Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Devonshire har tjent som Peerstitel for to eng. Adelsslægter - Devosge, François, fr. Maler, (1732-1811) - devot (lat., af devovére, indvie), »indviet til Gud«, ærefrygtfuld, andægtig; »hellig«, ogsaa skinhellig - devotio (lat., afledet af devovére) hos Romerne en højtidelig Forbandelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uretfærdig dømt til den umaadelige Bøde af
30000 £. Han tog 1688 fremragende Del i
Revolutionen (var en af de 7 Stormænd, som
indkaldte Vilhelm af Oranien) og senere i hans
Ophøjelse paa Tronen, og blev til Løn
Overhofmester (Lord Steward) og 1694 ophøjet til
Hertug. Slægten har siden stadig hørt til de
ledende Whig-Slægter, men skønt dens
Medlemmer har beklædt høje Hof- og Statsembeder,
har dog næsten ingen været virkelig
fremragende.
William Cavendish, Hertug af D.
(1748-1811), blev mest kendt ved sine to
Hustruer: Georgiana Spencer (1757-1806),
berømt for sin Skønhed og Aandrighed, sin
Iver for at understøtte Talenter og sin levende
Deltagelse i det politiske Liv. Da hun 1784
arbejdede for Ch. Fox’ Valg til Underhuset, og
en Slagter forlangte et Kys af hende for at
give sin Stemme, var hun straks villig dertil.
Elisabeth Hervey (1759-1824), Enke
efter en Mr. Foster, drog 1814 til Rom og gjorde
sit Hus til Samlingssted for Videnskabsmænd
og Kunstnere (bl. a. Thorvaldsen), samt
understøttede rundhaandet deres Arbejder. - Hans
Søn, William Spencer Cavendish,
Hertug af D. (1790-1858), var 1826 Englands
Sendemand ved den russ. Kejser Nikolaj’s
Kroning og 1830-34 Overkammerherre; vandt Ry
for sine Kunstsamlinger og Drivhuse. - Ved
hans Død gik Hertugtitlen over til en Fætter,
William Cavendish (1808-91), som 1829
-34 havde været Medlem af Underhuset og
1834 arvede Peersværdigheden som Jarl
Burlington. Han var 1836-56 Kansler for Londons
og siden 1862 for Cambridge Univ.
Spencer Compton Cavendish,
Hertug af D., foreg.’s ældste Søn, f. 23. Juli 1833, d.
24. Marts 1908, studerede i Cambridge og
valgtes 1857 som Markis Hartington til Underhuset,
hvor han 1859 fik det Hverv at stille
Mistillidserklæringen imod Ministeriet Derby. Apr. 1863
blev han Understatssekretær i Krigsministeriet
og Febr-Juni 1866 selv Krigsminister. Da det
liberale Parti Decbr 1868 igen kom til Magten,
blev han, skønt han ved Valgene var faldet
igennem i sin tidligere Kreds Nord-Lancashire,
optaget i Ministeriet som Generalpostmester
og valgtes snart efter i en anden Kreds, som
et Medlem afstod til ham. Han gennemførte
Købet af de private Telegraflinier og deres
Samling under Statens Styrelse, og han førte
Forsædet i et Parlamentsudvalg, der forberedte
Indførelsen af hemmelig Afstemning. Jan. 1871
overtog han Posten som Oversekretær i Irland,
gennemførte en Tvangslov for at bringe Ro og
Orden til Veje og forblev i Stillingen indtil
Gladstone’s Afgang Febr 1874. Aaret efter fik
han det Hverv at være det liberale Partis
Fører i Underhuset i St f. Gladstone og viste stor
Takt i denne vanskelige Stilling; han billigede
nemlig Disraeli’s kraftige Udenrigspolitik.
