Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dækketøj. Duge og servietter - dækket Vej er ved permanente Befæstningsanlæg den 5-10 m brede Vej, der løber langs Fæstningsgravens Yderside - Dækknogler kaldes en Del af Hjernekassens Ben - Dækning, i Handelssproget ensbetydende med Betaling - Dækning kan i Krigen opnaas indirekte ell. direkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarh. blev meget D. vævet efter Bestilling, og
Mønstret gengav da Begivenheder,
Vaabenmærker og Navnetræk, der havde særlig Bet. for
Køberen. Kunde man ikke overkomme at anskaffe
saadant D., var det Mode, at man paa alm.
D. broderede Vaabenmærker og Navnetræk i
smukke Indfatninger. I Beg. af 18. Aarh. opstod
i Irland en D.-Industri, der fik megen Bet., selv
om den havde en farlig Konkurrent i Tyskland,
hvor Vævning af Linneddamask 1666 var
kommet til Sachsen fra Nederlandene. Som Motiv til
Mønstrene i det sachsiske D. er særlig anvendt
Ornamenter og Blomsterkompositioner. Efter at
Jacquard 1808 havde opfundet sin berømte Væv,
er Vævning af D. blevet ensartet i hele Europa.
Paa vore Mus. og i privat Eje findes en Del D.
fra de forsk. Perioder. Af nederlandsk
Oprindelse: f. Eks. paa Nationalmus. to Duge med
Jagtscener fra 1594 og 1596 og en Dug fra 1640
med Lignelsen om den fortabte Søn. Paa
Rosenborg findes en Serviet fra 1602 med Chr. IV
og hans Dronnings Navnetræk omgivet af
Skjolde med Vaabenmærker for de forsk. danske
Besiddelser. Paa Folkemus. er der nogle
damaskvævede Duge, der efter al Sandsynlighed
ligeledes skriver sig fra Nederlandene, deribl.
en Dug fra 1695 med Gengivelse af Namurs
Indtagelse. Af sachsisk D. opbevares bl. a. paa
Folkemus. en Dug fra 1700 med Fremstilling af
Tobias’ Historie og paa Rosenborg en Serviet
fra 1726. Paa Folkemus. findes en Dug af
rimeligvis eng. Oprindelse fra 1806.
I Danmark vævede man D. i 16. Aarh. Der
omtales f. Eks. i Aaret 1526 Drejlsduge, vævede her
i Landet. Fra 1599 opbevares en Regning fra
Elisabeth Pedersdatter paa Damaskduge og
Servietter. Paa Christian IV’s Silkehus vævedes der
D.; fra 1622 haves en Regning herfra paa bl. a.
4 Duge af Damaskdrejl. 1774 oprettedes Kjøngs
Linnedvarefabrikker, der endnu bestaar, og
dermed fik D.-Industrien fast Fod i Danmark. Fra
Christian IV’s Silkehus findes paa Rosenborg en
Dug fra 1621, og paa National- og Folkemus.
findes Duge fra 1654-74. Endnu skal fra 18.
Aarh. nævnes nogle Duge, der findes paa
Folkemus. Den ene er vævet i blaat med hvidt
Mønster, og et Par andre har Mønstret trykt i blaat,
rødt ell. lila paa hvid Bund.
Duge. Endnu i 16. Aarh. var det Skik at
dække Bordet med 2 ell. 3 Duge. Den nederste,
der naaede helt ned til Gulvet, var nærmest et
Tæppe. Den var altid af kulørt, ofte meget
kostbart Stof som Fløjl ell. Gyldenstykke. Den
skulde skjule den tarvelige Bordplade, naar de to
øverste Duge efter Maaltidet blev aftagne,
medens Gæsterne endnu var bænkede ved Bordet.
