Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diplacusis (Dobbeltrhøren) - Diplasiasme anvendtes saavel om Reduplikation som om Fordobling af intervokalisk Konsonant - Diplegi, Lamhed af begge Arme og begge Ben - Diplekstelegrafering, se Telegraf. - Diplococcus (bot.), i Bakteriologien: Kuglebakterier, hvis Individer hænger sammen to og to - Diploë, se Ben, 2). - Diploit, se Feldspat. - Diplom (gr.), oprindelig et af 2 smaa sammenlagte Tavler bestaaende Skriftstykke - Diplomat, den, der har til Opgave at føre Underhandlinger med fremmede Stater - Diplomatarium kaldes en skreven ell. trykt Samling af ældre hist. Aktstykker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foruden D. binauralis finder man i enkelte
Tilfælde en D. monauralis, hvor en Tone høres
dobbelt med det samme Øre; i Reglen høres den
anden Tone først, naar den anslaaede Tone er
noget svækket i Intensitet, og den synes som
Regel at staa i et harmonisk Forhold til denne,
f. Eks. som Terts ell. Kvint. I ganske enkelte
Tilfælde kan der optræde en D. monauralis
echotica, saaledes at man med samme Øre
hører ligesom et Ekko, undertiden endog
Dobbeltekko af den opr. Lyd.
D. skyldes i Reglen en akut Katarr ell.
Betændelse i Mellemøret, dog er den næppe
direkte foranlediget af denne; Forskelligheder i
Trommehindens Spændingsforhold og
Elasticitet o. l. spiller næppe den Rolle, som man
tidligere har ment; Aarsagen er snarere at søge
i en samtidig tilstedeværende Lidelse i
Labyrinten, en lokal Blodoverfyldning e. l., hvorved
der indtræder en Slags »Forstemning« af det
lydopfattende Apparat. Noget nærmere om selve
Opstaaelsesmaaden af D. kan i øvrigt ikke siges,
da det endnu ikke er endelig fastslaaet,
hvorledes selve Lydopfattelsen i Virkeligheden
foregaar. I et vist Antal Tilfælde, navnlig af D.
monauralis, synes D. at være af rent nervøs
Oprindelse. D. taber sig i Reglen fuldstændig
efter kortere ell. længere Tids Forløb, ofte
dog først længe efter, at den til Grund liggende
Ørelidelse tilsyneladende er hævet.
J. M.
Diplasiasme (gr.), Fordobling. D. er en
Benævnelse, der anvendes i Grammatik og
Metrik. Hos Oldtidens Grammatikere anvendtes det
saavel om Reduplikation som om Fordobling af
intervokalisk Konsonant hos Digterne, f. Eks.
relligio for religio, ὅττι for ὅτι. Se
Gemination.
P. K. T.
Diplegi, Lamhed af begge Arme og begge
Ben; Benævnelsen bruges oftest om den
saakaldte infantile spastiske D., en Følgetilstand
efter Hjernebetændelse i Barndommen ell. efter
Hjerneblødning, opstaaet efter Fødselen. Med
Lamheden er forbundet en vis Stivhed af
Lemmerne og ofte uvilkaarlige Bevægelser i disse.
Sygdommen viser Tilbøjelighed til Bedring i
Aarenes Løb, sjældent kommer der dog
fuldstændig Helbredelse. Behandlingen bestaar
overvejende i Massage, undertiden kan Operationer
paa Sener og Muskler bøde paa Tilstanden.
K. H. K.
Diplekstelegrafering, se Telegraf.
Diplococcus (bot.) er i Bakteriologien
Betegnelsen for saadanne Kuglebakterier, hvis
Individer hænger sammen to og to.
Fr. W.
Diploë, se Ben, 2).
Diploit, se Feldspat.
