Ro og
Koldblodighed. Han ordnede paa ny sit Korps
i Sachsen, hvor han optraadte med megen
Strenghed. Angrebet af overlegne fjendtlige
Styrker trak han sig tilbage mod N. Han
beordredes derefter til Nedre-Elben for at tage
Befalingen over den 32. Militærdivision og
genoprette det fr. Herredømme i disse Egne,
hvilket lykkedes fuldkomment. 17. Aug. 1813
tiltraadte D. i Forening med en dansk Division
under Prins Frederik af Hessen Marchen til
Schwerin for at møde Wallmoden’s
sv.-tysk-eng.-russ. Hær. Felttoget gennemførtes med
Hæder for de fr. og danske Tropper. I Beg.
af Septbr gik D. tilbage til Ratzeburg, hvor
han blev staaende til Midten af Novbr under
hyppige Kampe med Fjenden. Efter Slaget ved
Leipzig trak han sig tilbage til Hamburg, hvis
Forsvar han havde forberedt, medens det
danske Auxiliærkorps gik kæmpende tilbage til
Rendsburg. D., der i Hamburg optraadte med
en Strenghed, der gjorde ham forhadt i hele
Tyskland, forsvarede sig med stor Dygtighed.
5. Maj 1814 overgav han Byen, ikke af Hensyn
til Fjenden, men paa Forlangende af Frankrigs
ny Hersker Ludvig XVIII. D. vendte tilbage til
Frankrig, men modtoges uvenligt af
Bourbonerne. Ved Napoleon’s Tilbagekomst fra Elba
sluttede han sig til denne, udnævntes til
Krigsminister og udfoldede i denne Stilling en
enestaaende Energi, saaledes at det hurtig
lykkedes ham at reorganisere Hæren. Han tabte
ikke Modet efter Slaget ved Waterloo, fik
Befalingen over de foran Paris samlede
Stridskræfter og troede endnu paa med Held at
kunne yde Modstand. Den provisoriske Regering
tvang ham imidlertid til at trække de franske
Tropper bag Loire, hvor han maatte overgive
Befalingen til Marskal Macdonald. Da Ludvig
XVIII igen kom paa Tronen, blev D. berøvet
alle sine Værdigheder og Ærestegn, udvistes af
Paris, og man borttog endog hans Billede fra
Marskal-Salen i Tuillerierne. Han levede nu i
nogen Tid paa sit Landgods, men fik 1816 igen
Tilladelse til at bo i Paris. 1817 modtog han
atter Marskalstaven, fik alle sine Titler tilbage
og udnævntes 1819 til Pair af Frankrig. (Litt.:
Marquise de Bloqueville (D.’s Datter),
Le maréchal D. prince d’Eckmühl raconté par
les siens et par lui même [Paris 1879-80];
Samme, Correspondance inédite de D. 1790
-1815 [Paris 1887]; Chenier, Hist. de la vie
du maréchal D. [Paris 1882]; Math. Dumas,
Précis des évènements militaires [Paris 1866];
Montégut, Le maréchal D. [Paris 1882];
Mazade, Correspondance du maréchal D.
1801-15 [Paris 1855]; Holzhausen, »D. in
Hamburg« [Mühlheim 1892]).
B. P. B.
Davre, af gammeldansk daword, svarende til
sv. dagvard, oldn. dagverðr, »Dag-Maaltid«,
Døgnets første Maaltid; sidste Led af Ordet
(oldn. verðr, Maaltid) genfindes i Nadver. -
Ordet er endnu ganske dagligdags i danske
Dialekter, men bruges i Rigssproget kun i
højtidelig (især poetisk) Stil; i øvrigt er det
fortrængt af Frokost.
V. D.
Davus sum, non Ødipus, lat. Talemaade:
»jeg er Davus, ikke Ødipus«, d. v. s. jeg er kun
et alm. Menneske og ingen Vismand, der kan
gætte enhver Gaade (Ødipus havde gættet
Sfinksens Gaade). (Ordene er en Replik af en
Slave Davus i Terents’ Andria, I, 2, 23).
A. B. D.
Davy [’deivi], Humphrey, eng. Kemiker,
f. 17. Decbr 1778 i Penzance i Cornwall, d. 29.
Maj 1829 i Génève. Han var i sin Fødeby
Lærling hos en Kirurg, der tillige var Apoteker,
og erhvervede hos denne ved Selvstudium
saadanne Kundskaber i Kemi og
Naturvidenskaberne, at han, kun 20 Aar gl, kunde indtage
Stillingen som Kemiker ved den i Bristol
grundede Pneumatic Institution, der havde sat sig
til Opgave at undersøge de forsk. kunstig
fremstillede Luftarters fysiol. og med. Virkninger.
Her udførte D. bl. a. sine Undersøgelser over
Kvælstofforilte, N2O, hvis berusende og
bedøvende Virkninger han opdagede. 1801 blev han
Prof. ved Royal Institution i London og holdt
tillige 1802-12 i Board of agriculture
Forelæsninger, der førte ham ind paa
agrikultur-kemiske Arbejder; 1803 valgtes han til Medlem
af Royal Society, hvis Præsident han blev 1820,
og ophøjedes 1811 i Ridderstanden samt
udnævntes 1812 til Baronet. D.’s vigtigste
Arbejder falder i de første 13 Aar af 19. Aarh.;
særlig maa nævnes hans Opdagelse af
Alkalimetallerne Kalium og Natrium, der findes
beskrevet i hans Bakerian Lectures fra 12. og 19.
Novbr 1807, og af de alkaliske Jordarters
Metaller; alle disse Metaller isolerede han ved
Hjælp af den elektriske Strøm, og herved blev
en hel Række hidtil usønderdelte Stoffer
beviste at være af sammensat Natur. Af særlig
Vigtighed er ogsaa D.’s Undersøgelser over
Kloret, hvorved han klart godtgjorde, at dette
var et Grundstof og ikke, som hidtil antaget,
en Forbindelse af et ubekendt Grundstof med
Ilt; ved D. blev Begrebet »Brintsyrer« indført;
efter hans Undersøgelser gaves der saavel
Syrer som Salte, der ikke indeholdt Ilt, og
hermed undergik Lavoisier’s System den første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