Til den mellemste Dug, der var et Stykke
kortere, brugtes fra først af ligeledes kostbare
kulørte Stoffer, men efterhaanden blev det Mode,
først at den skulde være hvid, dog med kulørte
Borter og ofte ogsaa med enten kulørte ell.
hvide Broderier, senere skulde den være helt
hvid. Den øverste Dug var som Regel af
Linneddamask ell. Drejl. Den gik paa Langsiden
ikke ud over Bordets Kant og var for Enderne
ofte smykket med Frynser. Saavel den
øverste som den mellemste Dug blev ved festlige
Lejligheder ofte skiftet et Par Gange under
Maaltidet.
Servietter. I 16. og Beg. af 17. Aarh.
brugte man herhjemme i St f. Ordet »Serviet«
Betegnelsen »Bilægger«, senere kom Navnet
»Salwet«, og endelig naaede man til »Serviet«.
Skikken at benytte Serviet ved Maaltiderne er
først blevet alm. langt senere end Dugens
Anvendelse. I Frankrig brugte man endnu langt
hen i Middelalderen Dugens Kant i St f.
Serviet; men i Slutn. af Middelalderen var den
dog blevet alm. bl. de højere Samfund i de
fleste Lande, ja man gik endogsaa en Tid saa
vidt, at det var Skik at skifte Servietterne ved
hver ny Anretning. Herhjemme omtales
Servietten som noget velkendt under Christian II.
Til daglig maatte den dog ikke benyttes, selv
om den var lagt paa Bordet; man skulde
endogsaa være forsigtig med ikke at krølle den,
men ved festlige Lejligheder hørte det sig til,
at man benyttede den. (Litt.: Elna
Mygdal, »Af D.’s Historie«; Troels-Lund,
»Dagligt Liv i Norden«; Danske Samlinger; Danske
Magazin).
R. H.
dækket Vej er ved permanente
Befæstningsanlæg den 5-10 m brede Vej, der løber langs
Fæstningsgravens Yderside, og som er beskyttet
af Glaciset. Den tjener fortrinsvis til Opstilling
for de Poster, der skal bevogte det nærmeste
Forterrain, og for de Tropper, der skal afslaa
Nærangrebet, samt til Samlingssted for større
Udfaldsstyrker, og er derfor ved Glacisets Fod
udstyret med et gennemgaaende Banket,
undertiden tillige med Kanonbænke eller andre
Standpladser for Skyts (Pansertaarne o. l.) samt
i de ud- ell. indadgaaende Vinkler udvidet
saaledes, at der opstaar Vaabenpladser. Da
Adgangene til den d. V. saavel fra Forterrainet
som fra den bagved liggende Vold som oftest
munder ud i en Vaabenplads, beskyttes disse
tillige af Traverser og undertiden ogsaa af et
Blokhus, der skal tjene som Reduit for
Vaabenpladsens Besætning. Den d. V. indskrænkes
undertiden, navnlig ved detacherede Forter, til
en 1 à 2 m bred Rondegang, der kan
benyttes af Vagtposter og Patrouiller samt til
Opstilling af Skytter.
Sch. P.
Dækknogler kaldes en Del af Hjernekassens
Ben, der, i Modsætning til næsten alle andre
Knogler udvikler sig uden et forudgaaende
Bruskanlæg (se Ben).
S. B.
Dækning, i Handelssproget ensbetydende med
Betaling. At indsende D. for ell. at
dække en Varepost, d. s. s. at betale den.
C. Th.
Dækning kan i Krigen opnaas indirekte
ell. direkte. Indirekte D. søges altid
tilvejebragt og opnaas ved Skjul, dels gennem
Terrainets Former (Skrænter, Grusgrave, Dale
o. l.) og de Terraingenstande (Landsbyer, Skove
o. l.), der findes paa dette, dels ved Anlæg af
Masker til Skjul for de direkte D. eller
Skinanlæg, der kan trække den fjendtlige
Ild paa sig. Anvendelsen af Skjul som eneste
D. er imidlertid nutildags over for den
voksende Bet. af Kasteilden og Muligheden for at
kunne observere fra Luften meget formindsket,
og det eneste fuldgode Skjulemiddel, der staar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
