Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dværge. Man skelner mellem ægte Dværgvækst (Mikrosomi ell. Nanosomi) i Modsætning til patologisk - 2) I nordisk Folketro Navn paa lyssky Smaavæsener, der mentes at bo i Høje ell. Fjeld - Dværgfalk, se Falke. - Dværgflagermus, se Flagermus. - Dværgflodhest, se Flodhest. - Dværgfolk, Pygmæer, er den etnogr. og antropologiske Betegnelse for nogle lavvoksne Menneskeracer ell. Befolkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en abnorm Korthed af Underekstremiteterne
(Fokomeli, Mikromeli). Andre Gange finder der
en stadig, men for ringe Vækstforøgelse Sted,
indtil Væksten afsluttes i samme Alder som hos
Normale. (Eks.: General Mite, der 16 Aar gl
var 82,4 cm høj og vejede 6,5 kg). Hos disse D.
indtræder Kønsmodenhed, men de er
ufrugtbare. En anden Gruppe D. omfatter Individer,
der er født abnormt smaa, og som vokser og
udformes saa lidt, at de beholder Barnetype
(Infantilisme). En 3. Gruppe fødes af normal
Størrelse og vokser normalt, indtil der
pludselig uden ydre Foranledning indtræder en
Væksthemning, hvorved ogsaa Barnetypen faas. (Eks.:
Helene Gruber, hvis Vækst standsede i 6 Aars
Alderen, og som 20 Aar gl var 106 cm høj).
Infantile D. bliver aldrig kønsmodne, og
Arvelighed af D.-Vækst er aldrig paavist. - Den
patologiske D.-Vækst skyldes meget
forskelligartede Sygdomme (Rachitis, Osteomalaci,
Kretinisme, Chondrodystrofi, Achondroplasi,
Myxødem etc.), der genfindes hos de mest
folkekendte D. (den eng. Punch, den ital. Polichinel
og den tyske Hans Wurst), der har stort
Hoved, Pukkel og krumme Ben. D.-Vækst har
været tillagt mange Folkeslag, uden at disse dog
derfor har været D. (Lapper, Samojeder,
Skrællinger = Grønlændere), andre Dværgfolk hører
hjemme i Fantasien, andre igen er genfundne i
vore Dage. D. har været kendte fra de ældste
Tider og findes afbildede i ind., pers., hettitisk
og ass. Kunst. Dværgen Knumhotpus’ Grav i
Sakkarah viste, at han havde været holdt højt
i Ære som Hofembedsmand; den indeholdt en
realistisk gengivet Statuette af den Afdøde. Et
stort Antal D.-Statuetter er fundne i ægyptiske
Grave, repræsenterende dels indreafrikanske
Dværgfolk (Akka’er), dels enkelte D., med stort
Hoved, Pukkel, Klumpfod og de krumme Ben,
der genfindes hos Guden Bes, hans Moder og
Guden Ptah. Statuer i Wien og Berlin samt
Gentagelsen af Lysippos’ Æsop i Villa Albani i
Rom viser, at den gr. Kunst ikke veg tilbage for
at afbilde D. Pygmæernes Kamp mod Tranerne
er et hyppigt Vasebillede. I Rom holdt man
Hus-D., og D. var ofte Kejserens Raadgivere.
D.-Trupper optraadte som Gladiatorer. En
nordisk Indflydelse kan vel fastslaae, ved at D.
paa det middelalderlige Bayeuxtapet kaldes
Turold. Med den Sans for Kuriositeten, som
var saa vaagen i Renaissancetiden, kom ogsaa
en levende Interesse for D. De benyttedes i
stort Antal til Hofferne, beboede ofte hele
Lejligheder en miniature i Slottene (Gonzagas’
Palads i Bologna), fik Titler og Uniformer, og der
sloges Medailler til Ære for dem (Francesco
Laurano saaledes for den sicilianske Kong Réne
d’Anjou’s D. Triboulet). De forevigedes af Tidens
største Kunstnere [Ghirlandajo, Velasques,
Ribera, Cranach, Rubens, Holbein). I Spanien
holdt Hofdværgene sig længst. Da Dronning
Maria Christine døde 1878, havde hun en D.
knyttet til sin Hofstat. Renaissancen interesserede
sig levende for Avl af D. I Kristian IV’s
Livlæge Peter Paynch’s Bøger findes Anvisninger
paa Midler, ved hvilke Dyr »ikke bliver større
end de var« ved Fødslen. Det vides dog ikke,
om disse Anvisninger nogen Sinde prøvedes.