Diplom (gr. δίπλωμα), oprindelig et af 2
smaa sammenlagte Tavler bestaaende
Skriftstykke, brugtes hos Romerne i Republikkens
sidste Tid og under hele Kejserdømmet om de
af Kejseren selv ell. højere Statsembedsmænd
udfærdigede Skrivelser, hvorved der tilstodes
enkelte Personer Fordele og Begunstigelser;
særlig betød det Anbefalingsskrivelser for
Kurerer o. a., der rejste i offentligt Ærinde. I
Middelalderen forsvinder Ordet, i Stedet
brugtes charta, pagina, literæ, epistola. Først i Slutn.
af 17. Aarh. indfører Mabillon det igen i den
videnskabelige Sprogbrug som Betegnelse for
alle offentlige Dokumenter fra Middelalderen,
og denne Bet. har det til Dels beholdt (i
Tyskland bruges dog nu næsten altid i Stedet det
tyske »Urkunde«). Endvidere bruges det nu om
Dokumenter; hvorved Fyrster ell. Institutioner
tildeler Folk Udmærkelser (Adelsdiplom,
Doktordiplom, D. som Medlem af et Selskab etc.).
L. L.
Diplomat, opr. den der affatter Diplomer
(s. d.); derpaa Betegnelse for den, der i det
internationale Statssamkvem har til Opgave at
føre Underhandlinger med fremmede Stater (se
Diplomati). Ordet anvendes endvidere ikke
blot om selve de faste Sendebud hos
udenlandske Statsoverhoveder, men ogsaa om de forsk.
til et Gesandtskab knyttede Sekretærer og
Attachéer (se corps diplomatique).
F. de F.
Diplomatarium kaldes en skreven ell. trykt
Samling af ældre hist. Aktstykker, omfattende
enten et helt Land i en vis Tid ell. en enkelt
Landsdel, en Købstad, et Kloster, en enkelt
Familie o. s. v. I den nyere Tid er man overalt
begyndt at udgive saadanne D. for
Middelalderen. Danmark staar dog i den Henseende langt
tilbage. Ganske vist foreslog Hans Gram
allerede 1731 Udgivelsen af et D. for Danmark og
Norge og tog ogsaa, da Kongen billigede
Forslaget, ivrig fat paa Afskrivningen af
Dokumenter dertil. Ved sin Død testamenterede han
sin anselige Samling af Afskrifter til
Gehejmearkivet. Hans Efterfølger som Gehejmearkivar
Jakob Langebek optog Tanken og fik 1751 en
Bevilling paa 300 Rdl. aarlig til Forberedelsen
af et D. Andre Arbejder (Arbejdet med et dansk
Leksikon og Udgivelsen af Scriptores rerum
Danicarum) forhindrede ham dog i at udgive
noget. Hans store Samling af Afskrifter, kendt
under Navnet »Langebek’s D.«, findes nu i
Rigsarkivet. Samlingen er efter Langebek’s Død
blevet fortsat, dog kun i ringe Grad i senere
Tider, og har, skønt Afskrifterne langtfra altid
svarer til Nutidens Fordringer, været til ikke
ringe Nytte for Historikerne. Savnet af et alm.
D. er nu til Dels blevet afhjulpet ved den
under Prof. Kr. Erslev’s Ledelse udgivne
»Fortegnelse over Danmarks Breve fra
Middelalderen«, der gaar ned til 1450 og ventelig vil blive
fortsat til 1513. Flere mindre Diplomatarier er
blevne udgivne, hvoraf kan nævnes: G. J.
Thorkelin, D. Arna-Magnæanum (2 Bd, Kbhvn 1786),
der dog lader meget tilbage at ønske i Retning
af Nøjagtighed og kritisk Behandling; Hans
Knudsen, D. Christierni primi (Kbhvn 1856);
H. C. P. Seidelin, D. Flensborgense (2 Bd,
Kbhvn 1865-73); O. Nielsen, »Kbhvn’s D.« (8
Bd, Kbhvn 1872-87); A. Heise, D. Vibergense
(Kbhvn 1879).
For Slesvig-Holstens Vedk. kan
nævnes »Urkundensammlung d.
Schlesw.-Holstein-Lauenburgischen Gesellschaft« (4 Bd, Kiel 1839
ff.) og P. Hasse,
»Schlesw.-Holst.-Lauenburgische Regesten und Urkunden« (3 Bd, Kiel
1886 ff.).
Om D. i Norge se D. Norvegicum. I
Sverige begyndte man tidlig at tænke paa
Udgivelsen af et D. for hele Riget. J. Hadorph
og J. Peringsköld afskrev i 17. Aarh. Mængder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
