Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Demetrios I Poliorketes, »Stadbelejreren«, (337-283 f. Kr) - 2) Demetrios II, Søn af Antigonos Gonatas, Konge i Makedonien ( - 229 f.Kr.) - 3) Demetrios (III), Søn af Filip V af Makedonien - 4) Demetrios I Soter af Syrien, ( -150 f.Kr.) - 5) Demetrios II Nikator, (- 126 f.Kr.) - Demetrios fra Faleron, gr. Taler og Statsmand (c.350-280 f.Kr.) - Demetrius (Dmitrij) hed fl. russ. Fyrster, Storfyrster og Tsarer i Middelalderen - 1) D. I, Søn af Alexander Nevski, Storfyrsten i Vladimir ( -1263) - 2) D. II Michailovitsch, blev ( -1326) - 3) D. III, Fyrste af Suzdal, regerede i Moskva 1359-62 - 4) D. Donskoi (1363-89), Storfyrste i Moskva - 5) D. Ivanovitsch (1583-91), Søn af Ivan IV, den Skrækkelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kassandros’ Herredømme og modtoges med
Begejstring i Athen; 306 sejrede han i et Søslag
ved Cypern over Ptolemaios, hvorefter han
ligesom Faderen antog Kongetitel. Den Dygtighed i
Belejringskunsten, som han saavel ved denne
Lejlighed som senere ved den mislykkede
Belejring af Rhodos (304) udviste, skaffede ham
hans Tilnavn. I de flg. Aar beherskede D. atter
Grækenland og æredes som en Gud i Athen,
indtil Faderen kaldte ham til Hjælp; efter det
ulykkelige Slag ved Ipsos (301) afviste Athenerne
ham, og han flakkede i nogen Tid om som
Søkonge, indtil hans Datter Stratonike’s
Giftermaal med Seleukos igen skaffede ham større
Magt: han bemægtigede sig atter Athen (294) og
gjorde sig til Herre over største Delen af
Makedonien (293). 288 maatte han dog flygte til
Grækenland og gik snart efter over til
Lilleasien, hvor han efter forsk. Kampe maatte
overgive sig til Seleukos. Denne lod D. bringe til det
syriske Apamea, hvor han døde (283). Plutarch
har skrevet hans Biografi.
2) Demetrios II, Søn af Antigonos
Gonatas, Sønnesøn af D. Poliorketes, efterfulgte
239 f. Kr. sin Fader som Konge i Makedonien
og faldt 10 Aar senere i et uheldigt Slag mod
Dardanerne.
3) Demetrios (III), Søn af Filip V af
Makedonien, sendtes af sin Fader 197 f. Kr. som
Gidsel og 184 som Gesandt til Rom. Den
hædrende Modtagelse, som Romerne gav D., vakte
Faderens Mistanke, og da hans ældre Broder,
Perseus, anklagede ham for hemmelig
Forstaaelse med Romerne og forræderiske Planer, lod
Filip ham rydde af Vejen ved Gift.
4) Demetrios I Soter af Syrien, Søn af
den myrdede Seleukos IV Filopator, genvandt
162 f. Kr. sin Faders Rige, men fandt 150
Døden i Kampen mod en Medbejler til Tronen,
Alexander Balas.
5) Demetrios II Nikator, Søn af
foreg., var efter sin Faders Død flygtet til Kreta,
men vendte nogle Aar senere tilbage til Syrien
og fordrev ved den ægypt. Konges Hjælp
Alexander Balas. Aar 139 blev han besejret og taget
til Fange af Partherne, saa at han først i Aaret
130 kom tilbage til Syrien. Da den ægyptiske
Konge opstillede en Prætendent imod ham,
Alexander II Zabinas, blev han slaaet ved
Damaskus og flygtede til Tyrus, hvor han
omkom (126).
