Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dialekt (gr.) gengives ved Mundart (optaget fra Tysk), Sprogart ell. Landskabsmaal - Dialektik (gr.) betyder Samtalekunst og betegner, at man gennem Spørgsmaal og Svar søger at trænge ind i et Problem - Dialektikon (gr.) betegner i den græske Retorik en Talefigur i Form af Spørgsmaal og Svar - Dialektologi (gr.; Dialektgranskning, Dialektbeskrivelse) - Dialemma (gr.), sygdomsfri, især feberfri Tilstand. - Diallag, se Pyroxengruppen. - Diallel, se Cirkelbevis. - Dialog (gr.: »Samtale«) betyder mundtlig Samtale mellem to (ell. fl.) Personer - Dialogit, d. s. s. Manganspat. - Dialogus, en dansk versificeret Satire fra Reformationstiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprog og Afsn. »Sprog« i Danmark).
Sprog, der i gl Tid er blevne udbredte over
fremmede Land- og Nationalitetsomraader, har
opløst sig i D. ganske som autoktone Sprog.
Dette er sket i de romanske Sprog, hvis Kilde
er vulgært Latin, et Talesprog, der nærmest
sluttede sig til klassisk Latin. Hvor
Sprogudbredelsen hører den nyere Tid til, har der
derimod ingen synderlige Dialektforskelligheder
udviklet sig (Engelsk og Spansk i Amerika, se
Amerikanismer). Smlg. afrikanske,
asiatiske og australske Sprog,
Bantu, Jargon, Patois, Slang samt
»Sprog« under de forskellige Lande og
Nationaliteter.
P. K. T.
Dialektik (gr.) betyder Samtalekunst og
betegner den Metode, hvorved man gennem
Spørgsmaal og Svar søger at trænge ind i et
Problem ell. belyse et Begrebs Indhold. Den
anvendtes i gr. Filosofi allerede af Eleaterne,
men udformedes navnlig af Sokrates, hvis
Samtalekunst er velkendt fra Platon’s Dialoger. I
Platon’s Skole udvikledes D. til
Undervisningens Hovedmiddel og betegner Tænkningens
Fremadskriden gennem Analyse og Syntese af
Begreberne til Erkendelse af deres sande
Indhold, den virkelige Væren, Idéerne. Hos
Aristoteles betegner D. ligefrem den
logisk-syllogistiske Fremskriden i Tænkningen, og Ordet
bruges i den senere gr. Filosofi simpelthen om
Logikken. I denne Bet. lever det videre i
Skolastikken og bliver p. Gr. a. den senere
middelalderlige Logiks ensidige Formalisme for
Humanisterne ensbetydende med sofistisk
Disputerekunst. I nyere Tid kommer D. særlig
frem hos Hegel, der ligesom Proklos i
Oldtiden vilde grunde Erkendelsen af
Virkeligheden paa dialektisk Behandling af Begreberne.
W. N.
Dialektikon (gr.) betegner i den græske
Retorik en Talefigur, hvorved det, der
refereres ell. fremsættes som Paastand, udtrykkes
i Form af Spørgsmaal og Svar.
W. N.
Dialektologi (gr.; Dialektgranskning,
Dialektbeskrivelse) har altid, om end ofte i meget
ringe Grad, været en Gren af Filologien.
Allerede Oldtidens Grammatikere gjorde
Iagttagelser over Dialektforskellighederne i Græsk og i
italiske Sprog og anvendte dem i Etymologiens
og Eksegesens Tjeneste. I Renaissancetiden
vaagnede ogsaa Sansen for sproglige og
etnologiske Undersøgelser, og Blikket vendte sig
efterhaanden som af sig selv mod Sprog og
Dialekter, der ikke havde opnaaet at blive
litterære. Men i øvrigt vedblev D. at staa paa
samme Trin som i Oldtiden. Man nærede ofte
helt eventyrlige Forestillinger om Dialekternes
Oprindelse og ventede sig gennem Studiet af
dem vigtige Oplysninger om forhistoriske
Nationalitetsforhold. Det er først den hist.