Den brandenburgske Kurfyrste Joachim
Friedrich’s Hustru Catharina havde en Stue fuld af
D., som hun lod parre sig indbyrdes, men uden
Resultat. Ved dette Forsøg, der gentoges af
Catharina af Medici, fastsloges, at D. ikke kan
forplante sig.
J. S. J.
2) I nordisk Folketro Navn paa lyssky
Smaavæsener, der mentes at bo i Høje ell. Fjeld; de
er kunstige Smede, og hyppig optræder de fl.
sammen. Ordet er velkendt hos alle got. Folk,
men ikke andensteds; dets Oprindelse er uvis.
I den ældste nordiske Digtning optræder en
stor Mængde Dværgesagn, især om hvorledes
D.’s Skatte ell. de af dem forfærdigede Vaaben
kom i Menneskers Eje (jfr Andvare,
Tyrfing). D.’s Bolig er sædvanlig inden for
Bjergvæggen, men især Gudedigtningen opfatter hele
den Mennesker omgivende Natur som fyldt af
D.: de færdes i Elven i Fiskeskikkelse, ved
Jordens 4 Udkanter staar D. og bærer
Himmelhvælvingen. En Mængde Navne paa D.
forekommer; undertiden hersker der Usikkerhed,
om de enkelte Naturvæsener er D. ell. Jætter.
En Myte om D.’s Skabelse af Maddiker i Yme’s
Legeme (Jordkloden) findes i Gudedigtene. I
det hele har D. en stor Rolle i den religiøse
Spekulation, men de staar uden for og snarest
fjendtlig over for Gudelivet i den sædvanlige
poetiske Fremstilling; deres Lysskyhed og
ligblege Farve gør dem til Genstand for Spot.
Dog møder man en begyndende
Sammenblanding af D. og Alfer: Smeden Vølund er
»Alfernes Høvding«.
I Middelalderens Folkeviser og Sagalitteratur
gaar D. mere i eet med Ellefolk, en
Dværgkonge optræder svarende til Ellekongen o. s. v.;
men i Folketroen har Sagen været en Del
anderledes. I Norge og paa Island er D. helt
fortrængte af Ellefolket (Huldrefolket, Alferne),
og D.-Begrebet lever kun i nogle faa Sagn om
D.’s Smedearbejder og i sproglige Udtryk. I
Danmark er derimod D. bevarede som
Højenes Beboere og flinke Smede, om end
Navnet Bjergfolk i de sidste Aarh. er vel saa
alm.; de holdes skilte fra Ellefolket. I Sverige
er Navnet D. ved at tabe sig ved overnaturlige
Væsner og blot blive Navn for Edderkoppen.
En Række sproglige Udtryk viser, hvilke
Naturgenstande særlig har medvirket til
Dværgeforestillingernes Dannelse: i Norge:
Dværgesmide ell. Dværgesten, Krystaller,
Dværgepil o. l., glatte runde Sten i
Jorden, Dværgemaal, Genlyd; i Jysk:
Dværgehammer, Oldtidens Stenøkser,
Dværgris, Planten Gyvel; i Sverige: Dværgenet,
Edderkoppespind (og deraf D. som Navn paa
Edderkoppen). - Til de mere eventyrlige Træk
hører især Dværgehat, hvormed man gør
sig usynlig; i tysk Digtning spiller
Dværgekappen samme Rolle.
A. O.
Dværgfalk, se Falke.
Dværgflagermus, se Flagermus.
Dværgflodhest, se Flodhest.
Dværgfolk, Pygmæer, er den etnogr. og
antropologiske Betegnelse for nogle lavvoksne
Menneskeracer ell. Befolkninger, der
forekommer i faatallige Grupper i det centrale Afrika
samt et Par Steder i det tropiske Asien. I Afrika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
