Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer / 104 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diakonisser (gr.: »Tjenerinder«) Kvinder, hvem Omsorgen for Menighedens Syge og Fattige var betroet - Diakos, Athanasios, Helt fra den gr. Frihedskrig, (1788-1821) - Diakrise (gr.), Adskillelse, Iagttagelse, Bedømmelse og Skelnen (især af Sygdomstilfælde) - diakritiske Tegn (gr.), Adskillelsestegn. Mærker, der anbringes ved Bogstaver for Forstaaelighed, Tydelighed og Nøjagtighed - diaktinisk (gr.), gennemtrængelig for kem. virksomme Straaler. - Diakustik (gr.), Læren om Lydens Gennemgang (i Modsætning til dens Tilbagekastning). - Dialekt (gr.) gengives ved Mundart (optaget fra Tysk), Sprogart ell. Landskabsmaal

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kristenkvinder. I Rom. 16, 1 ff. omtales den
første D., vi kender: Føbe, Tjenerinde ved
Menigheden i Kenchræ; efter den sandsynligvis
rigtigste Overs. er det dog ogsaa kvindelige
Diakoner, der omtales i 1. Tim. 3, 11. Ved
Siden af D., men opr. forsk. fra disse, nævnes
(1. Tim. 5, 9 ff.) Enker ell. Presbytider, hvem
Opsynet med Kvinderne i Menigheden
paahvilede. Maaske er disse tvende Stillinger i Tidens
Løb smeltede sammen, i alt Fald forsvinder
Navnet D. fra Aar 110 af Litt. for først henimod
Aar 300 atter at dukke frem; samtidig
trykkes saa Enkerne lidt efter lidt ned til kun at
repræsentere en Forsørgelsesstilling. D. blev
oprindelig indviede til deres Embede under
Haandspaalæggelse og Velsignelse, men denne
Højtidelighed faldt senere bort. Paa Konciliet
i Chalcedon bestemtes det, at deres
Minimumsalder skulde være 40 Aar. Længst opretholdtes
Diakonissestillingen som et kirkeligt Embede i
den østlige Kirke, hvor D. nævnes langt ned i
Middelalderen. Til sidst uddøde den ogsaa her
ligesom langt tidligere i den vesterlandske
Kirke, ved Udformningen af en særlig gejstlig
Stand som et gammeltestamentligt
Præstedømme, hvortil man kun vilde have Mænd og
ved Udviklingen af et Klostervæsen, som satte
det beskuende Liv over det praktiske. Efter
Reformationen genoptog man i den reformerte
Kirke Navnet D. for ældre Kvinder, som skulde
have Tilsyn især med den kvindelige Ungdom.
Men først i 19. Aarh. fornyedes
Diakonissegerningen inden for den protestantiske Kirke, da
Præsten Th. Fliedner i Kaiserswerth fra
1836, støttende sig til, hvad han havde truffet
hos de holl. Mennonitter og de kat. barmhjertige
Søstre, begyndte at uddanne D. til Syge- og
Fattigplejersker, Lærerinder og
Børneopdragersker. Hans Diakonissehus har været Forbilledet
for talrige Diakonisseanstalter. Søstrene, der
maa være i en Alder af 18-36 Aar,
gennemgaar en kortere ell. længere Prøvetid, under
hvilken de uddannes til det Hverv, hvortil de
efter Ønsker og Anlæg skønnes særlig egnede,
enten ved Sygepleje (hvori dog i Reglen alle
faar nogen Vejledning og Øvelse) ell. ved
Opdragelse af Børn og unge. De underkaster sig
en bestemt Husorden og forpligter sig til
Troskab i deres Gerning samt Lydighed mod deres
Foresatte. Ved en Indvielse efter endt
Uddannelse knyttes de nærmere baade til det
Samfund, de tilhører: Diakonissestiftelsen, og til
Menigheden, i hvilken de udfører deres
Arbejde. Men baade før og efter Indvielsen
.anvendes de af Anstalten dels paa dens egne
Afdelinger og Filialer, dels paa Stationer rundt
om i Landet. Udtrædelse af Institutionen staar
til enhver Tid aaben, og Indgaaelse af Ægteskab
er følgelig tilladt. D. har deres særlige Dragt
(i Danmark: sort ulden Kjole og hvid Kappe;
om Sommeren hvid, om Vinteren sort Hat), der
ligesom Søsternavnet er dem et Værn under
alle de vanskelige Forhold, i hvilke de færdes
Dag og Nat. De modtager ikke Gaver ell. Penge
af dem, de plejer og hjælper, men Moderhuset
sørger for alle deres Fornødenheder og sikrer
dem efter Evne fuld Forsørgelse, ogsaa naar
de ved Sygdom ell. Alderdom mister deres
Arbejdsevne.
F. B.

