Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døbefont (hertil l Tavle), af lat. fons, Kilde - Døbeln, By i Kongeriget Sachsen, paa en Ø i Freiberg-Mulde 53 km SØ. f. Leipzig - Døbeln, Georg Karl, Friherre, svensk General, (1758-1820) - Døbenavn, se Navn. - Döbereiner, Johann Wolfgang, tysk Kemiker, (1780-1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Malmfonte, støbte af Klokkestøbere (f. Eks. i Ribe
Domkirke, Varde og Næstved [Fig. 7]); den
ældste og berømteste af disse staar i Hildesheim.
Baade under Gotikken og Renaissancen brugtes
dog ogsaa D. af Sten (Fig. 9), en sjælden Gang
af Træ ell. Smedejern. Mest karakteristisk for
Renaissancetidens Udstyr af D. er imidlertid de
jævnligt forekommende »Fontehatte« ell. Himle
af Træ (Fig. 8), og en vigtig Nyhed var det, at
man lagde Daabsfade over Kummerne, i
Sammenhæng med, at man nu ganske opgav
Barnets Neddypning og nøjedes med den ogsaa
tidligere kendte Bestænkning af Barnets Hoved, en
Skik, der paa Reformationstiden omtales som en
daarlig Nyhed i Storbyerne. Omkr. 1600 fik
næsten hver dansk Kirke et Daabsfad. Hertil
anvendte man de i Hjemmene brugte Pyntefade
af Messing, først især de i Form hamrede
Nürnbergerfade med Fremstillinger af Marie
Bebudelse, det habsburgske Vaaben ell. andre
Relieffer, omgivne af Bogstavrækker, der oftest er
meningsløse, samt af springende Dyr. C. 1650
blev haanddrevne Messingfade af nederlandsk
eller dansk Tilvirkning almindelige. Paa
Baroktiden fik Fontene stundom Form af en svævende
Figur, der bar Fadet, og som en værdigt
knælende Engel har Thorvaldsen formet Fonten i
Frue Kirke. (Litt.: Tynell, »Skånes
medeltida Dopfunter« [Lund 1914]; Billeder af
danske Fonte findes spredte i Kultusministeriets
Kirkeopmaalingsværker).
C. A. J.
Døbeln, By i Kongeriget Sachsen, ligger i
en særdeles smuk og frugtbar Egn paa en Ø i
Freiberg-Mulde, er et vigtigt
Jernbaneknudepunkt 53 km SØ. f. Leipzig. (1910) 19626 Indb.
med Garnison. Den er Sædet for en
Amtsdomstol og de øvrige Autoriteter for
Amtshauptmannschaft D. D. har to lutherske Kirker,
deriblandt den gl. Nicolaikirke, et gl. Raadhus og
et forhenværende Benediktiner-Nonnekloster.
Industrien omfatter især Jernstøberi, Fabrikation
af Landbrugsmaskiner, Cigarer, Møbler og
Kemikalier samt Teglbrænderi. Der findes en
Landbrugs- og en Handelsskole.
G. Ht.
Døbeln, Georg Karl, Friherre, svensk
General, f. 29. Apr. 1758 paa Stora Torpa,
d. i Sthlm 16. Febr 1820. Han var opr. bestemt
til at være Præst, men det lykkedes ham 1773
at komme ind paa Admiralitetskadetskolen i
Karlskrona, og han bestod 1775 Officerseksamen,
studerede derefter i nogen Tid Jura og
indtraadte 1778 som Sekondløjtnant i et Regiment.
2 Aar senere begav han sig til Paris med den
Hensigt at blive Deltager i den amerikanske
Frihedskrig. 1782 kom han med et tysk
Infanteriregiment til Ostindien, hvor han det flg.
Aar saaredes og forfremmedes til Kaptajn. 1788
vendte han tilbage til Sverige for at deltage i
Kampen mod Russerne. Han var med i
Felttoget i Finland og saaredes ved Porrosalmi. Ved
Russernes Indtagelse af Skt Michel blev D.
Krigsfange, men fik p. Gr. a. sit Saar Tilladelse
til at rejse til Sthlm. 1791 forfremmedes han
til Major, 1805 til Oberst; deltog derefter med
Udmærkelse i Krigen i Finland, blev 1808 Chef
for den Bjørneborgske Brigade, udmærkede sig
særlig ved Lappo og vandt Sejren ved
Konhajoki. Under Russernes Forsøg paa at afskære
Hovedhæren vandt D., skønt syg, Sejren ved
Jutas, hvorved Russernes Plan hindredes. Oktbr
1808 forfremmedes han til Generalmajor
og ansattes som Kommandant paa
Åland, hvilken Post han paa
Gr. a. Sygdom dog først overtog Febr 1809.
Med en Styrke paa 4000 Mand skulde han
forsvare Åland mod den firedobbelte Overmagt,
da dette ikke var muligt, trak han
sig tilbage over Isen til Grislehamn. Apr. s. A. fik
han Kommandoen over Nordhærens sydlige Del,
men ombyttede denne Post ved Russernes
Fremrykning med Posten som Højestbefalende for
Nordhærens nordlige Del (Finnerne). En norsk
Hær, der gjorde Indfald i Jämteland, tvang
han til at forlade Landet og fik i Septbr
Befalingen over hele Nordhæren. Efter Hærens
Opløsning blev han Højestbefalende i
Vesterbotten og Ångermanland, udnævntes 1813 til
Generalløjtnant og kommanderedes kort efter til
Pommern. Han var dog først i Mecklenburg,
hvor han fik Befaling til ved en Demonstration
at hindre Franskmændene i at gaa over Elben.
Han handlede imidlertid mod given Befaling,
afsattes fra Kommandoen, stilledes for en
Krigsret og dømtes til Døden. Kronprins Karl Johan
forandrede imidlertid Straffen til et Aars
Fængsel med Bibeholdelse af Rang i Hæren. Han
sad dog kun fængslet i 1/2 Aar, indtraadte igen
i Hæren, men kom ikke mere i Virksomhed. 1861
rejstes paa hans Grav et gennem Indsamling af
Penge i Sverige og Finland tilvejebragt
Monument, der afsløredes paa Aarsdagen for Kampen
ved Jutas. D. anses for en af de dygtigste
Førere i Krigen 1808-09. Han udgav
»Pommerska generalkrigsrättens protokoller och dom«
samt »Anmärkningar vid de af f. d.
Viceadmiralen O. Cronstedt till trycket utgifna Sanna
upplysningar om orsakerna til Sveaborgs
öfvergång« (1811). (Litt.: E. G. von D.,
»Anteckninger om och af general D.« [1856-78];
»Minne af generallöjtnanten friherre G. K. D.«
[i »Svenska akademiens handlinger«, 16. Del,
1884]).
B. P. B.
 |
| G. K. Døbeln. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
