Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diabas (af gr., »gaar igennem«); en Bjergart, der i alt væsentlig har Basaltens Sammensætning og Egenskaber - Diabasis (gr.), Gennemgang, Overgang - Diabelli, Antonio, østerr. Komponist og Musikforlægger (1781-1858) - Diabetes insipidus (lat.), en ikke hyppig forekommende Sygdom - Diabetes mellitus (lat.), Sukkersyge, ligner i fl. Henseender Diabetes insipidus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
D. er overordentlig alm., oftest som Gange i
Granit og andre ældre Bjergarter; den findes f.
Eks. paa Bornholm og i Grønland og
Skandinavien. Gangenes Mægtighed kan variere fra nogle
faa Millimeter til Hundreder af Meter. Da D.
forvitrer lettere end Granit, maa man ofte søge
den paa Bunden af dybe Kløfter (Johns Kapel);
hvis den derimod findes i Sedimentbjergarter,
kan den ved Forvitringen komme til at rage
frem i Forhold til disse. Sjældnere findes D. i
Form af Dækker (gi. Lavastrømme), saaledes
som Forholdet er paa Kinnekullen.
D. er en udmærket Bygningssten; dens
Bæreevne er omtr. som Granittens (2000 kg pr. cm2),
Slidfastheden er endogsaa nok saa stor som
Granittens, mens den i Vejrfasthed staar
tilbage for denne. Hvad der er mest generende
ved D., er, at den de fleste Steder ikke kan
faas i særlig store Stykker, da den er stærkt
gennemsat af Sprækker, der ofte, ligesom ved
Basalten, frembringer en regelmæssig
Søjlestruktur. P. Gr. a. sin mørke Farve anvendes
D. mest til Gravmonumenter i poleret Tilstand;
det meste af, hvad vi bruger her i Landet,
kommer fra Nordøst-Skaane og tilgrænsende Dele af
Smaaland og Blekinge.
O. B. B.
Diabasis (gr.), Gennemgang, Overgang.
Diabelli [-’bæl.i], Antonio, østerr.
Komponist og Musikforlægger (1781-1858), var Elev
af Michael Haydn og levede fra 1803 i Wien
som Lærer i Musik. Nogle Aar efter gik han
imidlertid i Kompagni med Forlæggeren Cappi,
og 1824-54 førte han Forretningen for egen
Regning og med betydeligt Udbytte. D. var bl. a.
Forlægger for Schubert og Beethoven; dennes
Op. 120 er »33 Variationer over en Vals af D.«.
Kompositioner af D. er dels instruktive Sager
(Sonater, navnlig firhændige, og Etuder, der
endnu har noget Værd), dels Operaer, Messer
og Kantater.
W. B.
Diabetes insipidus (lat.), en ikke hyppig
forekommende Sygdom, hvis Hovedsymptomer
er Polyuri (forøget Urinafsondring), Polydipsi
(forøget Tørst), sjældnere Polyfagi (forøget
Sult). D. optræder især i den yngre Alder, mest
hos mandlige Individer. Gentagne Gange er den
konstateret hos fl. Medlemmer af samme
Familie og synes saaledes at kunne skyldes en
arvelig Disposition. Den begynder ofte pludselig, f.
Eks. efter en Skræk ell. Nydelse af en
overdreven Mængde Vand, fortsætter sig ofte gennem
fl. Aar, men helbredes sjælden. Den er
eksperimentelt bleven fremkaldt ved Læsion af et
bestemt Punkt i Hjernen (Claude Bernard),
optræder jævnlig ved Affektioner af Hjernen og
maa derfor antages at være en Følge af en
Lidelse i Nervesystemet. Dens Aarsag er i
øvrigt ikke kendt nærmere. Den udskilte
Urinmængde beløber sig pr Døgn alm. til 5-10 l, men
kan stige til 15-20 l og derover. Urinen er lys,
lidet vægtfyldig; dog er de faste Bestanddele,
især Urinstoffet, noget forøgede. De ledsagende
Symptomer er Afmagring, Mathed, Træthed,
Sløvhed, tør Hud og tør Tunge. Behandlingen,
der ikke giver store Resultater, bestaar
væsentlig i styrkende Midler. I nogle Tilfælde
paavirker saltfattig Kost Lidelsen gavnligt.