Sproggransknings (den sammenlignende
Sprogvidenskabs) store Opsving i 19. Aarh., der har bragt
D. ind paa ny Veje. Nu blev D. selv et vigtigt
Led i den hist. Sproggranskning. Udbyttet, som
den nyskabte Videnskab fornemmelig har bragt,
er det Lys, som Dialektstudiet har kastet over
Sprogenes Udviklingslove, over Sprogenes
Omdannelser og Forgreninger. Se Danske
Almuemaal, Sprog og
Sprogvidenskab og i øvrigt Artiklerne »Sprog« under
forskellige Lande og Nationaliteter. (Litt.:
»Nyare Bidrag till kännedom om de svenska
landsmålen ock svenskt folklif«, I, S. 461; H. Paul,
»Grundriss der germanischen Philologie«, I, S.
946; »Zeitschrift für deutsche Philologie«, XI, S.
450).
P. K. T.
Dialemma (gr.), sygdomsfri, især feberfri
Tilstand.
Diallag, se Pyroxengruppen.
Diallel, se Cirkelbevis.
Dialog (gr.: »Samtale«) betyder mundtlig
Samtale mellem to (ell. fl.) Personer og
dernæst et litterært Arbejde i Samtaleform. Den
videnskabelige, filos. og litterære D. egner sig
særlig for en forberedende Udvikling af
Begreber og til Belysning af Problemer og yndes
navnlig i Tankelivets Ungdom, idet den nys
vakte Reflektion særlig føler sig tiltalt ved, at
Begrebets ell. Problemets forsk. Sider saaledes
kommer til Orde under Debatten, fremhævet
med kraftig Ensidighed og farvet ved de
samtalende Personers Ejendommelighed.
Forfatteren drøfter Sagen, idet han lader de forsk.
Synspunkter udtale sig gennem bærende
Personligheder, og Tankernes Brydning faar
ligesom dram. Liv. Den saakaldte sokratiske
D. er en saadan i Spørgsmaal og Svar, i
Samtaleform foregaaende Forhandling, men
ejendommelig derved, at den spørgende ved selve
Spørgsmaalet og den Maade, hvorpaa han leder
Samtalen, vil føre den udspurgte til selv at
udvikle de Forestillinger, som Spørgeren vil
frembringe i ham; den er mæeutisk ɔ: en aandelig
Jordemoderkunst, der vil hjælpe den udspurgte
til at føde Tankerne ud af sig selv (smlg.
Katekisation), og Platon’s navnkundige
filos. D. er ligesom filos. Dramaer, der
anvender denne Undersøgelsesmaade paa filosofiske
Spørgsmaal. Ikke blot i Oldtiden (Platon,
Lucian), men ogsaa i Renaissancen (Petrarca,
Machiavelli) og selv i den nyere Tid (f. Eks.
Lessing, Berkeley, Jacobi og Schelling) er D.
anvendt, men efterhaanden forladt i den
videnskabelige og filos. Undersøgelsesmaade som
mindre hensigtsmæssig for en strengere
Begrebsudvikling. Derimod benyttes den rigelig i
Underholdningslitteraturen og i Poesien.
Dramaets Indhold er væsentlig følelsesbetonet og
handlingsspændt Samtale; den dramatiske
D. afslører de deltagende Personers Motiver til
Beslutning og driver frem mod Handling; i
dens Tankegang hersker der levende
Bevægelse og Spænding, og den tjener
Karakterudviklingen. I Dramaet modsættes D., i snævrere
Forstand Replikskifte, Monologer; i
Syngespillet modsættes D. Sangpartierne. -
dialogisere: at iklæde et Emne Samtaleformen.
Cl. W.
Dialogit, d. s. s. Manganspat.
Dialogus, en dansk versificeret Satire fra
Reformationstiden (Dialogus. En greselig ond
tiende som Pauen fick til Rom om den
Papistiske Messe som er det ypperste høffuitsticke i
hans oc Anthechristens Kircke, Och huad suar
hand oc hans hellige aandelige selffskaff der
til swaret haffue 1533). Skriftet er en
Bearbejdelse af den schweiziske Reformator
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
