Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - devotio (lat., afledet af devovére) hos Romerne en højtidelig Forbandelse - devotio domestica, se droit de chapelle (under droit) - devovere sig, se devotio - Devrient, - 1) Ludwig, tysk Skuespiller, (1784-1832) - 2) Karl August, tysk Skuespiller, (1797-1872) - 3) Philip Eduard, tysk Skuespiller og Dramaturg, (1801-1877) - 4) Gustav Emil, tysk Skuespiller, (1803-1872) - 5) Otto, tysk Skuespiller og Dramaturg, (1838-1894) - De Vries, se Vries - De Wahl, Anders, svensk Skuespiller, (1869- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fjendtlige Hær ell. en By, som belejredes; i
sidste Fald blev Byens Værneguder først ved
en særlig Akt (evocatio) opfordrede til at
forlade den. Med Stolthed nævner de rom. Forf.
to Tilfælde, hvor Anføreren opofrede sit eget
Liv (devoverede sig) for at fremkalde
Fjendernes Undergang. 340 f. Kr. under Krigen
med Latinerne viede P. Decius Mus højtideligt
sig selv og den fjendtlige Hær til
Tilintetgørelse, da en Drøm havde sagt, at det var
Betingelsen for Romernes Sejr; han styrtede sig
derefter ind bl. Fjenderne og blev dræbt. Under
Samniter-Krigen 295 f. Kr. devoverede hans Søn
P. Decius Mus sig paa samme Maade. Dog
polemiserede allerede Cicero (Nat. Deor. 3, 6,
15) mod den gængse Fremstilling, og der kan
anføres gode Grunde for, at Deciernes
Selvopofrelse ikke har haft Karakter af en egl. d.
(Litt.: Soltau, i »Berl. phil. Woch.« [1910],
S. 1461).
C. B.
devotio domestica, se droit de chapelle (under droit).
devovere sig, se devotio.
Devrient [dəvri’æŋ], 1) Ludwig, tysk
Skuespiller, f. 15. Decbr 1784 i Berlin, d. 30.
Decbr. 1832 smst. D., der af sin Fader var
bestemt for Handelen, løb bort fra sit fædrene
Hjem, lod sig engagere ved en omrejsende
Skuespillertrup og betraadte i Naumberg under
Navnet Herzberg første Gang Scenen 18. Maj
1804 i en lille Rolle; han fik dog snart flere og
større Roller, og under et omflakkende Liv
udviklede hans rige Naturgaver sig, saa at han
ved sin Debut i Breslau 1809 som Franz Moor
vandt enstemmigt Bifald. D. slog sig nu til Ro
i Breslau, og medens han med Begejstring gav
sig i Lag med den ene Opgave større end den
anden, bredte hans Ry sig vidt om Lande og
naaede ogsaa til Iffland, der paa den Tid var
Direktør for Nationalteatret i Berlin. Da denne
ved Selvsyn havde overtydet sig om, at Rygtet
talte Sandhed, viste han, der i D. saa en
jævnbyrdig Medbejler, den Uegennyttighed at vinde
ham for den berlinske Scene; dog Iffland var
død, inden D. Apr. 1815 debuterede i Berlin som
Franz Moor. Han blev hurtig Berlins Yndling,
dog hans Sundhed var undergravet af et
uordentligt Liv og en overdreven Nydelse af
Spiritus, og ikke 40 Aar gl døde D., der i den tyske
Teaterhistorie nævnes Side om Side med
Eckhof, Schröder og Iffland. - D. var en alsidig
Kunstner, der ud af sin gigantiske Fantasi og
sin rige Menneskekundskab skabte et Galeri af
komiske og tragiske Figurer, forsk. i Indre som
i Ydre, i Tale som i Gang, thi han lagde langt
mere Vægt paa den karakteristiske Sandhed
end paa den flatterende Skønhed og omskabte
sig derfor med Sind og Sans, med Hud og Haar
til den Person, han skulde fremstille. Bl. hans
Hovedroller regnes Shylock, Kong Lear, Richard
III, Falstaff, Franz Moor, Muley Hassan i
»Fiesco«, Schewa i Cumberland’s »Jøden«.