K. H.
Demetrios fra Faleron, gr. Taler og
Statsmand (c. 350-280 f. Kr.), studerede i sin
Ungdom i Aristoteles’ Skole og var navnlig Discipel
af Theofrast. Allerede tidlig optraadte han som
Taler og spillede en Rolle i Athens Politik, hvor
han sluttede sig til det af Makedonien støttede
aristokratiske Parti, hvis Fører Fokion nær
havde draget D. med sig i Faldet, da Demokratiet
efter Antipatros’ Død for en kort Tid tilrev
sig Magten. Da Kassandros 317 gjorde sig
til Herre i Athen, blev D. indsat til Statholder
og styrede enevældigt, men med stor Dygtighed,
Staden i 10 Aar, indtil Demetrios Poliorketes
indtog Piræus og erklærede at ville gengive
Athenienserne Friheden. D. flygtede til
Ægypten, hvor han blev godt modtaget af Kong
Ptolemaios og fandt Optagelse i den Kreds af
Lærde og Forskere, som denne Konge samlede
om sig; hos Efterfølgeren faldt han i Unaade
og døde i Fangenskab. D. besad en omfattende
og alsidig Lærdom og var en meget frugtbar
Forf.; foruden politiske Taler skrev han ogsaa
fl. Skr om Statsstyrelse og Lovgivning og talrige
Værker om moralfilosofiske, grammatiske,
litteraturhistoriske og hist. Spørgsmaal, men intet
af alt dette er bevaret.
W. N.
Demetrius (Dmitrij) hed fl. russ.
Fyrster, Storfyrster og Tsarer i Middelalderen, bl.
hvilke nævnes:
1) D. I, Søn af Alexander Nevski, Storfyrsten
i Vladimir (d. 1263). Efter lange Kampe med
Broderen Andreas undertvang han Novgorod og
blev Storfyrste i Vladimir (d. 1294).
2) D. II Michailovitsch, blev 1320,
efter at Faderen var blevet myrdet af Georg
(Juri) Danilovitsch, Fyrste i Tver og snart
ogsaa i Vladimir. Baade han og Georg
Danilovitsch drog til den gyldne Hordes Tatarkan for
at vinde denne for sig; men her dræbte D. i
Kanens Paasyn sin Faders Morder, hvorefter
Kanen lod ham henrette 1326.
3) D. III, Fyrste af Suzdal, regerede i
Moskva 1359-62, men blev nødt til at afgive
Kronen til sin Fætter, nedenfor nævnte D.
Donskoi.
4) D. Donskoi (1363-89), Søn af Ivan
Ivanovitsch, Storfyrste i Moskva, blev tillige af
Tatarkanen 1362 gjort til Storfyrste i Vladimir.
Han befæstede Moskva med Mure og et Citadel
(Kreml), og han forsøgte derefter at
undertvinge Naborigerne, bl. a. Tver, som fik Hjælp af
Lithauens Storfyrste. Efter mange Aars Kampe,
i hvilke D. oftest var heldig, sluttede han, efter
personlig at have besøgt Kanen, et Forbund
med den gyldne Horde og slog (1372) Mikael af
Tver og Lithauerne. Derefter dannede han et
stort Forbund af alle russiske Fyrster mod
Tatarerne, og 1380 slog han dem under deres Kan
Mamai i et stort Slag paa Sletten ved Kulikovo
i Nærheden af Don, hvorfra han fik
Hædersnavnet »Donskoi« (den donske); Mindet om
denne Begivenhed lever endnu i Folkesagn og
Folkeviser.
Tatarerne forblev dog stadig farlige Naboer,
undertvang saaledes (1381) Moskva, men, skønt
underkastet den gyldne Horde, formaaede D.
stadig at opretholde sin Magt over Novgorod
og Tver, forsvare sig mod Lithauerne og at
efterlade Storfyrstendømmet til sin Søn Basil.
Han kaldte sig Storfyrste over alle Russere, men
denne Titel svarede ikke til Virkeligheden; dog
er han, som ikke alene var en dygtig og tapper
Fører, men ogsaa virkelig Statsmand, en af
Grundlæggerne af det moskovitiske Rige. (Litt.:
Solovjev, »Ruslands Historie« [Russ.], I-II
[Petrograd 1857]; A. Rambaud, Histoire de
la Russie [Paris 1914]).
5) D. Ivanovitsch (1583-91), Søn af Ivan
IV, den Skrækkelige, med dennes syvende
Hustru; sidste Ætling af Rurik’s Stamme. Ved
Halvbroderen Feodor’s Tronbestigelse forvistes
han tillige med sin Moder til Uglitsch og blev
her, som det alm. antages, myrdet paa Befaling
af Boris Godunov, Feodor’s Svoger, som havde
stor Indflydelse hos den barnløse Tsar, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