Efter det liberale Partis Sejr ved Valgene 1880
rettedes Tilbud til ham om at danne det ny
Ministerium, men han henviste selv
Dronningen til Gladstone og overtog derefter Ministeriet
for Indien; dette ombyttede han 1882 med
Krigsministeriet og styrede det under uheldige
Forhold i Ægypten, men afgik Juni 1885 tillige med
Gladstone. Derimod vilde han ikke indtræde i
dennes ny Ministerium Febr 1886, fordi han
afgjort misbilligede hans Plan om at give Irland
Selvstyre; allerede 1874 havde han spaaet
Partiets Sprængning, hvis der blev Tale om en
saadan Ordning, og det gik nu i Opfyldelse,
idet han udtraadte med omtr. 90 Medlemmer,
og siden var Fører for de »liberale Unionister«
med en lgn. Magtstilling som Rob. Peel i sin
Tid. Decbr 1886 opfordrede Markis Salisbury
ham endog til at træde i Spidsen for det ny
Ministerium. Dette afslog han, men var i de
flg. Aar Ministeriets trofaste Støtte i
Underhuset imod sine egne tidligere Partifæller. Ved
Faderens Død 1891 fik han Sæde i Overhuset,
og Juni 1895 indtraadte han i det unionistiske
Ministerium som Præsident for Gehejmeraadet.
Baade under Salisbury og senere under Balfour
var han et af Ministeriets vigtigste Medlemmer,
ja var efter Salisbury’s Død Ordfører i
Overhuset; men han udtraadte Oktbr 1903, fordi han
misbilligede Chamberlain’s ny Toldpolitik og
ikke var tilfreds med Balfour’s uklare Holdning
over for dette stærke Omslag. Han var i de
flg. Aar Leder for de unionistiske
Frihandelsmænd og optraadte fl. Gange imod
Chamberlain’s Udtalelser. Ogsaa holdt han 1907 i
Overhuset et kraftigt Forsvar for dettes politiske
Bet. Siden 1892 var han, ligesom hans Fader
før ham, Kansler for Cambridge Univ. og viste
stor Rundhaandethed for at fremme dets
Udvikling. - Hans Brodersøn Victor
Cavendish, f. 1868, Underhusmedlem siden 1891 og
finansiel Sekretær i Skatkammeret 1903-05,
blev hans Eftermand som Hertug af D.
E. E.
Devosge [dö’vo.з], François, fr. Maler,
f. 25. Maj 1732 i Gray, d. 22. Decbr 1811 i
Dijon, stammede fra en Billedhuggerfamilie,
studerede selv Skulptur, bl. a. under G. Coustou
d. Y. i Paris, men dyrkede senere
Malerkunsten. 1764 slog han sig ned i Dijon, oprettede
s. A. en gratis Tegneskole, der snart blev til et
helt Akademi; indtil 1801 bestred D. selv alle
Fagene. D.’s Lærervirksomhed blev af største
Bet.; hans egen Kunst var moderat paavirket
af den klassicistiske Retning, men som Vejleder
forstod han at faa det individuelle frem hos
Eleven. Rude, Prud’hon o. m. a. modtog
blivende Impulser fra D. Hans egen Kunst -
Kirkebilleder fra Dijon, Chalon-sur-Saône,
forskellige allegoriske Kompositioner m. v. - gør
et ret tamt Indtryk, men udmærker sig ved
korrekt skulpturel Linieføring. (Litt.:
Fremiet-Monnier, Éloge de Mr. D. [Dijon
1813]).
A. Hk.
devot (lat., af devovere, indvie), »indviet til
Gud«, ærefrygtfuld, andægtig; »hellig«, ogsaa
skinhellig.
devotio (lat., afledet af devovere) kaldtes hos
Romerne en højtidelig Forbandelse, hvorved et
ell. fl. Mennesker gaves Dødsrigets Guddomme
i Vold og saaledes viedes til Undergang, d.
kunde f. Eks. ved en skreven Formular rettes
rnod den, som krænkede Gravens Fred,
besmittede hellige Steder ell. gjorde sig skyldig i
anden Helligbrøde. Det var ikke ualmindeligt,
at Feltherren i Krigen udtalte d. over den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