Diakos [’ð_iakås], Athanasios, Helt fra
den gr. Frihedskrig, f. 1788, opr. Gejstlig, blev
1821 dræbt af Tyrkerne. D.’s Død er blevet
forherliget i de nygræske Folkesange og gjort til
Genstand for dram. Bearbejdelse.
K. H.

Diakrise (gr.), Adskillelse, Iagttagelse,
Bedømmelse og Skelnen (især af Sygdomstilfælde);
diakritisk, tjenende til Bedømmelse af
rigtig Udtale og rigtig Forstaaelse.

diakritiske Tegn (gr.), Adskillelsestegn. Man
bruger Benævnelsen d. T. om Prikker,
Streger, Krøller, Hager o. l. Mærker, der
anbringes ved Bogstaver for at fremme
Forstaaelighed, Tydelighed og Nøjagtighed. Ord, der
staves og udtales ens, gøres forsk. for Øjet, f. Eks.
fr. à (til), où (hvor) og a (har), ou (eller).
Lydforskel angives, f. Eks. hebraisk

[*]

(ɔ: s) og

[*]

(ɔ: sch). Se Shibboleth. d. T.
anvendes i Reglen meget, naar Alfabeter overføres
til ny Sprogomraader, naar talte Sprog
gengives med fonetisk Nøjagtighed o. l.
P. K. T.

diaktinisk (gr.), gennemtrængelig for kem.
virksomme Straaler.

Diakustik (gr.), Læren om Lydens
Gennemgang (i Modsætning til dens Tilbagekastning).

Dialekt (gr.) gengives ved Mundart
(optaget fra Tysk), Sprogart ell., for saa vidt
det anvendes om Sprog, der tales endnu,
Landskabsmaal, Landsmaal,
Folkemaal (-sprog), Almue(s)maal, (-sprog),
Bygdemaal, Maalføre og mulig endnu
fl. Navne. Ved forsk. samvirkende
Omstændigheder er Sprogbrugen blevet saadan, at det nu
i mange Tilfælde er næsten umuligt at afgøre,
hvad der skal kaldes D., og hvad der skal
kaldes Sprog. Det Sprog, som tales af de højere
Samfundsklasser i Norge, afviger ikke saa
meget fra alm. dansk Talesprog, som f. Eks.
Bornholmsk gør, og dog kaldes det første et Sprog
og det sidste en D. Dialektforgreningen inden
for det skandinaviske Sprogomraade er ret
vidtgaaende. Der er betydelig Forskel paa D.
i et Sogn i Jylland og paa D. i et Sogn i
Dalarne i Sverige. Men Overgangen fra D. til
Nabodialekt sker gennem talrige
Smaaforandringer (se Danske Almuemaal).
Aldeles paa samme Maade forbinder D. inden for
det tyske Sprogomraade sig med hverandre.
Helt anderledes stiller Sagen sig, hvor sv. D.
mødes med finske, ell. hvor tyske D.
mødes med polske, med fr., med frisiske ell.
med danske, ell. hvor danske D. mødes med
frisiske. Der findes ingensteds i Sønderjylland
D., der er halvvejs jyske og halvvejs tyske ell.
frisiske. Der er Sprog, hvis tidligste litterære
Tilsynekomst er en Flerhed af sideordnede D.
Dette er Tilfældet med Græsk og med Tysk. I
andre Sprog bliver Forgreningen først
paaviselig, alt som Tiden skrider frem. I
Skandinavisk viser den tidligste Spaltning i
Østnordisk (ɔ: Dansk og Svensk) og Vestnordisk (ɔ:
Norsk, Islandsk og til Dels Jysk) sig først c.
Aar 1000. En 300 Aar senere er Forgreningen
saa vidt fremskredet, at der ikke blot findes
et isl., norsk, sv. og dansk Sprog, men ogsaa
norske, sv. og danske D. (se Nordiske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>