2) Karl August, tysk Skuespiller, ovenn.’s
Nevø (1797-1872), virkede fra 1839 ved
Hofteatret i Hannover, hvor han med Anstand og
Værdighed fremstillede ældre Mandsroller; han
var i nogle Aar gift med den berømte
Sangerinde Wilhelmine Schröder (se
Schröder-Devrient).
3) Philip Eduard, foreg.’s Broder, tysk
Skuespiller og Dramaturg, f. 11. Aug. 1801 i
Berlin, d. 4. Oktbr 1877 i Karlsruhe. D. var opr.
Sanger og gjorde som saadan Lykke mere ved
sit beaandede Foredrag end ved sin
omfangsrige Stemme; nogle og tredive Aar gl opgav
han Sangen for det reciterende Skuespil;
betydningsfuld var hans Ledelse af Hofteatret i
Karlsruhe (1853-70), som han arbejdede frem
til en Mønsterscene baade i Henseende til
Repertoire og til Fremstilling; de kloge
Grundsætninger, han her førte ud i Gerning, havde han
tidligere kæmpet for paa Tryk, f. Eks. i »Briefe
aus Paris« (1840), »Ueber die Gründung einer
Theaterschule« (1840), »Das National-Theater
des neuen Deutschlands« (1848). D.’s litterære
Hovedværk er hans fem Bd stærke »Geschichte
der deutschen Schauspielkunst« (1848-74).
4) Gustav Emil, foreg.’s Broder, tysk
Skuespiller, f. 4. Septbr 1803 i Berlin, d. 7. Aug.
1872 i Dresden. Hans Hovedvirksomhed faldt
ved Hofteatret i Dresden, til hvilket han var
knyttet, fra han 8. Apr. 1831 første Gang
betraadte dets Brædder som Markis Posa i »Don
Carlos«, til han 1. Maj 1868 som Torquato Tasso
tog Afsked med Scenen. D. var en af sin Tids
største tyske Skuespillere; hans Spil var frit
for al Overdrivelse og enhver Manér, og det
var gennemtrængt af ædel Varme og ærlig
Sandhed. I sin Ungdom udførte han med straalende
Sejrssikkerhed unge Helte og lidenskabelige
Elskere; senere føjede han - uden at give
Afkald paa sine unge Roller, som han endnu højt
op i Aarene omgav med en egen poetisk Glans
- til sit Repertoire store, saavel tragiske som
komiske, Karakterroller, og hans Fremstilling
af disse var altid præget af en Stræbende
Energi, der ofte slog geniale Funker; bl. hans
Hovedroller kan nævnes Hamlet, Egmont, Markis
Posa, Torquato Tasso, Bolingbroke, Uriel Acosta.
5) Otto, ovenn. Ph. E. D.’s Søn, tysk
Skuespiller og Dramaturg, f. 3. Oktbr 1838 i Berlin, d.
23. Juni 1894 i Stettin. D., der var uddannet af
sin Fader, fik som Skuespiller ved forsk. Teatre
et stort og mangeartet Repertoire, der
omfattede saavel unge Elsker- som ældre
Karakterroller; men hans Bet. maa søges i hans
Virksomhed som Iscenesætter, saaledes indrettede
han Goethe’s »Faust« (begge Dele) for Scenen
som et Slags to Dages Mysterieskuespil
(Weimar, 6. og 7. Maj 1873); bekendt er ogsaa hans
Festskuespil ved Jena-Festlighederne i
Anledning af 400-Aarsdagen for Luther’s Fødsel (10.
Novbr 1883); for hans Fortjenester ved dettes
Iscenesættelse og for hans Udførelse af
Luther-Figuren tildelte Univ. ham en Æresdoktor-Hat,
og Staden gav ham Titel af Æresborger.
A. A.
De Vries, se Vries.
De Wahl [də-’va.l], Anders, svensk
Skuespiller, f. i Sthlm 9. Febr 1869. Han var Elev
ved Dramatiska Teatern 1889-91 og fik
derefter Engagement ved August Lindberg’s
rejsende Selskab, til hvilket han var knyttet 1891
-92. Ved Ranft’s forsk. Scener virkede D. W.
derpaa, indtil han engageredes ved det ny Kgl.
Dramatiska Teatern. P. Gr. a. Sygdom kom han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