(A. F.). H. I. B.
Diabetes mellitus (lat.), Sukkersyge,
ligner i fl. Henseender Diabetes insipidus, særlig
ved de tre Kardinalsymptomer: Polyuri,
Polydipsi og Polyfagi, men adskiller sig derfra bl.
a. ved, at der udskilles, ofte i stor Mængde,
Sukker gennem Urinen, som derfor har en sød
Smag, der mangler ved hin (deraf Navnene
mellitus [sød] og insipidus [uden Smag]).
Forekomsten af Sukker i Urinen (Glykosuri,
Mellituri) finder ikke Sted under normale Forhold,
er i alt Fald saa minimal, at det kun lader sig
paavise ved de fineste, kem. Prøver, men
indtræder undertiden under forsk. Forhold. Er
Mængden mindre betydelig og forbigaaende,
taler man i Reglen kun om en Glykosuri; først
naar Mængden bliver større, og der hertil
slutter sig andre Symptomer, bliver der Tale om
en egl. D. m. Ved denne Sygdom stiger
Urinmængden betydelig, er i Alm. 2-5 l pr. Døgn,
men kan stige til det dobbelte ell. tredobbelte.
Urinen er i Reglen meget lys, snart vandklar,
snart ugennemsigtig ell. med Bundfald, især
ved Henstand, da den p. Gr. a. Sukkerets
Tilstedeværelse let gaar i Gæring. Den udskilte
Sukkermængde udgør i Reglen 200-500 g
daglig, men kan stige indtil 1 kg, beløber sig i
Reglen til 2-4 %. Det udskilte Sukker er
Druesukker. Om dets Paavisning se Glykosuri.
D. m. begynder sjælden pludselig, udvikler sig
som Regel lidt efter lidt. Den forøgede
Urinmængde er ofte et af de Symptomer, Patienten
- Diabetikeren - først bemærker. Trods den
forøgede Appetit indtræder snart Afmagring,
Mathed, legemlig og aandelig Træthed, Huden
bliver tør, skallende, kløende, tilbøjelig til
Udslæt (Ekzem) og Dannelsen af Bylder
(Furunkler, Karbunkler). Den daarlige Ernæring
medfører ogsaa undertiden, at der, især i
Underekstremiteterne, opstaar Saardannelse og
Gangræn (Koldbrand). Munden er tør, Smagen
sødlig, Mundhulens Vædsker gaar let i Gæring,
hvoraf Sygdomme i Tænderne, deres Løsning og
Udfalden ofte bliver Følgen. Træg, fast
Aabning skyldes formentlig ogsaa den stærke
Udtørring af Organismen, som den forøgede
Udskilning af Vand gennem Urinen medfører. I
Sygdommens senere Stadier indtræder der
hyppig Symptomer fra Brystets Side, især
Lungesvindsot, Lungekoldbrand. Synet lider ofte ved
Udvikling af Stær ell. andre Lidelser af Øjets
dybere Dele. Smerter, især i
Underekstremiteterne, er en ikke sjælden og meget pinefuld
Komplikation. Som Regel forløber Sygdommen
uden Feber, dens Varighed er forsk.; lettere
Tilfælde kan vare mange Aar, sværere - der
ofte er en videre Udvikling af de lettere -
forløber i Reglen paa 2-3 Aar. Helbredelsen af en
fuldt udviklet D. m. er en Sjældenhed, derimod
er Bedring ikke ualmindelig. Døden er ofte en
Følge af de tiltrædende Komplikationer
(Tuberkulose, Koldbrand), men hidføres ogsaa gennem
en tiltagende Afkræftelse, undertiden da ret
pludselig ved det saakaldte diabetiske Koma ɔ:
en Dvaletilstand med Bevidstløshed. Sygdommen
optræder i alie Aldere, hyppigst dog mellem 40
og 60 Aar, hyppigere bl. Folk af den velhavende
Klasse end bl. mindre bemidlede. D. m. er
forholdsvis let at kende ved dens karakteristiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
